Bitter strid i rosens navn

ROSENDYRKERE på Sjælland og i Jylland er kommet på kant med hinanden på grund af forslag til en strukturreform af deres forening, Det Danske Rosenselskab. Jyderne vil forandringer, mens flertallet af sjællændere vil bevare deres gamle vetoret og selvbestemmelse. Men under det hele bobler gammel mistro og modsætninger, og beskyldninger og knubbede ord flyver fra landsdel til landsdel. Foreningen risikerer nu at visne.

Ebbe W. Langer<br>Foto: Brian Berg. Fold sammen
Læs mere

At rosendyrkere er passionerede mennesker, giver vel næsten sig selv. Det kræver uendelige mængder lidenskab, fingerfærdighed og tålmodighed at drive blomsternes blomst op af jorden, i ugunstigt vejr og blandt grådige insekter.

De er drømmere og planlæggere. En ny roses liv kan begynde allerede i eftersommeren, når den som et lille øje helt inde ved stænglen i bladhjørnet skæres ud og indpodes i en vildrose, som først det følgende forår får klippet toppen af og giver kraft til ny skønhed, beundring, stolthed og misundelse. Røde roser er det ultimative symbol på passion, på uendelig kærlighed og attrå.

Men der er også orange roser, blå roser og sorte roser, svarende til hele følelsesregisteret - og rosenfolket udtrykker dem alle.

I Danmark er 2.700 rosendyrkere organiseret i foreningen Det Danske Rosenselskab, og det går ikke stille af for øjeblikket, selv om de fleste bede endnu står med nøgne mørke stængler og venter på forårets sakse. Knubbede ord, mishagsytringer og beskyldninger hvirvler fra landsdel til landsdel, og der hugges, stikkes og smedes rænker på tryk, telefonisk og via mail, og udtryk som »psykopat«, »djævel«, »slemme ukrudt« og »jysk mafia« florerer.

Selv formanden, den 53-årige lærer Peter Jordt fra Rårup ved Juelsminde, siger, at hans forening er i farezonen.

»Det er alvorligt det her. Konsekvensen er, at Rosenselskabet dør,« siger han med følelsesladet stemme. For ikke blot han selv, men også mange af medlemmerne anerkender Rosenselskabet som Peter Jordts livsværk.

Og måske får Peter Jordt ret. Sikkert er det i hvert fald, at Rosenselskabet lige nu befinder sig i sin værste krise i foreningens 13-årige historie, og at en dramatisk splittelse truer.

At det stod helt galt til i Danmark, fik rosendyrkere fra hele Norden at se og høre, da Det Danske Rosenselskab i juli stod for arrangementet Nordisk Rosenweekend.

Et par hundrede rosenentusiaster fra Norge, Sverige, Finland og Island kørte sammen med deres danske værter rundt i Jylland for at se på rosenhaver. Det var dansk sommer, når den er bedst, alle anstrengelser stod i svulmende flor, og stemningen var høj i det modne selskab. Men da bus nr. 4 tømte sin last af passagerer på en blind vej syd for Ribe, nærmere bestemt ved Storkesøen lige mellem Hovedvej 11 og jernbanen, skete der noget sælsomt.

En enkelt af deltagerne blev standset ved havelågen af to kvinder og forment adgang.

»De stod skulder ved skulder og sagde: »Du er ikke velkommen.« Så sagde jeg: »Jamen, det kan jeg da ikke forstå. Jeg har jo skrevet undskyld til Ernst og forklaret, at det ikke var min mening at beklikke hans ære. Og så kommer jeg her som deltager i et nordisk arrangement, og I vil alene hindre mig i at komme ind. Det må være jeres spøg!« fortæller den afviste herre, den snart 80-årige pensionerede professor ved Danmarks Tekniske Universitet og formand for Rosenselskabets Region Øst og tilmed æresmedlem af selskabet Ebbe W. Langer, Herlev.

