Bjarne Henriksen: Verden er ikke blevet et bedre sted

Skuespilleren Bjarne Henriksen er aktuel i TV-serien »Badehotellet«, som får premiere på mandag og udspiller sig i en tid, der ligger 80 år tilbage. En tid, som Bjarne Henriksen godt kan længes efter, fordi tingene gerne måtte gå lidt langsomt.

Skuespilleren Bjarne Henriksen er aktuel i TV2s nye serie »Badehotellet«. Foto: Kasper Palsnov. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bjarne Henriksen kan godt lide at se tilbage.

Genkalde sig en anden tid, vække den til live igen.

Det er en af de ting, han kan med skuespillet. Som nu, hvor han er med iTV-serien »Badehotellet«, der får premiere på mandag på TV2.

I serien, der udspiller sig i slutningen af 1920erne og i 1930ernes mandsdominerede verden, bliver Bjarne Henriksen til en cigarfabrikant ved navn Frich. En macho-mand. En dandy, der går med stråhat og jakkesæt og ryger cigar uden at spørge sin kone om lov først.

»Det er skægt at være med til lægge sådan et snit ned i en anden tid. Hvad tænkte de på dengang? Hvad var de store samtaleemner? For vi tror, vi er blevet så meget klogere, men det ser faktisk ikke sådan ud. Det er de samme fejl, der bliver begået, de samme ting, det handler om. Dengang brød en krise også ud ligesom i dag. Det lader til, at alle er blevet taget på sengen, der er ikke nogen, der lærer af noget som helst,« siger han.

Bjarne Henriksen blev født en søndag morgen, lige før bageren åbnede under en snestorm på Soderup Mark. »Så kan man næsten ikke komme længere ud på landet,« siger han. Han kommer fra en familie af håndværkere i flere generationer. Hans far var murermester, og selv har han også arbejdet som murerarbejdsmand for at tjene penge. Som barn kom han aldrig i børnehave. I stedet var han hjemme hos sin mor, som var hjemmegående, indtil han begyndte i gymnasiet. Da begyndte hun at arbejde som medhjælper på et plejehjem.

»Det var en stor ting, at hun fik sit eget arbejde og tjente sine egne penge. Min far hjalp overhovedet ikke til i hjemmet i forhold til os børn, men han ordnede alt ude i haven og købte ind.«

Moderen, som er født i 1930 - samme tidspunkt, som »Badehotellet« udspiller sig - var meget dygtig i skolen, men fik ikke lov til at tage en uddannelse af forældrene.

»De sagde: nej, det skal man ikke, når man er pige. Vi bryster os meget af her i landet, at vi er moderne, men vi skal ikke så langt tilbage, før der ikke var nogen muligheder for kvinderne ud over de muligheder, der er i hjemmet. At det så var meget nemmere for mændene er en anden sag.«

Selv fik Bjarne Henriksen lov til at gå sin egen vej af forældrene.

»Jeg tror, det var, fordi min mor så gerne ville have læst videre, men ikke fik lov til det. Det lå mine forældre stærkt på sinde, at jeg skulle gøre det, jeg havde lyst til.« Det var så skuespillet, han valgte. Når der var klassens time hver fredag i skolen, stod Bjarne Henriksen og sang viser foran de andre. I 7. klasse fik han hovedrollen i en skolekomedie, som han stadig kan huske navnet på: »Hold da helt ferie.«

»Jeg skulle ene mand rydde en scene og arrangere den, og så skulle jeg synge »Jeg er havren, jeg har bjælder på,« siger han og begynder at synge.

Men på premiereaftenen gik det hele, som det skulle, og der kom et stort bifald, da forestillingen var slut.

»Og så tænkte jeg, det har jeg ikke prøvet før, og det er sgu ikke helt dumt. Jeg blev sikkert lidt rød i hovedet og vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Men det var sjovt, og når der senere skulle opføres noget drama, så var jeg på.«

I midten af 80erne prøvede han at søge ind på Skuespillerskolen. Han forsøgte både Odense og Aarhus, men det gik ikke. Så blev han overtalt til at forsøge optagelsesprøven i København.

»Jeg ville slet ikke til København, men så kom jeg selvfølgelig ind her. Det har sikkert noget at gøre med, at jeg var arrogant og lidt kæphøj. Jeg kom bare ind ad døren med en kuffert og sagde: »Hvornår er vi færdige, for jeg skal nå et tog hjem.«

At komme ind på skuespillerskolen var en stor omvæltning, men også realiseringen af en drøm.

»Det viste sig at være fabelagtigt, men også benhårdt - nok hårdere, end jeg troede, det ville være. Det kan nærmest sammenlignes med en soldatertid. Med træning hver morgen, og så er det lige på og hårdt 10-12 timer om dagen i 4 år, hvor der står nogen hele tiden og siger: ’fejl’ og ’nej’.«

»Jeg syntes ikke, at jeg havde noget til fælles med københavnerne, og jeg havde alle mine venner på Fyn. Det første halvandet år kunne jeg ikke forstå humoren, og de andre mente også, at jeg var enormt dum og bondsk. De var så hurtige i det, og de mente så, at jeg var enormt langsom,« siger han og griner.

