Blandt fauner og løver

Han var »vred på Gud for ikke at eksistere,« skrev alt fra poesi over satire til science fiction og døde samme dag som John F. Kennedy blev skudt. Men i dag lever C.S. Lewis videre i kraft af sit kristent tonede mesterværk, »Narnia«, der netop er genudgivet på dansk.

C.S. Lewis er mest kendt for fortællingerne om »Narnia«, der netop er genudgivet på dansk. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som dreng havde han en hund ved navn Jacksie. En dag blev den kørt ihjel af en bil. Efter det ville han kun kaldes dét. Jacksie. Senere reagerede han også på Jack.

Det er en sælsom historie, men den siger også noget om, hvordan Clive Staples Lewis - verdenskendt som forfatteren C.S. Lewis - forholdt sig til sine nærmeste: Vandt mennesker og dyr først en plads i hans følelsesverden, var omsorgen noget nær grænseløs. Som måden han bar sin elskede hund med sig gennem livet og blevet mindet om den, hver gang nogen kaldte på ham; kaldte ham Jacksie eller Jack.

Den samme loyalitet gjorde sig gældende, da han gennemgik krigstræning op mod Første Verdenskrig. Her indgik han en pagt med en anden rekrut, Paddy, om, at hvis en af dem skulle dø i krigen, skulle den anden tage sig af dennes familie. Da Paddy døde, tog Jack – eller lad os for nemheds skyld kalde ham Lewis – opgaven på sig. Ad den vej mødte han også Paddys mor, og første gang, de sås, var han 18 og hun 45.

Det er ikke svært at se psykologisk ræson i, at han, der havde en fjern far og mistede sin egen mor som 10-årig, knyttede sig så voldsomt til en anden moderskikkelse.

Men det bliver mere komplekst, mere freudiansk end det, for måske var det ikke et platonisk forhold. Vennen George Sayer skrev i sin biografi om Lewis, »Jack: A Life Of C.S. Lewis«, at sandsynligheden for, at de var elskende var »50/50«, men i et forord til en senere udgave af bogen, at »det er jeg ret sikker på, at de var«.

Religiøse temaer

Frem af alt dette træder konturerne af et menneske, der ikke bare var loyal, men også søgende. Det var han også som læser og forfatter. Han skrev teologiske essays, litteraturkritik og i den skønlitterære afdeling poesi, science fiction, satire. Men trods evner i alle disse retninger, var det med syvbindsværket for børn om fantasilandet Narnia, han blev udødeliggjort. »Narnia«, der udkom mellem 1950 og 1956, er i dag en lyslevende klassiker.

Bøgerne er tilsammen solgt i mere end 100 millioner eksemplarer og oversat til 47 sprog, og flere af dem er desuden filmatiseret og blevet regulære blockbustere. Der er en evig friskhed ved de syv bind, og den kan også mærkes i Gyldendals genudgivelse, der er en fornøjelse at læse, og det samme er Pauline Baynes’ oprindelige sort-hvide tegninger, der rammer fortællingens på én gang naivistiske og højtidelige karakter.

Men lige så tydelig som Baynes’ streger er, lige så åbenlyst er det religiøse tema i bøgerne. De er da også skrevet i den anden religiøse fase af forfatterens liv. Da han, som han skrev i et erindringsstykke i »Surprised By Joy: The Shape of My Early Life«, endelig måtte overgive sig: »Da det jeg havde frygtet mest endelig havde ramt mig.«

Lewis taler om den kristendom, han vendte ryggen til som 15-årig. Hans barndomshjem i den østlige del af Belfast var ellers engageret i The Church Of Ireland - en reformert kirke med stærke træk fra katolicismen - men Lewis kunne ikke se meningen med Gud i en verden med så meget ondt.

Men det var langt fra nogen afklaret ateisme. Det skrev han om i sine memoirer, og ikke mindst om det paradoks, der lå i, at han »var vred på Gud for ikke at eksistere.«

For voksne og børn

Hvordan Lewis vendte tilbage til den tro, der er så tydelig i »Narnia«, hænger nøje sammen med hans venskab med en anden af fantasy-litteraturens giganter, nemlig J.R.R. Tolkien.

De var venner og kolleger på Oxford University, hvor de begge var tilknyttet engelskfakultetet. Sammen med en lille håndfuld andre sprænglærde mænd havde de også den uformelle teklub The Inklings, hvor de diskuterede litteratur, kunst, historie og altså også religion. Tolkien fik en modstræbende Lewis tilbage til troen. Men ikke til hans katolicisme, men til The Church Of England.

