Billederne vi ikke må se

Moskva har i løbet af et par årtier udviklet en kunstscene, der er på højde med Berlin, London og New York. Men ikke alle billeder må komme til udlandet. En udstilling i Dresden viser, hvad censuren tillader, og hvad der er for farligt.

De nyrige russere, der efter sigende afholder jagter, hvor det gælder om at nedlægge prostituerede på hesteryg i skovene, har muligvis inspireret Alexander Savko til at male dette billede. Fold sammen
Læs mere

Det siges, at nyrige i Rusland holder jagter, hvor det gælder om at nedlægge prostituerede på hesteryg i de dybe skove. Formentlig er det denne fritidsaktivitet, som har fået kunstneren Alexander Savko fra Moskva til at male et billede, hvor to skaldede mandspersoner i deres enorme firhjulstrækker kører gennem en bunke træer på jagt efter to skønheder. Maleriet kan i øjeblikket ses i Dresden på en udstilling om samtidskunst fra den russiske hovedstad.

Når der er grund til at beskæftige sig med dette forhold, skyldes det ikke kun motivet og Savkos let tegneserieagtige streg. Hovedårsagen er, at billedet overhovedet vises i udlandet.

I en aktion, der ikke har fået overvældende omtale, har russiske myndigheder forbudt udførslen af seks billeder, som skulle have været med på udstillingen. De tre af dem viser kunstneren Vladislav Mamysjev-Monroe forklædt som Osama bin Laden, Adolf Hitler og paven med Kreml i baggrunden. To lærreder gør grin med præsident Putins tsaristiske manerer og fremstiller ham som en halv Pusjkin, den store nationaldigter. Det sidste viser en burkaklædt kvinde med en fallosformet minaret mellem hænderne.

Den russiske told kontrollerer efter gammel tradition ikke blot, hvad der kommer ind i landet, men også, hvad der eksporteres. Nu har den meddelt, at billederne ikke må forlade nationen, fordi de kan »udløse internationale protester«. Det betyder, at tolden også er smagsdommer, men det er jo heller ingen nyhed. Det nye er imidlertid, at den russiske speditør, der skulle stå for transporten, åbent taler om »den strenge, politiske censur i Den russiske Føderation«, og at Savkos firhjulstrækker trods alt har fået lov at komme til Tyskland sammen med en række andre samfundskritiske værker.

Det er altså ikke helt forbudt for kunstnere i Rusland at beskæftige sig med angribeligheder, det må bare ikke gå over gevind. Og det har man hjælpsomme myndigheder til at sikre, at det ikke gør. På den baggrund må man være taknemmelig for, at mere end tredive objekter faktisk er sluppet ud. De viser, at Moskva som Skt. Petersborg i løbet af et par årtier har udviklet en kunstscene, der er fuldt på højde med Berlin, London og New York. Undertiden er den måske en anelse mere vibrerende, hvilket ikke er mærkeligt, hvis man som kunstner har det hemmelige politi eller toldvæsenet i nakken.

KGB-agenten
De russiske repræsentanter i Dresden arbejder næsten alle med de enorme omvæltninger, som er føget hen over verdens største land siden nedlæggelsen af Sovjetunionen. To store fotografier viser hjemløse mænd i vinterkulden, den ene er klædt i en gammel diplomatfrakke og ser ud som en forhenværende ambassadør, der er gået i hundene.

Kunstnergruppen De Blå Næser har sendt to plakater, hvor dets medlemmer forklædt som proletariske helte går til angreb på reklamer for vestlige mode- og parfumemærker.

Den mest originale udstillingsgenstand er en stor, sort Mercedes med russiske nummerplader, parkeret på tværs i den fine, overdækkede port i Dresdens kunstmuseum. I venstre bakspejl vises en video med en mand, der langsomt afklædes af en kvinde, i højre bakspejl er det en kvinde, der må smide tøjet for en mand. I begge tilfælde har man indtryk af at kigge gennem nøglehullet til en af de såkaldt eksklusive klubber i Rusland, hvor det koster en årsløn at komme ind og lejesoldater i sorte habitter står vagt i døren.

De seks billeder, der ikke må vises, er selvfølgelig med alligevel. Selvfølgelig, fordi en respektabel, vestlig udstillingsledelse ikke kan ligge under for censur. Billederne er sat op på væggen som udmærkede kopier i lille format med tegnestifter. Det gør interessen for dem større, end den ellers ville have været. Man får en mistanke om, at de ikke er for smarte i det russiske toldvæsen, eller hvorfra ordren ellers er kommet.

At originalerne ikke må vises i netop Dresden er også mærkeligt. Dresden ligger i det sydøstligste Tyskland og er måske den mest russiskvenlige by i forbundsrepublikken. Der er stadig en del, som er vrede over, at britiske og amerikanske bombefly ved Anden Verdenskrigs slutning forvandlede den til en ruin, hvorved tusindvis af mennesker blev dræbt. Putin var agent for det sovjetiske efterretningsvæsen KGB i Dresden 1985-1990, og når han vender tilbage til byen, bydes han hjerteligt velkommen. På hovedbanegården forefindes en Bistro Samowar med russiske specialiteter, og på gågaden står hver dag en mand med det sovjetiske flag og uddeler politiske brochurer. Når man spørger ham, om fyrre års kommunisme i Østtyskland ikke var nok, bliver han fornærmet.

Paradokserne
Den russiske censur, som den kommer til udtryk i Dresden, er ikke det eneste paradoks omkring avantgardekunsten fra Moskva. Mange af de billeder, som kom frem efter perestrojkaen fra midten af 1990erne, er købt af oligarkerne den lille gruppe, som med Kreml i ryggen har sat sig på store dele af økonomien. Ingen tør rigtigt sige, hvor deres penge kommer fra, hvis man spørger for meget risikerer man at ende i et fængsel i Sibirien eller i en betonblok på bunden af en flod. Men de samler pænt den kunst, som befatter sig med de mere latterlige eller sørgelige sider af rigdom, så på den måde viser kremlkapitalismen samfundssind.

I øvrigt gentager historien sig. Pusjkin, som Putin gerne læner sig op ad, var lige ved selv at blive sendt til Sibirien, da han i 1820 havde skrevet en række digte, der gjorde sig lystige over krigsministeren og andre førende personligheder. På grund af indflydelsesrige venner undgik han kuldegraderne, men måtte en overgang forlade Skt. Petersborg og søge tilflugt på Krim. Putin praktiserer noget lignende, og ikke mange lader sig mærke med noget. Det russiske Sotji har netop fået værtskabet for De Olympiske Vinterlege i 2014, hvilket ikke er overraskende, siden Beijing, der heller ikke er synderlig demokratisk, er OL-by 2008. Putin kan betragte det som et ridderslag for sin måde at være præsident på. Vi andre kan kigge på kunsten i Dresden, både den rigtige og den, man egentlig ikke må se, og gyse en smule.

»Learning from Moscow. Städtische Galerie Dresden. Til 2. september.