Birgitte Hjort er gravid: Må overlade rolle til Vild med dans-stjerne

Skuespilleren bliver efter planen mor lige omkring premieren på musikforestillingen »Divaer i glas« i august.

Birgitte Hjort Sørensen bliver mor for første gang i sensommeren. Scanpix/Mads Claus Rasmussen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den internationalt kendte danske skuespillerinde Birgitte Hjort Sørensen er i lykkelige omstændigheder.

Den 36-årige skuespillerinde venter sit første barn, og graviditeten betyder, at hun må melde fra musikforestillingen »Divaer i glas« i Glassalen i Tivoli.

Det oplyser Tivoli i en pressemeddelelse og afslører samtidig, at Birgitte Hjort Sørensens erstatning er fundet i sangerinden Kaya Brüel.

»Det er af den absolut bedste årsag, at jeg må trække mig fra 'Divaer i Glas', som jeg ellers havde glædet mig meget til at være med i. Jeg skal nemlig føde mit første barn til august, lige omkring premieren,« siger Birgitte Hjort Sørensen i pressemeddelelsen og fortsætter.

»Min kæreste og jeg glæder os vanvittigt meget til dette nye eventyr. Og jeg er lykkelig for, at det i stedet er min gode veninde og brillante kollega Kaya, der skal indtage scenen sammen med Caroline Henderson og Cecilie Stenspil,« jubler den gravide »Game of Thrones«-stjerne, der danner par med tv-manden Kristian Ladegaard-Pedersen.

Kaya Brüel glæder sig til at erstatte gravide Birgitte Hjort Sørensen, fortæller hun i pressemeddelelsen.

»Udover at jeg selv har optrådt i Glassalen nogle gange, har min mormor, sanger- og skuespillerinde Birgit Brüel, været en del af varieté- og revymiljøet.«

»Jeg glæder mig til at hylde nogle af de største divaer gennem tiden sammen med nogle af de største danske divaer,« siger Kaya Brüel i pressemeddelelsen.

Premieren på »Divaer i glas« med Cecilie Stenspil, Caroline Henderson og Kaya Brüel i front finder sted i Glassalen i Tivoli 30. august.

/ritzau/