Blandet selskab

Bartóks sonate for to klaverer og slagtøj blev højdepunktet ved Arne Jørgen Fæøs klaverdebut.

I de senere år har det været muligt for de klaverstuderende ved Det kongelige danske Musikkonservatorium at vælge mellem at specialisere sig i enten solistisk spil eller kammermusik og akkompagnement. Ideen er indlysende rigtig, i og med at et sted mellem de færreste og slet ingen pianister herhjemme kommer til at have solistoptrædender som deres primære erhverv.

Den norskfødte Arne Jørgen Fæø har valgt kammermusik/akkompagnement-linien og fik ved sin debutkoncert fredag aften overbevisende vist hvorfor. Alt imens man nok engang kunne undre sig over, hvad det er, der afgør, om en debutant får sin koncert i konservatoriets egen gamle, triste sal med den ikke for store scene - eller som for nogles vedkommende i anderledes tidssvarende og formentlig inspirerende omgivelser som Dronningesalen i Den Sorte Diamant eller Den Anden Opera.

Arne Jørgen Fæø fremstod i alle tilfælde som en pianist, der har fortjent det bedste, sådan som han koncerten igennem mere og mere foldede sig ud med en overbevisende kombination af fintmærkende opmærksomhed og umiddelbar fandenivoldskhed, som også gav lyst til ved lejlighed at høre ham som solist. Når koncertens første to indslag virkede mindre helstøbte, havde det ikke så meget med hans egne kvaliteter som pianist at gøre, som med at hans medspillere ikke virkede som de optimale musikalske partnere.

For ganske vist er mezzosopranen Signe Asmussen, der selv debuterer om to uger, en spændende sanger med megen nerve og stærk dramatisk udstråling - det vender vi tilbage til. Men også netop derfor ikke rigtig på hjemmebane i sart musikalsk filigranarbejde som de seks Hugo Wolf-sange her fra samlingen »Spanisches Liederbuch«, der så udpræget kalder mere på følsomt detailarbejde end på sensualitet og drama.

Maurice Ravels klavertrio kalder derimod på begge dele i nogenlunde lige mål. Den løb imidlertid her ind i både lejlighedsvise intonationsproblemer i strygerne, og i det generelle problem, at det virkede, som om musikerne hele tiden ventede på, at én af de andre tog føringen - med det resultat, at selv om musikken meget af tiden går ganske stærkt, fremstod det her ikke, som om den kom særlig mærkbart hen over jorden.

Så spørgsmålet, der meldte sig efter første afdeling, var nok så meget, om ikke det også burde være en bevidst politik fra konservatoriets side ved netop denne type debutkoncerter, at debutanten blev sat sammen med ældre, erfarne musikere, der kunne få det bedste frem i ham. Frem for som her med velmenende jævnaldrende, der nok spillede rimeligt - navnlig hvis det havde været en gratis konservatoriekoncert og ikke en debutkoncert med billetsalg - men altså i sammenhængen ikke nødvendigvis virker befordrende for at få vist debutantens kvaliteter.

Koncertens anden del kom der dog ganske anderledes autoritet over. Signe Asmussen tog forrygende revanche i Xavier Montsalvatges latinamerikansk farvede, bevidst groft sensuelle »Cinco Canciones Negras«. Inklusive et klaverspil fra Arne Jørgen Fæø, der også for første gang lod ane, at der ud over de klassiske kvaliteter gemmer sig ikke så lidt swingfornemmelse i ham.

Ganske meget, viste det sig endda bagefter i koncertens største og mest vellykkede værk, Béla Bartóks sonate for to klaverer og slagtøj. Det er én af hovedhjørnestenene i det 20. århundredes musik, og lige så kompliceret musikken er, lige så direkte og ubesværet skal den bare fyres af for at virke.

Det lykkedes så godt som til fulde her, lige så respektindgydende sikkert som smittende engageret, både i samspillet mellem Arne Jørgen Fæø og hans pianistkollega Thomas Gooseman, som i samspillet mellem de to og slagtøjsspillerne, med masser af overskud og fortælleglæde fra først til sidst, fra de mest stille og dunkle lydlandskaber over de mest strømførende højdepunkter - og helt frem til én af de frækkeste slutninger, der nogensinde er komponeret. Sådan skal det gøres, ikke blot til en debutkoncert, men i det hele taget.