Billedstorm fra den nye generation spillefilmsinstruktører

Den Danske Filmskole præsenterede tirsdag syv afgangsfilm, der presser det filmiske udtryk til det yderste.

Aske Bangs »Den Fremmede« Fold sammen
Læs mere

Billedstorm og diversitet. Det må være de mest dækkende ord, hvis man samlet skal beskrive de syv afgangsfilm inden for fiktionsgenren, der tirsdag blev præsenteret for pressen på Den Danske Filmskole. Filmskolens rektor, Vinca Wiedemann, kalder filmene et vidnesbyrd om »en gruppe elever, der har forfulgt deres egne ideer på deres helt egen måde«.

»Det er historier med hver sin særlige stemning og åndedræt og helt eget personlige fingeraftryk. Og her taler jeg ikke bare om instruktørerne, men de samlede elevhold, der står bag filmene,« siger Vinca Wiedemann.

I Aske Bangs »Den fremmede«, der bygger på en novelle af Naja Marie Aidt, får den hashforsumpede biologistuderende Tommy et uvelkomment besøg af den viltre thailandske prostituerede Lucy, der er på flugt fra nogle fæle håndlangere for en bordelmutter.

Det lyder som et hændervridende socialdrama med dårlig samvittighed, men »Den fremmede« er mest af alt i slægt med Helle Ryslinges 80er-komedier som »Flamberede hjerter« med samme halvt corny, halvt surrealistiske virkemidler, som når »opvågnen om morgenen« markeres med et hanegal på lydsiden.

Rigeligt stof til en spillefilm

Der er en stram manuskriptidé i Josefine Kirkeskovs »Heaven«, der begynder, da den unge Victoria ankommer til sine forældres ferieparadis i Mallorcas bjerge sammen med sin kæreste, Oskar.

Josefine Kirkeskovs »Heaven« Fold sammen
Læs mere

Gensynet med forældrene bliver dog akavet, da parret ved ankomsten uforvarende kommer til at overraske moderen i hed omfavnelse med en ung elsker. Det største chok er dog, at Victorias fader er helt indforstået med forbindelsen. Det kommer ikke bare til at ryste Victorias opfattelse af forældrene, men også hendes eget forhold. Her er rigeligt stof til en fuld spillefilm, der kan være mere end et rent lystspil.

Et af de reneste genrestykker, der længe er set som afgangsfilm, er Eirik Sæter Stordahls »I stykker«, der placerer sig solidt i den filosofiske science fiction-tradition. Filmen demonstrerer i åbningsscenen, at man takket være nutidens relativt billige computergenerede effekter sagtens kan lave ambitiøse science fiction-film i Danmark.

Eirik Sæter Stordahls »I stykker« Fold sammen
Læs mere

Man ser Københavns gårde fyldt med mennesker, der er blevet dræbt af en sky af dødelige droner, der kredser i luften over byens gader, og dermed er baggrundshistorien ridset op.

En gudelignende kunstig intelligens har taget magten og jaget de få overlevende ned i skjulte bunkeranlæg. Der lægges med andre ord op til en »Terminator«-agtig actionfilm, men så snart man kommer ned i undergrunden og følger hovedpersonen Victor, er det klart, at det er film som Tarkovskys »Solaris«, der er det egentlig forbillede. Ligesom hos denne russiske instruktør blandes nutiden med fortidens minder, indtil filmen når sin pessimistiske afslutning.

Middelalderdrama

Der er også klare forbilleder som den ungarske Bela Tarr og Bergmanns »Det syvende segl« hos Kasper Skovsbøl, der har instrueret middelalderdramaet »Sorte Måne«. På en afsidesliggende ø, hvis klippepartier afslører, at filmen er indspillet på Bornholm, dør mændene af en mystisk sygdom.

Kasper Skovsbøls »Sorte måne« Fold sammen
Læs mere

Mistanken rettes mod en ung kvinde, der er blevet holdt fanget af en præst, men som det er lykkedes at flygte. I en lidt umage blanding af suspense og kvælende atmosfære følger man kvindens mor, der skal vælge mellem egen overlevelse eller at overgive datteren til de kristne stridsmænd.

I »Melon Rainbow«, instrueret af Laurits Flensted-Jensen, er en ung unavngiven pige om dagen hjemmehjælper for blinde, og om natten tjener hun ekstra som webcam-stripper, hvor hun opfylder anonyme kunders bizarre ønsker foran en computerskærm.

Laurits Flensted-Jensens »Melon rainbow« Fold sammen
Læs mere

Filmen holder det bevidst åbent, om pigen er drevet af pengemangel eller et udækket behov for at blive set. Måske har hun blot brug for nærhed, da hun forfører en af sine blinde klienter, men billedet bliver mere komplekst, da det viser sig, at akten uden den unge mands vidende bliver optaget på kamera.

»I mørke« går Gustav Möller tæt på den psykiatriske behandling af en ung kvinde, der nægter at indtage medicin mod sin voldsomme maniske lidelse og derfor tilbringer timer i bæltefiksering. »I mørke« byder på en superintens præstation af Josephine Raahauge, og filmen er et af flere eksempler på afgangsværkernes flotte meddigtende lydsider og stramt komponerede billeder.

Gustav Möllers »I mørke« Fold sammen
Læs mere

En fryd for øjet og tanken

Hvis undertegnede skulle pege på en favorit, må det blive Annika Bergs »Sia«, der i første omgang fremstår som et dokumentarisk portræt af en gammel, livsfilosofisk kvinde.

Af hendes monolog forstår man, at hun er i færd med at berede sig på at forlade livet, samtidig med at hun nyder hver ny tildelt dag i selskab med sin kat og sin papegøje.

Annika Bergs »Sia« Fold sammen
Læs mere

Det dokumentariske bliver dog snart brudt af drømmeagtige scener, hvor kvinden mindes tragiske begivenheder fra sin barndom, der illustreres med hallucinatoriske syner af kattekadavere og obskønt bugnende blomsterbede. Dette er en film, der kræver det maksimale af sit publikum, uden at filmen dermed er andet end en fryd for både øjet og tanken.

Afgangsfilmene kan ses i Dagmar-biografen i København: fiktionsfilm torsdag den 18. juni kl. 18.30 og dokumentar- og flerkamerafilm lørdag den 20. juni kl. 10.