Billedhuggerne i Frederiksholms Kanal

Civiletatens Materialgård i Frederiksholms Kanal, hvor en række af landets mest berømte billedhuggere siden slutningen af 1700-tallet havde bolig og atelier. Foto fra omkring 1930, Historiske meddelelser om København, 1934. Fold sammen
Læs mere

Hvad forener rytterstatuerne af Frederik VII på Slotspladsen, af Christian IX på Ridebanen og af Absalon på Højbro Plads? Og hertil kunne man føje den spadserende Frederik VI i Frederiksberg Have og tre af kvindefigurerne på Frihedsstøtten repræsenterende troskab, tapperhed og fædrelandskærlighed. Ingenting, kan man mene. For alle de velkendte monumenter er indbyrdes så forskellige i stil, alder og kunstnerisk udtryk, at spørgsmålet forekommer meningsløst. Men én ting har de ikke desto mindre til fælles: de er skabt af en håndfuld billedhuggere, som til forskellig tid har haft bolig og atelier under det samme tag – nemlig i Civiletatens Materialgård på adressen Frederiksholms Kanal nr. 28.

Ubemærket af de fleste ligger der her et langt okkerfarvet hus med en snes vinduer ud mod kanalen og en tidstypisk hejsekvist over portåbningen. Det er fra slutningen af 1700-tallet, og det er naturligvis fredet. Materialgården var en brugsbygning, der fungerede som magasin og lagerplads for byggematerialer, men et billedhuggerværksted blev der mærkværdigvis også plads til i den ene ende af huset, og her flyttede Johannes Wiedewelt ind, da han vendte tilbage efter sine mange år i syden og blev udnævnt til professor på Akademiet. Monumentale nyklassicistiske kunstværker skabte han i disse år, fortrinsvis til kongehuset, men trist nok forsvandt en stor del af dem ved slotsbranden i 1794, og den feterede kunstners liv sluttede seks år senere, da hans stjerne havde mistet sin glans. Nedtrykt gik han hjemmefra en vintermorgen, og fire dage senere blev hans lig fundet i Sortedamssøen. Den knap så navnkundige Nikolaj Dajon efterfulgte ham som professor og som beboer af lejligheden, men nu var der også indrettet atelier i den modsatte ende af det lange hus, og her udfoldede billedhuggeren C.F. Stanley sig. Han havde i sine bedste værker foregrebet selveste Thorvaldsen, men nu var han blevet en ældre herre, på hvem et trofast venskab med Bacchus havde sat sit præg, og ustandselig var han i pengenød. Men dum var han ikke, og selv om huset, han boede i, var ejet af det offentlige, lejede han inderligt gerne en del af ejendommen ud til offentligt ansatte bygningshåndværkere. Og det havde alle glæde af.

I 1823 var professoratet og den sydlige del af det lange hus igen ledigt. Dajon var død, og prins Christian, der senere blev den ottende i rækken, anmodede Hermann Freund om at udfylde pladsen. Men han befandt sig i Rom, og det havde ingen hast. Der hengik derfor fem år, før han besluttede at vende hjem, og da det foregik til fods, var det først i slutningen af 1829, at Freund som nyvalgt professor kunne se på huset i Frederiksholms Kanal. Men det så herrens ud, og først skulle det bringes i orden. Det krævede han, og det foregik bogstavelig talt efter alle kunstens regler. Yderligere seks år gik der, før han kunne flytte ind, men nogen almindelig istandsættelse var der heller ikke tale om. Elever fra akademiet blev sat til at dekorere gulve, vægge og lofter på en måde, så professoren i sit nye hjem kunne føle sig hensat til Grækenland og Italien, men så døde han kun 53 år gammel.

I 1840 flyttede H.V. Bissen ind i huset, og de følgende 28 år satte han sit præg på Materialgården. Her skabte han nationale monumenter som Landsoldaten og Frederik VI i Frederiksberg Have og modellen til rytterstatuen af Frederik VII, som skulle opstilles foran det genopførte Christiansborg Slot. Det færdige resultat så han imidlertid aldrig. Han døde i 1868, hvorefter sønnen Vilhelm Bissen flyttede ind og færdiggjorde værket. I 44 år var det Bissen den yngre, som regerede i husets atelier, og et utal af berømte monumenter så i denne periode dagens lys fra den produktive billedhugger, men mest kendt i hovedstaden er formentlig biskop Absalon i ornat over Rådhusets balkon og som kriger på den stejlende stridshingst på Højbro Plads.

I 1915 flyttede ægteparret Nielsen ind i kunstnerboligen. Det fremgår af en tavle på muren ved siden af porten, og her skabte fruen i huset, Anne Marie Carl Nielsen, bl.a. rytterstatuen af Christian IX, mens ægtemanden i et alt andet end harmonisk parforhold skrev musik, der sikrede hans navn international berømmelse. Efter hendes død i 1945 var der forslag fremme om at lave Carl Nielsen-mindestuer i huset med den lange historie. Det blev ikke til noget, og det havde heller ikke været passende. Den store komponist havde mange bekendtskaber og var så at sige aldrig hjemme.