For nogle var nedlukningen i første omgang allermest en kærkommen ferie, hvor man kunne hænge ud på cafeerne med vennerne, og for dem har den siden sikkert mest været kedsomhed. Andre vejrer en fare eller fornemmer ligefrem en uhygge. De opfordrer til samfundssind, for nu er vi alle i samme båd, og derfor er det til vores eget bedste, at vi viser os fra vores bedste side. Nogle er mindre tilbøjelige til at regne med, at fællesskabet vil redde dem. De hamstrer, de overvejer, om de kan dyrke grøntsager i haven, om børnene vil forblive raske, og hvor hårdt de mon selv vil blive ramt af virussen.
Der er også dem, som benytter lejligheden til at moralisere: Når det handler om os selv, sætter vi himmel og jord i bevægelse, men når det handler om flygtningene, gør vi intet. Og atter andre lufter et hvad-sagde-jeg, som virker hovent på dem, der ikke havde set det komme.
