Birgitte Borup: »The name is Bond – Jane Bond« er stadig en sætning uden mening

Sjældent har et rygte om en rolleudskiftning affødt så stor debat som i denne uge. Berlingskes Birgitte Borup efterlyste tidligere på ugen gode argumenter for at udskifte den hypermaskuline agent 007 med en kvinde. Det argument har endnu ikke åbenbaret sig.

Birgitte Borup, Redaktør for International Kultur Søren Bidstrup

Sjældent har et rygte affødt så stor polemik som dét, det britiske tabloidmedie Daily Mail satte igang i denne uge. Avisen havde talt med en insider fra de igangværende optagelser af den kommende 007-film og sendte efterfølgende en historie på gaden, der ramte det globale solar plexus som et projektil fra den Walther-pistol, James Bond har fyret af ved adskillige lejligheder.

Historien er efterhånden velkendt: I den kommende film om den verdensberømte, britiske agent, overtager den sorte, kvindelige skuespiller Lashana Lynch agentnummeret 007, alt imens James Bond – nu pensioneret og bogstaveligt talt uden for nummer – har bosat sig på Jamaica. Her hentes han tilbage i tjenesten og kaster sig ind i en – formentlig – intens forbryderjagt sammen med sin kvindelige efterfølger.