Blød bisse

Valgkampen sank helt til bunds i sin anden uge, da Se og Hørs chefredaktør Henrik Qvortrup uden dokumentation beskyldte Naser Khader for at have fået udført sort arbejde. Men hvem er egentlig denne Henrik Qvortrup?

Foto: Kristian Juul Pedersen Fold sammen
Læs mere

Naser Khader vil næppe tro det, men Se og Hørs chefredaktør, Henrik Qvortrup, er ikke kun et svin. Han er også et blødt menneske, der har let til tårer.

Det siger hans mor. Og hun må vide det. Hun har jo kendt ham, siden han kun var Henrik.

At de færreste af dem, der i de senere år har slået sig på Henrik Qvortrup, vil opfatte ham som et følelsesmenneske, er naturligt nok, for de er netop ikke tørnet sammen med fru Qvortrups lille Henrik, men derimod med chefredaktør Henrik. Og det er en ganske anden sag.

»Alt det med chefredaktør, spindoktor og politisk kommentator er bare noget, han leger. Og det falder ham let,« siger hans gode ven, journalist Christian Gundtoft, der arbejder på DR.

»Det er lidt som to frakker, hvor han enten har den professionelle eller den private på,« bekræfter hans lillesøster, Lisbeth Qvortrup.

»Havde han i højere grad blandet de to, ville alting sikkert også være sværere for ham lige nu,« siger hun.

Ikke at situationen er nem for den 44-årige Henrik Qvortrup, der mest har oplevet, at tingene lykkedes for ham. At han er i kontrol, og at han er den, der sætter rammerne for, hvad de andre taler om.

Sådan begyndte denne valgkamps anden uge da også. Henrik Qvortrup kommenterede i sædvanlig veloplagt stil, hvordan regeringen kom skidt fra start med sin pludselige interesse for de afviste irakiske asylsøgere, hvordan de Radikale i fin stil har klaret at sluge kameler på familiesammenføringsområdet, og hvordan de nye kandidater i Ny Alliance har overtaget tidligere fremskridtsfolks rolle som nutidens landsbytosser. Velklædt, velforberedt, velformuleret.

Men så spyttede Allers trykpresser de sædvanlige 188.000 eksemplarer af Se og Hør ud. Med Naser Khader på forsiden med budskabet om »Sort arbejde hos Khader« og en opfordring til læserne om at gå på nettet og høre Khader kalde Qvortrup for et svin fire gange i træk.

»Booom...erang,« sagde det.

Og pludselig var den respekterede politiske kommentator og tidligere spindoktor for Anders Fogh selv skydeskive. Reduceret til en sladderbladsmører og på alles læber.

Ham kan vi ikke bruge som kommentator, sagde TV 2. Heller ikke vi, sagde Berlingske Tidende. Kun DR nåede han at komme i forkøbet:

»Da jeg må konstatere, at jeg bliver gjort til en aktør og en del af den igangværende valgkamp, har jeg besluttet mig for at afstå fra at kommentere dansk politik med virkning fra i dag og til og med 13. november. Det indebærer samtidig, at jeg ikke deltager i »Jersild og Spin« på DR 2 i resten af valgkampen. Beslutningen er helt min egen,« sagde Qvortrup.

»Man kan let få et billede af en succesrig mand, der kører ud ad motorvejen og pludselig må gøre stop og stige ud og rulle sig i mudder, edderkopper og stankelben,« skrev en B.T.-læser forundret, og Henrik Qvortrups kommentator-konkurrent Ralf Pittelkow benyttede lejligheden til at kalde ham »den ukronede konge af bullshit i de danske medier«.

»Det er pay-back-time,« siger vennen Christian Gundtoft med henvisning til, at mange nok har lyst til at give Qvortrup igen af den medicin, han har udsat dem for i årenes løb. Han er da heller ikke selv gået fri.

»Han skrev om min skilsmisse. Det er det mest ubehagelige, jeg nogensinde har læst,« siger Christian Gundtoft, der dog føler sig fuldstændig sikker på, at Qvortrup også har en grænse. At han eksempelvis ikke ville vælge at bringe den gode sladderhistorie til torvs, hvis den ville vælte hans bedste vens karriere og privatliv. Og det på grund af den Henrik, som han uden tøven kalder en »umådelig troværdig og stabil fyr, en hædersmand«.

»Alle er på nakken af ham lige nu. Det piner ham, men det holder ham ikke søvnløs. Og du kommer ikke til at høre ham klynke,« siger Christian Gundtoft.

