Blodhævn – fulgt af nagende tvivl

Omar Shargawi debuterer fredag med filmen »Gå med fred Jamil«. Indspilningerne var en sej kamp af diskussioner båret af tvivl om, hvorvidt skuespillerne kunne stå inde for en film om blodhævn, der nemt kunne udstille arabere.

»Den vigtigste pointe af alle i filmen er, at alt, hvad man gør her i livet, har en konsekvens, og man står til ansvar for sine handlinger. Lige meget hvad man kommer fra og hvilken død og ødelæggelse, man har oplevet. Man kan aldrig undskylde sine handlinger ud fra det. Man har altid et valg,« siger Omar Shargawi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Christian Als

Det så sort ud. Under en scene til filmen »Gå med fred Jamil« havde filminstruktør Omar Shargawi ikke forberedt hovedrolleindehaver Dar Salim på, hvad der skulle ske. For at få en ægte reaktion.

Scenen var oprindeligt fyldt med en masse kærlighed, men det var nu pillet ud. Dar Salim, der spiller Jamil, blev i stedet bedt om at hævne et drab, og Dar Salim vadede lige ind i den ændrede scene for snurrende kameraer. Det tog filmen i en helt ny retning, og han eksploderede. Bølgerne gik højt, for Dar Salim vidste ikke, om de gjorde det arabiske miljø en kæmpe bjørnetjeneste med den her film?

Selv filminstruktør Omar Shargawi tvivlede og havde flere gange overvejet at trække stikket ud på filmen. Han var selv så meget inde i handlingen, at han ikke kunne se, hvilke konsekvenser små ændringer i scenerne kunne få. Til sidst blev de enige om bare at optage filmen uden at stille spørgsmål.

Omar Shargawis filmdebut handler om en blodhævnsfejde over 12 timer. Den foregår i Nørrebros gader blandt dansk-arabere.

I den forstand en ret unik historie, fordi emnet aldrig rigtigt er taget op på film i en dansk produktion, men samtidig et betændt og farligt emne, for hvad vil seerne ikke tænke om dansk-arabere efter at have set filmen? Efter at have set en kynisk blodfyldt fejde, der tager en mellemøstlig konflikt mellem sunni- og shia-muslimer med til Danmark og lader den brænde i lys lue. Som en krig.

Vil det skade mere end det gavner? Eller som hovedrolleindehaveren Dar Salim har udtrykt det over for filmbladet Ekko:

»Vi laver en film om hævn og beder om tilgivelse og forsoning. Når man gør det, er der en latent risiko for, at det vil have den modsatte virkning.«

Omar Shargawi mener, det udtryk rammer hovedet på sømmet. Tvivlen lå der hele tiden og borede huller i alles samvittighed.

»Det har været vores største frygt undervejs, for de mennesker, som er med i filmen, er jo ikke nogen, som har rendt rundt med skuespillerdrømme. De fleste er fundet i min egen omgangskreds eller er castet i miljøet, og de har været nødt til at overveje, om de kunne stå inde for den her film, fordi det var et brandfarligt materiale med et meget stærkt budskab.«

Han fortæller, at der var en af de centrale roller, der faldt fra, fordi han ikke kunne stå inde for filmen over for sit bagland. Selv om Omar Shargawi forsøgte at snakke med ham, var der ikke noget at gøre. Det skete to dage før, optagelserne skulle begynde, men Omar Shargawi bærer ikke nag. Det ville være uforsvarligt at presse nogen til at medvirke.

Omar Shargawi kigger mig i øjnene og slipper ikke, før jeg gør. Han har munden lukket, så konturerne i hans let – men utvivlsomt bevidst – ubarberede ansigt træder tydeligt frem i lyset på Café Jazzcup i det indre København.

Religiøst had
Omar Shargawi har valgt stedet. »Her er ikke så meget larm,« som han siger. Han kommer fashionably late, men siger pænt undskyld. Går automatisk helt om bagtil i caféen og hilser på alle – de fleste med håndtryk. Det er dem, der skal lave filmsoundtracket.

Han beholder en mørkeblå Fedorahat på hovedet og lægger sine blå Kings-cigaretter på bordet. En blåternet, stramtsiddende skjorte er efterladt åben ved de øverste knapper, og ærmerne er foldet op til lige under albuerne. De mørkeblå cowboybukser sidder ungt, med lav talje. Han er 33 år.

»Den vigtigste pointe af alle i filmen er, at alt hvad man gør her i livet, har en konsekvens, og man står til ansvar for sine handlinger. Lige meget hvad man kommer fra og hvilken død og ødelæggelse, man har oplevet. Man kan aldrig undskylde sine handlinger ud fra det. Man har altid et valg.«

Hans debutfilm, der har premiere på fredag, handler om nedarvet religiøst had. Som ung ser den dansk-libanesiske sunni-muslim, Jamil, sin mor blive myrdet i Libanon og i vrede over, at faren ikke allerede har taget hævn, tager Jamil lang tid senere, nu i København, sagen i egen hånd og myrder drabsmanden. Det starter en kædereaktion. Broderen til den dræbte, som er shia-muslim, sender sine mænd ud for at finde Jamil, hvorefter blodet begynder at flyde i de københavnske gader.

