Mens politikerne opfører sig som rådvilde 1.g-elever, når det handler om en langsigtet plan for afgifter og implementering af elbiler i Danmark, så er producenterne langt om længe ved at være klar med bilerne. 2020 er bilåret, hvor elbilspionerer som Tesla, Nissan og Renault får selskab af Peugeot, Opel, Honda og Mazda med flere.
Volkswagen har haft elbiler på programmet i årevis, men først nu er de klar med en dedikeret elbil, der er konstrueret som elbil fra bunden af. Bilen hedder ID.3 og er den vigtigste nye bil fra Volkswagen-gruppen i årtier. Både fordi den på pris og størrelse lægger sig lige der, hvor hatchbacken Golf også ligger, og dermed har potentiale til at blive en gedigen volumenmodel. Men endnu vigtigere fordi den nyudviklede elbilsplatform kaldet MEB, som bilen er konstrueret på, bliver basis for hele første generation af Volkswagen-gruppens elbiler. Den her bil skal sidde i skabet.