## Blandt bevæbnede bøller

Asger Leths dokumentarfilm »Ghosts of Cité Soleil« fra Haiti er modigt lavet, men også problematisk.

Spørgsmålet er, om det gør en film mere interessant, at det har været farligt at lave den.

Svaret er vel umiddelbart bekræftende. En dokumentarfilm optaget blandt Taleban-krigere i Afghanistan eller hos en janjaweed-milits i Darfur vil a priori påkalde sig betydelig opmærksomhed, fordi sådan en film selvklart har været ekstremt vanskelig at realisere, og fordi instruktøren helt bogstaveligt har sat livet på spil. Alene tanken fylder én med skrækblandet beundring.

Sådan forholder det sig også med danskeren Asger Leths »Ghosts of Cité Soleil«, der er indspillet på en af verdens mest lovløse lokaliteter, nemlig det slumkvarter i Haitis hovedstad Port-au-Prince, der har givet filmen sidste del af dens besværlige tosprogede titel. I Cité Soleil hersker de svært bevæbnede bander kaldet Chimères, der både er gangstere og en slags lejetropper for magthaverne - in casu præsident Jean-Bertrand Aristide, for filmen er indspillet i 2004 frem til Aristides hastige flugt fra Haiti - og man må i høj grad imponeres af det dødsforagtende mod, som Asger Leth har udvist ved at færdes med sit kamera blandt hobevis af uberegnelige, skydegale desperadoer.

Men gør dette mod nødvendigvis filmen vedkommende? Det spørgsmål er ikke helt så let at besvare, for selvfølgelig er det interessant at få et indblik i de anarkistiske tilstande, der politisk får Haiti til at fremtræde som en uhyggelig blanding af sandkasse og slagmark, men man kan ikke desto mindre have betydelige problemer med at forholde sig til de to unge mænd, der er filmens hovedpersoner.

De kalder sig 2pac og Bily, de er brødre, og de er begge selvbestaltede Chimères-chefer og dermed bøller i Aristides sold, skønt den oprindeligt demokratiske og siden despotiske præsident selv forarget benægter den slags. Men i Haiti hersker jungleloven, magten vokser ud af geværløbene, og her i et af verdens fattigste lande er der frit spil for hensynsløse unge lømler med store egoer, store skydevåben og små chancer for at blive særlig gamle.

Asger Leth har ikke behøvet benytte skjult kamera, for især hurtigsnakkeren 2pac - der gerne ser sig selv som talentfuld rapper - nyder tydeligvis at blive filmet. Opmærksomheden fodrer hans i forvejen store forfængelighed, og han får rig lejlighed til at føre sig verbalt frem i filmen og er blandt andet stolt over, at den (hvide) franske nødhjælpsarbejder Lele indstiller sin idealistiske indsats for i stedet at blive 2pacs elskerinde. Man får syn for sagn, idet man ser dem ligge sammen i sengen.

Er det upassende? Det må man afgøre med sig selv, for ligesom sin far, filmveteranen og Haiti-indbyggeren Jørgen Leth, undlader Asger Leth at forholde sig kritisk eller moralsk til det, som han laver film om. Han skildrer forarmelsen, angsten, intimideringen og skyderierne i Port-au-Prince i skræmmende billeder, men han stiller sig også til rådighed som en slags megafon for 2pac og Bily, og heraf opstår det problem, som man kan have med denne film: har man virkelig lyst til at tilbringe halvanden time i selskab med et par primitive og voldelige psykopater, som med massiv selvsikkerhed fører sig brovtende frem?

Jeg synes, at de højtråbende gangstere i Cité Soleil ret hurtigt bliver et anstrengende bekendtskab, og jeg synes også, at filmens flimrende kaotiske stil, der momentvis får den til at minde om en musikvideo, gør »Ghosts of Cité Soleil« til en opslidende oplevelse. Jeg bøjer mig i beundring for den frygtløshed, som Asger Leth har investeret i sin film, men jeg gribes samtidig af dyb græmmelse over den grænseløse afstumpethed, som den med insisterende iver skildrer.

Og konklusionen? Den bliver den enkelte biografgænger nødt til selv at drage, for nogle vil givetvis opleve denne hektiske og voldsomme film som dybt fascinerende, og hvis man næsten intet ved om den nyere politiske udvikling i Haiti, kan man også lære noget af »Ghosts of Cité Soleil«. Men tilskuere med tendens til misantropi og måske endda racisme vil finde uhumsk næring til deres fordomme i filmen, og derfor er det umuligt at anbefale den med andet end en stærkt forbeholden form for respekt.