»Det her er først og fremmest en historie om mennesker. På samme måde som når du ser »Once Upon a Time in America«, går de fleste mennesker jo ikke ud af biografen og tænker: »Hold kæft, de der jøder er sindssyge«. Man sætter sig jo ind i karaktererne og får medfølelse på trods af, at de begår en masse frygtelige handlinger. På samme måde føler man forhåbentlig ikke afsky over for araberne, for man ser, hvad der ligger til grund. Det er ikke, fordi jeg prøver at overbevise folk om, at det kan være fint nok, at slå folk ihjel, bare man er traumatiseret nok, slet ikke. Jeg prøver på at vise tingene, som de er, og hvad der ligger til grund for det.«

Han havde en klar idé med filmen fra begyndelsen. Hvad den skulle vise, og hvor den skulle tages hen. Men lige så meget han i starten var overbevist om, at filmen var i den gode sags tjeneste, lige så meget kom han i tvivl undervejs. Ikke mindst fordi han stod med ansvaret. Omar Shargawi kigger ud ad vinduet.

Han er kommet ud på den anden side af de svære tider – så godt som helskindet. Og han mener, at resultatet er lykkedes. Især fordi folks reaktioner har været så overvældende. Men også fordi han mener, det er lykkedes ikke at udstille araberne negativt.

Det hele startede med en overdosis selvtillid i et projekt, han bare måtte lave.

Fangede »Ålen«
I 2003 søgte Omar Shargawi Filmværkstedet om penge til projektet. Han ville lave en kortfilm. De syntes om det og bevilgede ham i september samme år 10.000 kr. til et fiktionsprojekt under titlen: »Jamil vs. Det hele for helvede!« Han blev glad, drømte fra starten om at lave noget endnu længere, men kastede sig i 2004 alligevel ud i fire måneders optagelser, fra august til december.

Allerede da han klippede det sammen, barslede han imidlertid med planer om at gøre det til en novellefilm, for der var ligesom mere i historien. Senere – en forårsaften i 2005 – sad han med nogle stykker og spillede kort. Der var omtrent en uge til film­festivalen i Cannes.

»Der er en, der spørger mig: »Hvorfor klipper du ikke en trailer og tager til Cannes«?«

Det satte tankerne i gang. På den ene side lød det vanvittigt, men Omar Shargawi nåede frem til, at skulle det være, skulle det være nu. Han havde en historie, og det kunne sagtens være, der ikke var flere historier at fortælle efter den her. Han klippede en tre minutters trailer sammen og tog et fly til filmfestivalen sammen med en kammerat.

»Jeg havde fået lavet hundrede DVDer og havde virkelig en følelse af, at nu skulle jeg ned og smadre dem i Cannes. Det var den energi, jeg tog derned med,« siger Omar Shargawi. Han taler hurtigere.

De havde ingen adgangspas til filmfestivalen, men de var danskere, og man er vel ikke dernede som dansker uden en eller anden form for seriøst ærinde, så de blev betragtet som dagligt inventar. Efter et par dage stod Omar Shargawi på den skandinaviske terrasse. Han så Peter Aalbæk Jensen, administrerende direktør i Zentropa, og gik op til ham.

»Jeg prikkede ham på skulderen og spurgte, om jeg måtte tage tre minutter af hans tid. Ja, ja, det måtte jeg, han var venlig, og det var ikke noget med, at vi skulle vente eller noget, vi gik bare derind (i et screeningroom) med det samme. Jeg sagde, jeg havde noget jeg gerne ville vise ham.«

Omar Shargawi viste traileren, og reaktionen kom prompte fra Peter Aalbæk Jensen.

»Du kan kraftedeme finde ud af at lave film. Den film skal vi lave,« sagde han. Omar Shargawis kammerat kom ind, hører om det og kort efter bestilte drengene foie gras på en restaurant rundt om hjørnet, for »der var ingen shawarmaer i nærheden,« som Omar Shargawi tørt, men smilende konstaterer.

»Det var det største øjeblik, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde skal opleve noget lignende igen. Der er ikke noget, der har overgået det siden, for der går man virkelig fra det ene stadie til det andet.« Han ser frem for sig og tygger på mindet.

Filmpriserne
Hjemme i Danmark igen, færdig med filmen og kun med ventetiden til premieren foran sig, kan Omar Shargawi se tilbage på filmen og dens budskaber. Han mener også, filmen giver et indblik i en arabisk verden, som vi danskere måske kunne lære noget af.

»Man får også et indblik i den arabiske verden og nogle af de kulturelle forskelle. Jeg prøver ikke at sige, at to arabiske gode venner er bedre venner end danske, men de viser deres følelser mere end de danske, og de er ikke bange for det. De er ikke bange for at kysse, kramme og også græde for den sags skyld. Det tager ikke noget af det at være en mand, for det med at være macho bliver også udlevet til fulde ved siden af. Det ser man jo i filmen,« siger Omar Shargawi.

I dag har filmen vundet tre filmpriser. En hovedpris i Rotterdam, den såkaldte Tiger Award, og den svenske Kirkes Filmpris samt kritikerjuryens FIPRESCI-pris ved Gøteborgs Internationale Filmfestival 2008. Fem af filmens medvirkende var i Sverige – sammen med produceren Meta Louise Foldager – hvor de modtog priserne. Bagefter kørte de fem gutter hjem sammen, tværs over Sverige. De sad i en gammel Ford, solen skinnede. Der blev jublet, råbt og skreget, grinet. Stemningen var ikke til at skyde igennem. Efter lidt tid lagde latteren sig og Omar Shargawi tog ordet.

»Prøv lige at tænk, drenge. Prøv lige at tænk over, hvad der er sket her. Og så sad vi alle og tænkte over, hvad der var sket, og jeg kunne se folk kiggede lidt nervøst over på hinanden. Kort efter blev der snøftet lidt, og vi sad alle helt stille, mens tårerne trillede ned. Vi kiggede til hver vores side, for der var ikke nogen, der skulle se noget. Vi sad alle sammen og græd. Derefter gik der et kvarters tid, hvor der ikke blev sagt noget.«

Omar Shargawis ansigt har skiftet karakter. Han kigger tænksomt op. Det er et minde, han sent vil glemme.