Nu løber jeg en overhængende risiko for at blive slået i hartkorn med de to sure gamle mænd på balkonen i »The Muppet Show«.
Men jeg kan ikke gennemskue den dybere mening med kombination af en SUV og en coupé. Der er tale om to automobilformater, jeg hver især værdsætter, som jeg værdsætter chokolade og en god bøf. Men kombinationen af SUV og coupé forekommer mig lige så aparte som et forsøg på at kombinere bøf og chokolade i en og samme ret.
Siden BMW imod al rationel automobillogik introducerede X6 i 2009, har bilproducenterne alligevel excelleret med den ene SUV-coupé efter den anden, og alle har uden undtagelse efterladt mig hovedrystende i afmagt.
Helt banalt går den selvmodsigende øvelse ud på at tage en SUV og så ommøblere taglinje og bagende efter coupeens sportslige forbillede. Resultatet er i alle kendte tilfælde – fra BMW X4 og X6 over Mercedes GLE Coupé til Porsche Cayenne Coupé – biler, som er dyrere, mindre praktiske og har et markant dårligere udsyn bagud fra førersædet end den SUV-model, de er skåret over.
Det virker så himmelråbende stupidt, at drengen fra »Kejserens nye klæder« tydeligt kan se, at ideen ikke har noget tøj på.
Taglinjen falder allerede fra punktet over førerens isse, og det betyder, at man som bagsædepassager føler, at loftet nærmer sig som et godstog i marchfart, allerede fra man er omkring 1,80 meter høj.
Tilhængere taler om et lækrere design og mere sportslige køreegenskaber. Det første kan diskuteres, mens ideen om en sportsligt kørende SUV er lige så selvmodsigende som ideen om en særligt solresistent regnjakke. Køreegenskaber bliver automatisk bedre af lavere tyngdepunkt, mens en højbenet SUV automatisk bliver bedre som praktisk SUV af et højere tyngdepunkt.
Det er som at piske olie og vand sammen i håbet om at få en sammenhængende væske.
Med den pointe afleveret kan jeg dog ikke kæmpe mod kundernes adfærd, og kunderne lader ikke til at have ulejliget sig med ovenstående analyse, og derfor sælger SUV-coupéer foruroligende godt. Med gode salgstal følger flere produkter, for bilproducenterne er ikke sat i verden for at opdrage kunderne men for at tilfredsstille deres behov. Og efter at BMW søsatte trenden med X6, har der ikke været nogen vej tilbage.
Audi har været mest tilbageholdende, og deres Q8 ligner i virkeligheden mere en klassisk SUV end en coupé, men nu – efter ti års tilløb – springer de helhjertet i SUV-coupé-poolen iført speedos og svømmebriller med den nye Q3 Sportback.
Markant mindre praktisk
Bilen er baseret på Q3, men den er cirka tre centimeter lavere og halvanden centimeter længere. Akselafstanden er dog identisk, så knæpladsen på bagsædet er den samme som i den almindelige Q3. Det er hovedhøjden dog ikke. Taglinjen falder allerede fra punktet over førerens isse, og det betyder, at man som bagsædepassager føler, at loftet nærmer sig som et godstog i marchfart, allerede fra man er omkring 1,80 meter høj.
Bagagerummet i både den almindelige Q3 og i Q3 Sportback rummer 530 liter. Men læssekanten er højere i Q3 Sportback, og læsser du til loft, så sluger den væsentligt mindre end den almindelige Q3. Sidst, men ikke mindst, betyder den faldende taglinje og de massive C-stolper, at udsynet skråt bagud er horribelt.
Oven i hatten koster Q3 Sportback 18.000 til 20.000 kroner mere end den almindelige Q3. Ud over en række kosmetiske kromdetaljer har den en sportsundervogn som standard (koster 4.995 kroner som ekstraudstyr til den almindelige Q3), men det retfærdiggør ikke merprisen for en mindre anvendelig bil.
Køredynamisk er den marginalt mere sportsligt sat op end den almindelige Q3. Den er ikke hård og bliver aldrig underholdende på en snoet B-vej, men den er tanden mindre morfarkomfortabel end en almindelig Q3.
Nu er SUVerne dog født til at være fodboldmor-biler, så jeg ved ikke helt, hvem der skulle efterspørge de mere dynamiske køregenskaber. Men med min manglende forståelse for produktet følger også en manglende accept af produktets præmisser – og dermed behovet for en kurveknusende bil bygget til at transportere U10-fodboldspillere til og fra træning.
Og lige meget hvor meget man »arbejder« med undervognen, kan en Q3 aldrig blive lige så køredynamisk skarp som en A3 med sit markant lavere tyngdepunkt – og dermed ender Q3 som et hovedrystende tåbeligt udgangspunkt for en coupé.
Audi har fået styr på gearkassen
Motorprogrammet består fra start af en 35 TDI og en 35 TFSI. Det dækker over en 150 hestes dieseludgave med en 4-cylindret 2,0-liters turbodieselmotor og en benzinudgave med en 1,5-liters 4-cylindret turbobenzinmotor på 150 hk. Dieselversionen fås kun med en 7-trins dobbeltkoblingsautomatgearkasse, mens benzinversionen fås med både en 6-trins manuel og en 7-trins dobbeltkoblingsautomatgearkasse.
Testbilen er en 35 TDI med automatgear, og den gør det fornemt. 0-100 km/t er ekspederet på 9,3 sekunder, og topfarten er 205 km/t. Forbruget er opgivet til 16,4 km/l, og det matcher det oplevede testforbrug. Den 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse klædte jeg sidste år af i den almindelige Q3 35 TFSI, hvor den var mere ubeslutsom end en skizofren i en bland selv-slikbutik. Men i testbilen opleves den laaaaaaangt mere harmonisk sammen med den momentsolide 2,0-liters dieselmotor.
Om det er fordi Günther og Gerhard nede i afdelingen for gearkasseprogrammering endelig har fået styr på WLTP-softwaren, eller om det er fordi, motoren bare matcher gearkassen bedre, er jeg ikke sikker på. Men den står godt til dieselmotoren.
Rød bøf på bitter bagechokolde
Visuelt kan formatet diskuteres fra nu af og til næste juleaften. Men kunderne er der, og derfor kan bilens berettigelse ikke diskuteres. I hvert fald ikke ud fra et aktionærsynspunkt. Jeg forbeholder mig retten til at stille mig uforstående. Både som bilæstet, men også ud fra et mere banalt er-der-bil-nok-for-pengene-synspunkt.
Men skal jeg for en stund forlade Muppet Show-balkonen med de øvrige sure, gamle mænd, så kører bilen faktisk fornuftigt. Konceptets begrænsninger taget i betragtning.
Kabineoplevelsen er klassisk Audi-overlegen, og har man kun sjældent bagsædepassagerer på over 1,70 meter, så får SUV-coupé-fetichisterne et produkt, der sidder i skabet, og som ikke engang kan kritiseres for at være selvudslettende, Audi-konservativt eller for forsigtigt i sit visuelle udtryk.
Så hvis jeg holder mig for næsen og kigger den anden vej, kan jeg godt aflevere tre stjerner for en bil, der tilfredsstiller et behov, som jeg dog hverken anerkender rimeligheden af eller logikken bag. De kommende ejere skal derfor have et højtideligt »velbekomme« herfra, med deres røde bøf serveret på en plade af mørk og bitter bagechokolade.
Konkurrenterne