Lidt efter lidt vænnede han sig til det. Han gav dog i lang tid sig selv tidsfrister for, hvor lang tid han skulle blive ved med skuespillet. »Det får lige fem år mere, og hvis det så ikke går, så stopper jeg.«

»Men det blev ved med at køre, og nu er det blevet mere sådan: Det var så det. Det var så det, der blev mit fag. Det er jo skønt, men når ens hobby bliver til ens arbejde, er det ikke kun sjovt. Det er også virkelig trist at stå på en eller anden scene, hvor der ikke er ret mange tilskuere på en eller anden tirsdag aften. Eller at stå på TV-settet i møghamrende forfærdeligt dårligt vejr og lade, som om vejret er godt.«

Men han kan lide variationen i opgaverne. At være med i en TV-serie den ene dag, en reklamefilm den anden og »Skatteøen« den tredje. At han ikke altid ved, hvad den næste dag bringer. Samtidig lærer rollerne ham noget. Sådan har han det med »Badehotellet«.

»Når skuespil bliver godt, kan det være et ekstremt magtfuldt middel. Det kan virkelig på det nærmeste ændre et livssyn og få nye ting til at gå op for mennesker. Med »Badehotellet« synes jeg for eksempel, det er ret sjovt at se kønsrollemønsteret dengang. Det var meget mere mandsdomineret. Meget mere enkelt og ligetil at gå til. Det er da skønt at kunne gå rundt og være lidt en spradebasse og give den gas. Og man skammer sig ikke over, at man kan lide noget god mad og en stor cigar og cognac. Mænd snakkede om politik, og de snakkede højt. Det er sjovt at dykke tilbage i min bedstefars tid, for han var også sådan en, der hævede røsten og så kørte derudad.«

De sidste ord siger Bjarne Henriksen demonstrativt højt.

Er det svært at være mand i dag?

»Ikke specielt. Det er bare blevet lidt mere kompliceret i forhold til dengang. Der er kommet mere lige vilkår, og det er en god udvikling for hele samfundet. Men bagsiden af medaljen er, at når der kommer dobbelt så mange ud på arbejdsmarkedet, så er der også mange, der bliver stressede, og der bliver mindre tid til familien. Jeg oplever et samfund, der har så travlt med karrieren, at der ikke er tid til børnene og gamle mennesker. Alt, hvad der har med gamle mennesker og børn at gøre, det er en byrde. Ældrebyrden. Børnebyrden. Prisen, for at begge parter skal køre på fuld skrue, er, at der ikke er nogen, der har tid til hinanden,« siger han.

»Og så kan man jo på et tidspunkt stille sig selv spørgsmålet: Et det så lykken?«

Den tanke tog Bjarne Henriksen konsekvensen af, efter at han blev skilt.

»Jeg har haft hovedet oppe i egen røv karrieremæssigt ligesom mange andre skuespillere. På et tidspunkt blev det for meget. For irriterende at det hele tiden handlede om mig og mine behov. De sidste tre år har jeg sat mig selv lidt tilbage i alt det der. Jeg holder altid sommeren fri, jeg gider ikke arbejde om sommeren. Efter jeg blev skilt, har jeg brugt tid på at gøre tingene ordentligt og hjælpe andre end mig selv. Også min far og mor har jeg de sidste to-tre år ordnet meget for. Gamle mennesker, der ikke har internet, har ikke en chance. Min far og mor kan ikke bruge netbank og computer, så der må være nogen, der gør det for dem.«

Men han sætter pris på at leve i en tid med flere muligheder. Selv om han ikke tror, at vi er blevet klogere siden 1920erne og 1930erne.

»Vi har sikkert fået det et niveau bedre alle sammen, men når man tænker på, hvor meget vi har været igennem, burde vi have lært meget mere og have lavet en bedre verden. Forskellen på dengang og nu er måske, at man dengang kunne begynde med at arbejde på ét badehotel og så måske skifte til et andet badehotel. I dag tror man faktisk, at man kan det hele, fordi man har en fucking iPhone. Vi tror, at vi er blevet klogere, fordi det hele er digitalt, men det er et system, der kan gå ned på ingen tid og blive væk,« siger Bjarne Henriksen, der ikke kan lide, at tingene skal gå så hurtigt. Hans to børn på 22 og 24 gik begge i gang med deres uddannelser langt tidligere end deres far. Det giver både Bjarne Henriksen bekymring og håb for fremtiden.

»Jeg har fuld og fast tro på, at ungdommen nok skal finde ud af at holde verden kørende. De er noget mere ansvarlige, end jeg selv var, da jeg var i den alder. Men jeg tror bare, det hele til sidst bliver så hurtigt og så effektivt, at de ikke får lov til at skeje ud slappe af. Hvis dit første valg, skal være dit endelige valg - så er du ikke bedre stillet end i 1920erne,« siger han.

»Hvis du skal træffe det valg, når du er 17-19 år, så er du måske ikke bedre stillet end dengang, du kun kunne træffe ét valg.«

FACEBOOK | Skal du se Badehotellet? Snak med på Berlingskes Facebook-side