Men det var ingen spøg. Overhovedet ikke. Havens ejere, den 63-årige pensionerede bankmand, civilforsvarsleder og mangeårigt bestyrelsesmedlem i Rosenselskabet samt kasserer i Region Vest Ernst Jensen og hans kone Birthe, ville ikke se Ebbe W. Langer inden for havelågen. Som en falden engel måtte professoren vende tilbage til bussen.

Sandt at sige vidste han udmærket, at han ikke var velkommen i haven. Det var han netop blevet mindet om af formandens kone, som var turguide i bussen. Men han kunne alligevel ikke tro det.

»Jeg kender jo Ernst. Jeg var med til hans forlovelsesgilde med Birthe, og jeg har da været til middag i hans hjem tidligere,« fortæller han.

Men hvis der havde været et venskab, var det forbi. Ernst Jensen havde en måned tidligere været ganske klar i sin mail:

»De slet skjulte antydninger i dine spørgsmål kan kun have til hensigt at så tvivl om min hæderlighed. Antydningerne siger mere om dig end om mig. Jeg erfarer, at du har anmeldt din deltagelse i Nordisk Rosenweekend. Vi glæder os meget til at byde alle rosenvenner fra ind- og udland velkommen i vores have. Du kan af ovenstående grunde ikke høre med i denne kategori. Derfor er du forment adgang,« lød ordene fra Ernst Jensen.

Forhistorien handler om en række spørgsmål, som Ebbe W. Langer via mail havde stillet til Ernst Jensen vedrørende et beløb på 7.200 kr., som Det Danske Rosenselskab havde overført til Region Vests kasse som udlæg til depositum til flybilletter i forbindelse med en rosenrejse til England, arrangeret i Nordisk Rosenselskabs regi, med Ernst og Birthe Jensen som praktiske arrangører.

»Da alle deltagerne havde indbetalt deres penge, blev pengene ført tilbage til hovedkassen. Det foregik ikke i strid med vedtægterne. Der var intet kriminelt i det, og ingen burde have ondt af det. Alternativet var, at rejsen ikke kunne gennemføres, og jeg kunne ikke se, at jeg skulle lægge ud af egen lomme,« fortæller Ernst Jensen.

Da Ebbe W. Langer efter at have gennemgået foreningens regnskab spørger til beløbet første gang, svarer Ernst Jensen pænt, og Ebbe W. Langer takker pænt for svaret. Men den næste mail bliver Ernst Jensen for meget:

»Kære Ernst. De oplysninger, du sendte mig om udlægget på 7.200 kr., som du havde fået fra DDRs kasse, var ikke fyldestgørende. Vil du venligst fortælle os med henblik på behandlingen og evt. godkendelse i RØs (Region Øst, red.) bestyrelse af regnskabet 2005, om: 1. Er det sædvanlig praksis, at bestyrelsesmedlemmerne låner penge i DDRS kasse? 2. Hvor ofte er det sket før? 3. Hvilken hjemmel var der for dit lån? 4. Kunne jeg eller andre medlemmer af hovedbestyrelsen også låne, hvis vi manglede likviditet i forbindelse med et privat rosenarrangement?«

»Jeg syntes, det var nogle rigtig perfide spørgsmål,« fortæller Ernst Jensen. »Det var klart, at han ledte efter noget, han kunne sværte de jyske bestyrelsesmedlemmer til med. Og da han ikke kunne komme videre pengemæssigt eller regnskabsmæssigt, så begyndte han at gå efter mine ben. Man kan gå vidt med mig, men man skal ikke træde på mig. Så jeg bestemte, at han ikke skulle sætte sine ben i min have. Men Ebbe Langer lider af uudsigelig trang til at bringe sig frem. Han mener, at han er en Guds gave til menneskeheden. Ikke bare til rosenfolket, men hele menneskeheden. Han kan ikke tåle at være nummer to og føler sig hævet over alle og enhver, så han troppede op alligevel.«

I Herlev sidder Ebbe W. Langer og maler et portræt af en rose og synes ikke, han har gjort noget forkert.

