Blodigt slag genskabt til »1864«

Optagelserne til Ole Bornedals TV-serie »1864« kulminerede, da hundreder af tjekkiske statister og danske skuespillere genskabte det blodige slag ved Dybbøl Mølle.

Skuespilleren Pilou Asbæk sammen med instruktøren Ole Bornedal under optagelser af scener, der viser tilbagetoget fra Dannevirke. Foto: Per Arnesen Fold sammen
Læs mere

Allerede på flere kilometers afstand får vi øje på Dybbøl Mølle, der står røgsvedet og sønderskudt som en flækket negl i horisonten. Og da vi træder ud i mudderet foran de stejle jordskanser, hører vi lærkesangen. Den som de danske soldater ved Dybbøl fortalte om, når de ubønhørlige byger af granater indimellem holdt pause. Så sang lærken for dem,som en fuglebøn for de mange, der skulle dø.

Vi er 40 minutters kørsel uden for Tjekkiets hovedstad, Prag, og Dybbøl Mølle, skanserne og skyttegravene er alt sammen kulisser – konstrueret til en pris af fem millioner kroner af tjekkiske filmarbejdere som et led i DRs og Miso Films kommende TV-serie »1864«.

Der er ingen bagside i møllen, og skanserne er bygget af træstativer overdænget med jord. De gynger let, når man går på dem. Men lærken er rigtig nok, og selv om den synger på tjekkisk, tog instruktøren Ole Bornedal dens sang som et tegn på, at brikkerne var ved at falde på plads, da han midt i april første gang råbte »Action!« ude i det dansk-tjekkiske skyttegravsanlæg.

Det har været et stort puslespil, der blev sat i gang, da den forrige regering og Dansk Folkeparti sammen med SF, R og S indgik en aftale om at tildele DR 100 millioner kroner af uforbrugte licensmidler til at producere en historisk dramaserie. Ifølge aftalens formulering var det hensigten, at dramaserien skulle give danskerne »kendskab til vigtige begivenheder i danmarkshistorien«, og kort efter kunne Danmarks Radio begynde at tage stilling til indkommende projektforslag fra en række produktionsselskaber.

Hurtigt blev det dog klart, at blandt andre DRs dramachef Ingolf Gabold så med milde øjne på en genskabelse af Slaget ved Dybbøl, baseret på historikeren Tom Buk-Swientys storsælgende bøger »Slagtebænk Dybbøl« og »Dommedag Als«.

Og sidste år skrev Miso Film kontrakt med DR om en TV-serie i otte afsnit. Kanonerne var dermed blevet kørt i stilling til det, der uden sammenligning er den dyreste danske TV-satsning nogensinde.

Feltherren

Instruktøren Ole Bornedals sorte rander under øjnene er skjult i skyggen af en safarihat. En arbejdsdag på location i Tjekkiet er på op til tolv timer, og når statisterne er kørt væk i busser, forestår der et gennemsyn af dagens råoptagelser, de såkaldte »daylies«.

»Det er nemt nok at stå i et samtalekøkken i Rødovre og planlægge en film. Noget helt andet er det, når man kommer ud og skal indspille vinterscener i 36 graders varme. Så er det, at man kan ærgre sig over, at man ikke blev taxachauffør i Ringkøbing i stedet. Men så bider man tænderne sammen,« siger Ole Bornedal.

Jens Sætter-Lassen læser breve hjemmefra. Fold sammen
Læs mere

Han har indtaget den højestliggende jordskanse med sit kamerahold og dirigerer over tohundrede tjekkiske statister, der vånder sig i det nu nærmest kogende skyttegravsanlæg, der er gravet ud i terrænet.

Der er noget medynkvækkende over synet af de mange mænd, alle er klædt i tunge ulduniformer og bærer læderstøvler, brede bælter, tornystre, sabler og bajonetprydede geværer. Deres øjne plirrer bag kager af mudder og filmmakeup, og de benytter pausen til at rulle sig ikke helt autentiske smøger. Flere har livagtige sår malet tværs over ansigtet, og deres store 1800-tals skæg sidder som filtrede børster over uniformskraverne.

Den danske skuespiller Søren Malling kravler op af jorden og sætter sig pustende i en feltstol. Han har krænget den tykke overfrakke af, og hans mudrede ansigt danner kontrast til en kridhvid undertrøje.

Som en terningkastende feltherre skal Ole Bornedal træffe en svær beslutning. De ekstreme temperaturer har allerede sendt femten statister til tælling med hedeslag, og morgendagen lover endnu højere varme – med fare for yderligere udtynding i rækkerne af statister. Instruktøren træffer beslutningen. Når den forestående optagelse af stormløbet på Dybbøl Skanse er i kassen, aflyses alle kamphandlinger indtil næste aften. Men lige nu skal der kæmpes – hede eller ej.

