Blodmåne: Der var engang, hvor vilde dyr og kvinder angreb Månen

I aften kan man beundre en måneformørkelse, en såkaldt blodmåne. Inkaerne troede, at månen blev rød, fordi en jaguar angreb den, og i det gamle Kina var måneformørkelse et varsel om sygdom og sult.

Foto: NIELS AHLMANN OLESEN. Inkaerne troede, at Månen blev rød, fordi en jaguar havde angrebet den. I Vestafrika troede man, at den blev rød, forde den var i strid med Solen. Billedet er fra måneformørkelsen i Danmark i 2015.
Læs mere
Fold sammen

I aften kan man fra klokken 21.16 og et par timer frem beundre et usædvanligt smukt naturfænomen, en måneformørkelse, en såkaldt blodmåne, hvor Månen bliver ildrød.

I dag kan vi forklare måneformørkelsen videnskabeligt. Månen, Jorden og Solen ligger på en næsten lige linje, og derfor kommer Jorden til at skygge for den del af Månen, der vender mod Jorden. Men inden naturvidenskaben forklarede os verden, gav måneformørkelser anledning til - set med nutidens øjne - drabelige, sjove og fantasifulde forklaringer.

I det gamle Kina mente man, at en blodmåne var et varsel fra de højere magter om hungersnød eller epidemier. Kineserne mente, at Månen var blevet rød, fordi drager eller vilde dyr havde angrebet den.

I Amerika troede Hupa-stammen i det nuværende Californien, at Månen havde et stort harem og mange husdyr. Sørgede Månen ikke for mad nok, så gik de vilde hustruer og dyr til angreb på Månen, som derfor blødte og blev rød.

I det gamle Vestafrika mente Batammaliba-folket, at Månen blev rød, fordi den var i strid med Solen, men at folket kunne mægle mellem de to himmellegemer, så de kunne blive gode venner igen. Samtidig brugte man anledningen til at forsones med fjender nede på Jorden. En meget civiliseret skik.

»I Inkariget mente man, at Månen blev blodrød, når en jaguar angreb den. Men det blev værre endnu. Jaguaren blev ikke mæt, og derfor ville den komme ned på Jorden og æde sig mæt i mennesker og dyr.«


Nogle hinduer mente, at den røde måne var et udtryk for, at dæmonen Rahu havde drukket et eliksir, som gjorde den udødelig.

I det gamle Indien troede man, at den røde måne var et varsel om farer, og særligt gravide kvinder skulle beskytte sig ved at undlade at arbejde og spise.

Blandt visse kristne har man set blodmånen som et symbol på korsfæstelsen af Jesus Kristus og et varsel om Jordens undergang.

I Inkariget mente man, at Månen blev blodrød, når en jaguar angreb den. Men det blev værre endnu. Jaguaren blev ikke mæt, og derfor ville den komme ned på Jorden og æde sig mæt i mennesker og dyr. For skræmme jaguaren væk, hævede inkaerne deres spyd, råbte truende op mod himlen og fik deres hunde til at give hals. Det må have været dybt skræmmende eller komisk - afhængig af øjnene, der så.

I det gamle højtudviklede Mesopotamien, nutidens Irak, kunne man forudsige måneformørkelser. Man mente, at den blodrøde måne var en advarsel, en fornærmelse og en trussel mod kongen. Derfor lod man en almindelig borger vikariere for kongen. Når måneformørkelsen var ovre, blev vikaren slået ihjel, hvorefter kongen igen satte sig på tronen. Vikarjobbet kan ikke have været populært.

I dag ved vi bedre. Så det er bare med at komme ud i aften og kigge mod øst. Enten fra et højtliggende sted, hvor ingen skyer eller huse  hindrer frit udsyn, eller fra en østvendt kyst. Det bliver den længste totale måneformørkelse i dette århundrede - næste gang man får chancen for at se fænomenet bliver 21. januar 2019, og derefter skal man vente helt til 2025.

Kilder: Illustreret Videnskab og The Independent