Lige som Tolkien trak på hele sin dannelse i »Ringenes Herre«, så blev alle aspekter af Lewis’ viden brugt i »Narnia«. De to værker minder ikke bare om hinanden i kraft af de mange sider. De deler også meget andet - måske fordi forfatterne havde meget tilfælles, hvad angår viden og værdier. Ikke mindst den markante opdeling af godt og ondt er tydelig begge steder.

Fælles er det også, at det er de uformående, der skal frelse en hel verden fra mørket og det godes undergang. I »Ringenes Herre« er det hobitterne, i »Narnia« er det børn. Eller som Lewis indleder det vidunderlige bind »Løven, heksen og garderobeskabet«: »Der var engang fire børn, som hed Peter, Susan, Edmund og Lucy«.

Lucy er i øvrigt også navnet på Lewis gudbarn, og dedikationen forrest i bogen er til hende; til Lucy fra »din hengivne gudfar«.

Men intet barn, hverken Lucy eller noget anden, vil fange alle nuancerne og lagene i »Narnia«. Her ligger faktisk en ikke uvæsentlig del af værkets styrke. At læse bøgerne selv eller for ens børn fungerer nemlig på to planer: Barnet kan leve sig ind i den udvendige, dramatiske handling med fauner, minotaurer, talende bævere og andre væsener, men voksne kan se, hvordan der lånes fra og hilses på kunst- og kulturhistorien.

Træning i voksenlivet

Lewis’ karakterer og fortællinger i »Narnia« er således spækket med lån fra græsk og romersk mytologi samt i udtalt grad fra kristendommen. Som i kapitlet »Heksens triumf«, hvor løven Aslan, selve symbolet på det stærke og det gode, er endt hos heksen og hendes kryb af nogle undersåtter, der ser deres snit til at pine og plage ham, inden heksen selv stikker sin kniv i ham.

Børnene er ude af sig selv af sorg og desperation og gemmer ansigterne i hænderne. Men senere møder de Aslan igen. »Så du er altså ikke død, kære Aslan? sagde Lucy. Ikke længere, svarede Aslan.«

Det er Jesu død og genopstandelse, som helt åbenlyst gennemspilles i kapitlet, der også er blevet til en umanerligt stærk scene i Andrew Adamsons smukke 2005-filmatisering, der også blev en af det års allerbedst sælgende biograffilm.

»Narnia« har samme kvalitet som megen anden stor børnelitteratur. Som Lewis Carrolls »Alice i eventyrland« eller Astrid Lindgrens »Brødrene Løvehjerte« er værket ikke bange for at skræmme børn og vise dem ondskaben og mørket.

På den måde er de en slags træning i det voksenliv, de senere skal leve. Bortset fra, at dér vinder de gode ikke altid. Det lærer man alligevel undervejs - mens man begynder at drømme om en verden, hvor de to, det gode og det onde, var lettere at adskille.

En trojansk hest

Men »Narnia« er også lumsk. Ikke mindst når det kommer til den kristendom, Lewis vendte sig så intenst mod senere i livet. For som tidligere antydet, påvirker han med værket børnene med sin tro. Vel at mærke uden at gøre opmærksom på, at det er dét, han gør. Det er en form for missionsarbejde, en slags trojansk hest, og kan samtidig ses som én lang kompensation for årene som frafalden kristen.

Men, men, men. Der er også sublim litteratur, hvor universet står klart frem, og der emmer af liv i og omkring de talende dyr og sælsomme væsner, der for børn er netop det: talende dyr og sælsomme væsner, mens de for en voksen er billeder på forskellige mennesketyper.

Også »Ringenes Herre« har denne her fortidige kvalitet, og ingen af værkerne føles, som om de er skrevet i en moderne verden, men som et levn fra svundne tider. Som kvadet om Bjovulf, de græske myter eller de islandske sagaer, der også optog Lewis meget.

Selv levede og døde Lewis på mere jordnær vis. Efter hans kone, Joy Davidman, døde af kræft, levede han i syv år som enkemand. Så døde han af nyresvigt i sit elskede Oxford, bare 64 år gammel. Det blev der hverken skrevet eller talt særlig meget om. Det var den 22. november, samme dag som præsident John F. Kennedy blev skudt i Dallas, Texas. Og samme dag som den udødelige forfatterkollega Aldous Huxley døde.

Men omtale eller ej, så var hans bidrag til børnelitteraturen, nej til litteraturen, vidunderligt. Og så er spørgsmålet selvfølgelig, om alle vi, der har fået læst »Narnia« højt, overhovedet er i stand til at vurdere den kritisk. Vi mindes jo varmen fra mor eller fars krop, nærheden og stemmen, der tog sig tid til at læse højt.

Om Lucy, Aslan, Hr. og fru Bæver, heksen og alle de andre.