»Hvad er det for noget, at jeg ikke kan spørge, hvordan et regnskab hænger sammen, uden at blive beskyldt for ærekrænkelse, og jeg ved ikke hvad? Og så skænder han faktisk mit renommé ved at svare i vores foreningsblad, at alting er i orden og godkendt. Det er løgn, det er simpelthen løgn! Sådan er det. Det er en beskidt affære. Der er flere advokater blandt medlemmerne, som har overværet disse ting, og de har sagt, at det her stinker! Det stinker langt væk!,« siger Ebbe W. Langer.

Sagen om de 7.200 kr. og udelukkelsen fra haven er imidlertid kun en lille og ubetydelig top af det isbjerg, som Det Danske Rosenselskab har ramt. I forhold til de grundlæggende problemer i foreningen er udlægget uden andet end symbolsk betydning. Faktum er, at foreningen kun i få perioder har fungeret som en forening bør fungere, og at gammelt nag, mistro og personlige og måske også kulturelle modsætninger nu er kommet op til overfladen.

Det Danske Rosenselskab blev stiftet i 1993 som en fusion mellem de to danske rosenforeninger Amatør-Rosenklubben og Rosenselskabet, det første fortrinsvis med københavnsk-sjællandske rødder og det andet med base i Jylland. Det var mest af alt et fornuftsægteskab. Tilsammen mønstrede de to foreninger 300 medlemmer, og der var mange fordele ved at slå sig sammen i en national forening. Blandt andet kunne man søge optagelse i verdensorganisationen for rosendyrkere, The World Federation Of Rose Societies.

Men lige fra begyndelsen viste problemerne sig.

Blandt københavnerne var der bekymring over, at den nye fælles forening ville få hjemsted på den nye fælles formand Peter Jordts husmandssted i Jylland. Den ydmyge jyske adresse ville skræmme potentielle østdanske medlemmer væk, mente man i København. Men jyderne var de fleste og argumenterede for deres sag. Så Det Danske Rosenselskab fik postnummer 7130 Juelsminde, og dette er ikke siden ændret, da formanden stadig er den samme. Medlemmerne blev sandt at sige da heller ikke skræmt væk. På 13 år har foreningen nidoblet sit medlemstal med godt 1.100 på Sjælland og 1.400 i Jylland. Den østdanske skepsis over for jyderne betød også, at Det Danske Rosenselskab mere end en forening i gængs forstand blev en sammenslutning af to foreninger, Region Øst og Region Vest, med hver sin generalforsamling, hvis bestyrelser så udnævner tre medlemmer til en fælles hovedbestyrelse, hvert medlem med vetoret over for alle beslutninger. En struktur, som til nød kan fungere, når vibrationerne er gode. Men som lammer enhver form for aktivitet, når mislydene melder sig.

»Jeg kom i bestyrelsen lige umiddelbart efter fusionen, og det første jeg sagde til Peter Jordt dengang var: »Hvordan i alverden kan I lave sådan noget makværk? To generalforsamlinger i én forening! Og en paritetisk bestyrelse med tre fra hver sin side, og seks i én bestyrelse, det har jeg aldrig nogen sinde hørt om. Det her må ende i en blindgyde.« Og det gjorde det jo også,« fortæller Ernst Jensen:

»De var jo dårligt nok fusioneret, før de første problemer var der, fordi sjællænderne åbenbart havde en anden kultur og ville fortsætte med at køre alting efter deres eget hoved uden at tage hensyn til, at nu er vi altsåén forening.«

Peter Jordt er mere diplomatisk:

»Det var, hvad vi kunne blive enige om dengang. Men siden er vi blevet meget større og har brug for at modernisere vores struktur.«

Det vil sige én generalforsamling med direkte valg af ledelsen. Jyderne er enige om, at sådan skal det være. Og de bakkes op af en god del af medlemmerne på Sjælland. Men ved sidste generalforsamling i Region Øst vandt den gamle linje alligevel med to stemmers flertal, og Ebbe W. Langer satte sig i formandsstolen.