»Han kan heldigvis godt tåle mosten selv – det har jeg også fortalt ham, at han skal kunne,« siger en anden god bekendt, Anders Lehmann, der er underdirektør i Topdanmark og har kendt Qvortrup igennem 15 år.

Han erkender, at mange vil opfatte Qvortrup som brutal, men forsikrer, at hans kompromisløse fremfærd, hvis han har færten af en god historie, ikke udspringer af brutalitet.

»Han har ikke lyst til at jorde folk. Men han kan ikke tage, hvis de siger et og gør noget andet. Så er han stålsat og skåner ikke engang sine venner. Men man kender jo risikoen for en dag at havne i hans blad – selv er jeg glad for, at jeg ikke er kendt nok til at interessere Se og Hørs læsere,« griner Anders Lehmann.

Fra sin tid som politisk reporter på Christiansborg har Henrik Qvortrup et skudsmål som en politisk begavelse ud over det sædvanlige, lige som han tilskrives en stor personlig integritet og opfattes som ubestikkelig.

»Han strøg ind på Christiansborg og rev historier af sig,« siger en kollega.

»Samtidig var han den eneste omkring bordet, der kunne skære igennem og sige til en praktikant: Hold kæft, du lavede en god historie i går. Eller med hans ord : ’Nå, man kan se, at du har fat om nosserne på dem’,« husker kollegaen.

Det var først i tredje forsøg, at Henrik Qvortrup fandt sin hylde i spændingsfeltet mellem journalistik og politik. Han er født og opvokset i Århus som søn af en postarbejder og en bankassistent, og hans første skridt mod en karriere var at læse jura. Det varede et år, og så skiftede han til medicin. Det blev han træt af efter to år, »og så en dag tog han sin skrivemaskine og gik til optagelsesprøve på journalisthøjskolen uden at fortælle os det. Han var nok lidt rastløs«, husker hans mor, Kirsten Marie Qvortrup.

En betegnelse, som både venner og kolleger genkender. »Henrik skal hele tiden videre,« siger de.

Henrik Qvortrup blev færdig som journalist i 1991 og kom dermed i samme fag som en stribe af hans slægtninge, der tæller journalisterne Morten Nymand, Thomas Qvortrup, Mads Qvortrup og såmænd også DF-eren Søren Espersen, der er Henriks fars fætter.

Og dér faldt han til og fik succes, om end han i løbet af de kommende ti år skiftede job nogle gange. Fra Jyllands-Posten til Berlingske Tidende, hvor han sammen med kollegaen Niels Lunde skrev en stærkt omdiskuteret biografi om daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, så til Ekstra-Bladet, hvorefter han blev spindoktor for Anders Fogh.

»I de tre år markedsførte han spindoktoriet til noget, det ikke havde været før. Fik jobbet til at syne af noget,« siger kollegaen fra Christiansborg.

Men inden Fogh nåede at blive statsminister, trak journalisten igen i Henrik, der blev en del af chefredaktionen på B.T., hvor han dog aldrig nåede i mål, men endte i en magtkamp og blev fyret.

Kollegerne rystede på hovedet af Henrik Qvortrups karrierevalg, og det skulle de gøre igen. Undervejs havde han nemlig fået sig positioneret som en skarp og troværdig politisk kommentator, så da han en dag ringede rundt og kunne kalde sig chefredaktør på Se og Hør, fik de igen café latten galt i halsen.

»Han har altid haft sin egen linje og været ligeglad med, hvad andre mente,« siger hans søster Lisbeth Qvortrup, der er viceskoleinspektør på en katolsk privatskole i Århus.

Hun husker sin bror som ham, der fordybede sig i politik, når de andre tog til ungdomsskolefester. Som ham der abonnerede på Newsweek allerede som 14-årig, og som ham, der stædigt satte Gustav Winckler og Birthe Kjær på pladespilleren, når de andre hørte rock.

Og sådan er det også i dag. Når han skal slappe af, er det stadig de gamle danske slagere, der drøner ud af højttalerne i hans røde Opel på vej mod fritidshuset i Sverige. Sommetider alene og sommetider sammen med nogle af sine fire børn, der er fra 10 måneder til 17 år og fordelt på to »kuld« og to hustruer. Han bor ikke sammen med nogen af dem, men derimod alene i en lejlighed på Frederiksberg.

Og her vil han i de kommende to uger få lidt bedre tid end sædvanligt til at tænke over, hvor foreneligt det egentlig er at være både uafhængig politisk kommentator i et samfund, der i stadig stigende grad fører mediernes TV-darlinger frem som politiske nøglefigurer, og chef for et blad, der i stadig større grad smovser i den samme personkreds’ privatliv.