Billeder af det uforklarlige

Maja Lisa Engelhardt har skabt en række billeder til en ny udgave af Bibelens største fortællinger, der udkommer i disse dage, og så er hun udstillingsaktuel på kunstmuseerne i Lemvig og Sorø. Berlingske har talt med hende om, hvordan man sætter billeder på det ubegribelige.

Maja Lisa Engelhardt har et inderligt og nærværende forhold til Bibelen. Her ses hun sammen med Bibelselskabets nyudgivelse, »Bibelens største fortællinger« I baggrunden en række andre eksempler på bibel-udgivelser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares.
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Maja Lisa Engelhardt havde i hvert fald én stor fordel, da Bibelselskabet for halvandet år siden spurgte hende, om hun ville illustrere en ny udgave af Bibelens største fortællinger.

Hun er dybt fortrolig med Bibelen. Hun læser i den hver dag, og hun betragter den som noget helt centralt i sin tilværelse.

Bibelselskabet har til opgave at udgive autoriserede oversættelser af Bibelen på dansk. Netop i 2014 er det 200 år siden, Det Danske Bibelselskab blev stiftet ud fra et ønske om at gøre Bibelen til folkeeje. Siden er der udgivet et væld af forskellige bogudgaver af den – autoriserede – oversættelse. Den seneste oversættelse er fra 1992. Og samtidig er der blevet udsendt andre bøger som »Bibelens største fortællinger«, der er en slags udvalgte højdepunkter.

Udgaven, Maja Lisa Engelhardt blev bedt om at skabe billeder til, er – med kunstnerens egne ord – lutret af den danske teolog Niels Jørgen Cappelørn, og, tilføjer Maja Lisa Engelhardt:

»Udvalget giver en dyb fornemmelse af både det første og det andet testamente. Det er koncentrerede fortællinger om det vigtigste i verden.«

Nogle af verdens største kunstnere har illustreret Bibelen, og umiddelbart skulle man tro, at navne som Rembrandt, Albrecht Dürer og William Blake ville kunne gøre enhver efterfølger bekymret – men også her har Maja Lisa Engelhardt en fordel.

Ikke alene er hun dybt fortrolig med Bibelens fortællinger og kristendommens tilværelsestolkning. Maja Lisa Engelhardt giver sig ikke af med at illustrere.

»Det gør jeg heller ikke i mine andre billeder. Jeg har malet en del landskabsbilleder. Men jeg har ikke lavet billeder af bestemte landskaber. Jeg holder meget af det nordvestsjællandske landskab, og jeg er fortrolig med det. Dets buske, blomster, træer, fugle, lysglimt, landskabets linjer og himlen over det. Men jeg maler ikke i landskabet. I landskabet oplever jeg. Jeg arbejder i mit atelier, og resultatet bliver et koncentrat af mine landskabsoplevelser. Når jeg så efter kortere og længere tid igen kommer igennem landskabet, kan jeg godt se, at der er en bevægelse i træerne eller et parti af himlen, nogle buske eller måske nogle agerhøns, der minder om noget i mine billeder. På samme måde med Bibelen. Jeg har ikke illustreret nogle af dens fortællinger. Jeg har arbejdet ud fra min oplevelse af Bibelen, af Bibelens rum. Og af den læsning og af bekendelsen til kristendommen er opstået nogle billedrum. De rummer så nogle af de elementer, der går igen i mit maleri. Ild, vand, jord, luft. Men de hører ikke sammen med bestemte kapitler i Bibelen,« forklarer Maja Lisa Engelhardt.

Det er oplevelser, der skaber billederne

»Jeg har haft mulighed for at præge den grafiske tilrettelæggelse af bogen, og jeg har valgt at lade billederne gå til kant frem for at have en hvid ramme om, for jeg vil gerne have, at billederne opleves som rum. Rent konkret skabte jeg 120 tryk – og så lagde jeg dem alle sammen på gulvet og valgte ud. Den enkelte læser kan så lægge sine egne forestillinger ind i billedet, og det kan være, at en lys form bliver til en sol eller et kristent symbol. De er blot et akkompagnement til teksten, der selvfølgelig er det vigtigste. Billederne er et kik ud af vinduet,« siger hun.

For mange malere gælder det, at billedet på et tidspunkt så at sige tager over.

Kunstneren begynder et sted. Allerede det første strøg af farve på lærredet kan siges at have skabt et rum i billedfeltet. Og så kan man skitsere en komposition, arbejde med farven, forsøge sig frem – og så begynder maleriet selv at reagere, så at sige.

Et billede under tilblivelse kan have sin egen indbyggede, kompositoriske logik. Den farve og den form kræver et mod- eller medspil et andet sted på lærredet.

Sådan er det også for Maja Lisa Engelhardt. Hun har sine greb, sin farveerfaring og sin håndskrift, som hun kalder det. Men hun planlægger ikke et billede. Det er oplevelser af landskab og litteratur, der er det forløsende udgangspunkt, og hun peger selv på forfattere som Martin A. Hansen, Johannes V. Jensen og Per Lagerquist:

»Det er deres ord og oplevelser, der giver mig de billeder, jeg skal male. Det er altså en slags indre motiver. Mine billeder er jo abstrakte. Det er ligesom musik. Man kan ikke fastholde det. Man kan blot lytte til det. Når Johannes V. Jensen beskriver et landskab i en bog, er det mindre handlingen, jeg hæfter mig ved, som hvordan han fortæller om jorden og luften. Så nej, jeg maler ikke naturen. Jeg synes, vi ville komme til kort over for naturen. Det vidste guldaldermalerne også. Jeg er meget optaget af Lundbye, og hvordan han kan lægge sit sind ind i et billede. Han kan male sin egen længsel ind i en kos øje. På måske samme måde tager jeg naturen med mig hjem i et eksil, hvor jeg er på fysisk afstand af den, og så følger jeg mit instinkt, når jeg arbejder. Det er jo mit liv, det at male. Navnlig når jeg er i New York kan jeg se, at jeg er en udpræget dansk maler. Det mener jeg ikke i en snæver nationalistisk forstand. Men det mener jeg i forhold til det lys, der er i mine billeder, til det landskab, den historie og kulturhistorie, de bygger på. Jeg kan se, at det er min baggrund, og det gør mig glad.«

Bjørn Nørgaard, der det meste af sit kunstnerliv også har forholdt sig til kristendommen på den ene eller den anden måde, har engang sagt, at troen er håbet, tvivlen er vilkåret. Hvordan forholder Maja Lisa Engelhardt sig til dét udsagn?

»Tvivl og tro følges ad, men hver aften har jeg tillid. Det er der, vi står, og man er altid på vej. Tro er fuldstændig mod forstanden, men jeg har så valgt at tro, og det er det største skridt i mit liv. Det nærvær, jeg føler i forhold til Gud, er vigtigt for mig. Det er en daglig søgen, og det er ikke noget, jeg skal pådutte andre, jeg kan ikke fordrage mission, jeg kan kun sige, at sådan er det for mig. Troen er hovedpunktet. Og med den Bibelen,« lyder svaret.

Maja Lisa Engelhards billeder til »Bibelens største fortællinger« kan – sammen med eksempler på andre bibelillustrationer af blandt andre Bodil Kaalund og Arne Haugen Sørensen – ses på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig frem til 14. december.

Samtidig vises frem til 12. januar en udstilling på Sorø Kunstmuseum, hvor Maja Lisa Engelhards malerier kan opleves i samspil med nogle af guldalderens store malere som for eksempel Johan Thomas Lundbye samt kunstnerens billeder til bøger af Saxo og B.S. Ingemann.