»Jeg er den store eg, som de andre ikke kan vælte, selv om de puster nok så meget, sådan er situationen,« fortæller han spøgefuldt. Og når han siger »de andre«, så mener han »jyderne«, altså formanden Peter Jordt, Ernst Jensen og folk, der mener som dem.

Ebbe W. Langer mener ikke, Rosenselskabets struktur fejler noget, tværtimod: »Man lavede det jo sådan, fordi sjællænderne simpelt hen var bange for at blive nedgjort af flertallet i Jylland. Allerede fra begyndelsen var det klart, at jyderne forsøgte at få en forening, der var styret fra Jylland af denne person Peter Jordt, som nu har siddet som formand i 18 år i træk. Og jyderne er tilsyneladende godt tilfredse med det på den måde. I Jylland sidder man jo fjernt fra hinanden ude på landet og har nogle helt andre holdninger og ønsker, end vi har her. På landet er det jo »vor far« der bestemmer, og på landet vil man have nogle arrangementer af den og den art, man vil dyrke, og man vil mindre interessere sig for den mere kulturelle side af sagen, sådan som vi gør herovre. I det hele taget har folk en anden kulturel baggrund. Jeg mener - i Jylland ser det ud som om, man retter ind til højre, alle sammen. Det ville de tidligere Region Øst-medlemmer af hovedbestyrelsen ikke finde sig i, og så blev de udsat for en mandschauvinistisk hetz og mobbet ud, og de kom til mig og sagde: »Ebbe, du må gøre noget«.«

Peter Jordt og Ernst Jensen husker godt hovedbestyrelsesmødet i 2005, det sidste Region Øst deltog i. De husker ikke, om der blev fældet tårer, men kun at de tre repræsentanter fra Region Øst nægtede så meget som at diskutere en ny struktur. Så tog de hjem, og et år senere kom Ebbe W. Langer på banen i, hvad han ikke selv tøver med at betegne som en kulturel konflikt mellem Jylland og Østdanmark. Hvilket tilhængerne af en ny struktur afviser på det bestemteste.

»Husk på, jeg har brugt den bedste del af mit liv på det her. For mig handler det først og fremmest om roserne og om at sprede glæden ved dem. Det kan lyde idealiseret, men sådan er det,« siger Peter Jordt og afviser alle beskyldninger om at klæbe til taburetten: »Jeg bliver ikke siddende længere, end jeg har opbakning til. Men jeg ville være uansvarlig, hvis jeg efterlader foreningen med sin nuværende struktur. Den vil være som en tikkende bombe under de mennesker, som skal tage over. Hele året har vi i hovedbestyrelsen været boykottet af repræsentanterne fra Region Øst, og uden dem har vi ikke kunnet konstituere os, fastsætte kontingent eller behandle budget for næste år. Vi er totalt handlingslammede.«

Ernst Jensen: »Ebbe har i virkeligheden altid været imod, at vi voksede som forening. Han ville helst have en eksklusiv klub, hvor alle, der ikke var akademikere, skulle formenes adgang. Hvis han ikke har sagt det, har han ment det. Men der har aldrig været dårlig luft mellem os før nu. Derfor gør det også så ondt, når han begynder at sværte mig til, som han har gjort.«

I dag har hver side af konflikten søgt advokatbistand, og kommunikationen er ophørt. Det vil sige: Ebbe W. Langer fremkommer fortsat med mistanker om, at jyderne ikke har rent mel i posen med deres økonomiske dispositioner:

»Jeg er bange for, at der er nogle økonomiske uregelmæssigheder i foreningen, som skal begraves så hurtigt som muligt, og det kan nok ikke udelukkes, at det er den egentlige grund til det, vi ser her. Det er ikke idealisme, det er kisten, der står nede i hullet med låget skruet på, og nu skal der bare smides jord på med en ny struktur, som giver jyderne den totale magt. Sådan opfatter jeg situationen. Og husk, jeg har været tjenestemand i 40 år, så jeg sidder altså ikke og lyver og laver sådan noget åndssvagt pjat, som de beskylder mig for.«

Men Peter Jordt svarer ikke længere.

»Ebbe skriver, det er svindel, det vi laver, og løgn, det vi skriver. Det juridiske grundlag er selvfølgelig i orden, og kommer det til en retssag, så værsgo. Jeg har ikke noget, jeg ikke vil vise til nogen, hvis jeg bliver spurgt. Men jeg vil ikke længere nedværdige mig selv til at argumentere med Ebbe. Det siger sig selv, at ballet lukker, når man begynder med sådan noget,« siger Peter Jordt.

Han husker tydeligt, da han mødte Ebbe W. Langer for første gang på Sjælland tilbage først i 1990erne, da Rosenselskabet var nystiftet.

»Jeg opfattede ham som en venlig og rar mand, som var vældig glad for roser. Han var endnu ikke gået på pension, men glædede sig til det, så han kunne bruge mere tid på roserne og Rosenselskabet. Måske har han syntes, at jeg har stået i vejen for ham, at jeg har forhindret ham i at komme helt til tops. Jeg ved det ikke. Men han ser mig nok som sin store modstander,« siger Peter Jordt og foreslår endnu en grund til konflikten: Pengene. Jyderne er bedre end sjællænderne til at tjene penge til deres egne regionale kasser.

»Sidste år kom vi ud med aktiver på 114.000 kr. Region Øst lå på 30-40.000. Samtidig forlanger Ebbe Langer at få flere penge fra fælleskassen til aktiviteter østpå. Jamen, så gå da ud og arbejd for dem!« siger Peter Jordt

Ebbe W. Langer: »Jeg synes ikke, Rosenselskabet har fortjent en leder, der er så gammel, som jeg er. Peter har måske troet, at jeg ville skubbe ham af pinden. Men det er ganske forkert.«

Dette er blot en lille del af alle de skærmydsler, som i de seneste år har tynget de passionerede rosendyrkere i Det Danske Rosenselskab. Af kuriositeter kan nævnes, at der på sidste generalforsamling i Region Øst blev valgt et medlem til bestyrelsen, som ikke stod på medlemslisten, og at Ebbe W. Langer me.ner, at han og hans ligesindede blev mandsopdækket »i bedste James Bond-stil« på Nordisk Rosenweekend, så de ikke kunne komme til at fortælle om deres problemer til deres nordiske broderfolk. Så måske havde den gamle direktør i Østifternes Haveselskab J. Sander Nielsen ret, da han sagde: »Havefolk er en uregerlig størrelse. De er individualister og bliver aldrig enige.«

Men bliver de det ikke, og vælger flertallet af de sjællandske rosendyrkere på deres næste generalforsamling ikke en bestyrelse, som går ind for en ny struktur, så agter Peter Jordt og flertallet af foreningen at lægge Rosenselskabet ned og stifte en ny forening med penge fra Region Vests kasse.

»Det er ingen hemmelighed, at sådan her kan vi ikke fortsætte. Ingen af parterne kan holde til det. Og alle er velkomne i den nye forening, hvis det kommer så vidt. Også Ebbe Langer, hvis vi nu sætter »velkommen« i gåseøjne. Vi vil ikke på forhånd udelukke nogen,« siger Peter Jordt.

Sådan ligger landet, i rosernes navn. En rose er en rose, og et menneske et menneske. I hvert fald indtil andet er bevist.