.Søren Malling og Jakob Oftebro i skyttegraven ved Dybbøl. Foto: Per Arnesen Fold sammen
Læs mere

Kadavere

Tjekkiet er et yndet sted at optage film for europæiske og amerikanske filmselskaber. Her er »Mission impossible«, »Narnia«-filmene og »Casino Royale« indspillet, mens tidligere danske produktioner blandt andre tæller Zentropas »En Kongelig Affære« – et godt eksempel på, at landet er ved at blive go-to-stedet, når der skal indspilles historiske storfilm. Her har man den stordriftskapacitet, der skal til, når hundredvis af statister skal klædes på og have falske sabelsår i hovedet. Her har Miso Film også adgang til hjulmagere, våbensmede og skræddere, der kan levere de autentiske rekvisitter, der er strøet ud over det enorme skyttegravsanlæg, sammen med nogle uhyggeligt naturtro dukker, der er malet som indfaldne og rotteafgnavede kadavere. De flere hundreder uniformer og civile kostumer er dog syet i Polen.

»Når I løber frem så skrig, alt hvad I kan,« råber Ole Bornedal til rækkerne af soldater under sig, og ordren gentages med mellemrum hen over slagmarken. Kniber man øjnene sammen, får man en god fornemmelse af den forårsdag i helvede, da Dybbøl blev stormet den 18. april 1864, da preussiske kanoner sønderbankede danske stillinger med seks timers granatild, der tog livet af hundreder af danske soldater. En dansk skuespiller er klatret op foran skyttegraven og svinger som besat sin geværkolbe. Tjekkiske stuntmænd falder som kegler rundt om ham, indtil et »skud« standser hans bersærkergang. Senere fortæller skuespilleren i en tjekkisk restaurant, hvordan scenen blev forberedt.

»Jeg sagde til Ole, at jeg frem for alt ikke ønskede at skade nogen, når jeg svingede geværet, men han forsikrede mig, at stuntmænd får deres løn for at tage imod slag, og at jeg i scenen skulle gøre mit bedste for at ramme dem. Så det gjorde jeg,« siger skuespilleren, hvis identitet vi ikke skal afsløre her.

Hvem der lever og dør i løbet af den kommende TV-serie, skal læseren selv have lov til at opleve, når »1864« får premiere i september næste år.

To gange bliver stormløbet mod Dybbøl gentaget, før Ole Bornedal er tilfreds og kan blæse til retræte for de 220 statister og de 170 teknikere og assistenter, der er indkaldt til optagelsen.

Den tyske feltmarskal Wrangel og »Den Røde Prins« Friedrich Karl styrker sig før angrebet på danskerne. Foto: Per Arnesen Fold sammen
Læs mere

Ikke kedelig

Efter slaget viser production designer Niels Sejer rundt i sit omhyggeligt udformede anlæg. I den store skanse står de danske 84 punds kanoner, der på virkelighedens slagmark kom til kort over for preussiske kanoner, der havde større rækkevidde, og som i ro og mag kunne sønderskyde de danske stillinger. Hver nat genopbyggede de nervesvækkede og udmattede danske soldater dog stillingerne, indtil det sidste skæbnesvangre stormløb. Alt værktøj, våben, ammunitionskasser, kort og tællelys er i autentisk udførelse, men selve skanserne er bygget højere og stejlere end de virkelige græsklædte bakker i Sønderjylland.

»Som Ebbe Kløvedal Reich engang formulerede det, så er der ingen undskyldning for at fortælle en kedelig historie. Her opererer vi med det, man kan kalde følelsesmæssig realisme. Vi vil vise den rædsel, de tyske soldater følte, når de så voldene tårne op foran sig, og derfor er vore skanser højere end dem, der står ved Dybbøl,« siger Niels Sejer.

Både Niels Sejer og instruktøren Ole Bornedal forventer, at netop den historiske nøjagtighed vil blive kritiseret, når serien får premiere, men henviser til, at historikeren Tom Buk-Swienty har godkendt den version af krigen, som serien tilbyder. Men Ole Bornedal, der selv har skrevet alle scenerne i den otte timer lange TV-serie, afviser på forhånd, at »1864« bliver en »historietime«.

»Det bliver eksempelvis ikke en fortælling om den tids politiske beslutningstagere. Men det bliver en fortælling om de mennesker, der var ofre for deres beslutninger,« siger Ole Bornedal.

Kampene ved Dybbøl kostede danskerne næsten 5.000 faldne. Foto: Per Arnesen Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Arnesen.

Der var to elementer, der først fangede hans opmærksomhed, da han gik i gang med at skrive manuskriptet. Det ene var en beskrivelse fra kamppladsen i Tom Buk-Swientys bog, hvor den 34-årige godsforvalter Rasmus Schmidt Nellemann beskriver en samtale med en kampfælle, der pludselig rammes af en preussisk granat: »Han stod ganske roligt og talte til mig, pludselig kom en granat, og hovedet var borte.«

Det andet var lærkesangen, som hensatte både danskere og preussere i melankoli i de korte pauser i kamplarmen.

»Det stemmer godt med min opfattelse af drama, at det omfatter alt fra den allerhøjeste kanontorden til den spædeste trille, en lærke kan frembringe. Det er sådanne knastørre realistiske elementer, der er den største inspiration,« siger Ole Bornedal.