Bille August: Bergman var en af de største

»For mig er der tre store instruktører: Kurosawa, Fellini og Ingmar Bergman. Han efterlader et kæmpe tomrum,« siger filminstruktøren Bille August, som personligt kendte Bergman, der døde i går. Filmlektor Peter Schepelern siger, at instruktøren med det dystre livssyn startede sin karriere med »en vidunderlig, veloplagt erotisk komedie«.

Den svenske filminstruktør Ingmar Bergman (t.v.) sammen med Bille August (t.h.). De to arbejdede sammen om filmen »Den gode vilje«, der handlede om Bergmans forældre. Foto fra 1989: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Filminstruktøren Bille August har et ganske særligt forhold til den store svenske filminstruktør Ingmar Bergman, der døde i går.

Bergman bad nemlig Bille om at instruere filmen »Den gode vilje« fra 1992, som er en nærgående skildring af hans forældres liv. Det blev en fremragende film, som bragte de to instruktører tæt på hinanden.

»I den forbindelse tilbragte jeg i tre måneder seks timer hver dag sammen med ham, hvor vi arbejdede på manuskriptet og udviklede en relation, som har betydet fantastisk meget for mit liv. Jeg holdt forbindelsen med ham, og for mig har det at have kontakt med en instruktør af Ingmar Bergmans kaliber været meget vigtigt både professionelt og privat. Der opstår nogle situationer i ens liv, hvor man føler sig meget ensom og rådvild. Hvor man virkelig behøver et begavet menneske med stort overskud til at hjælpe sig, og sådan har Ingmar været for mig. Så det er klart, at hans død efterlader et kæmpe tomrum,« siger Bille August.

Han tog sin uddannelse i Sverige i 60erne, hvor Bergman var den dominerende filmskaber, så også professionelt har den svenske mesterinstruktør haft stor betydning. Bille August siger, at en af Bergmans store kvaliteter er hans evne til med største lethed at bevæge sig mellem drøm og virkelighed.

»På den måde har han været et forbillede. Samtidig har han leveret nogle af de mest nærgående menneskeportrætter i filmhistorien. Han har været så kompromisløs, og på den måde har han været en ener. Hvis man har en ide og en visuel forestilling om, hvordan en film skal være, så skal man være kompromisløs. Hvad jeg godt kan lide ved Ingmars film er, at selv om han går tæt på mennesker, og selv om de nogle gange befinder sig i ekstreme situationer, så udleverer han dem aldrig. Der er altid en form for forståelse og omsorg og kærlighed for mennesker i hans film. Jeg kan godt lide den måde, han bruger dramaturgien på. Han vidste, at når man fortæller historier, så behøver man dramaet, men man skal for alt i verden undgå at blive melodramatisk,« siger Bille August. Spørger man ham, hvilken rolle Ingmar Bergman vil få tildelt i filmhistorien, er han ikke i tvivl:

»For mig er der tre store. Akira Kurosawa, Federico Fellini som begge døde for længe siden og Ingmar Bergman, der nu også er forsvundet. For mig er Bergman en af verdens største kulturpersonligheder. Nu er han borte, og det efterlader et vakuum.«

Peter Schepelern, der er lektor i film på Københavns Universitet, tilhører den generation, der i 60erne som ung studerende voksede op med Bergman som en af de helt store instruktører.

»Han har domineret svensk film og den kunstneriske film på verdensniveau i 60 år. Første gang, han markerede sig, var i 1944, og i 2003 lavede han filmen »Sarabande«. Han er et af de virkelige store træer i skoven, som nu er væltet omkuld,« siger Peter Schepelern.

Han peger på, at Bergman har præget filmen med sine skildringer af kærligheden og ægteskabet.

»Hans beske skildring af parforhold har haft betydning for filmkunsten siden 60erne. Jeg kan ikke forestille mig, at instruktører som Michelangelo Antonioni, Rainer Werner Fassbinder og Mike Leigh ikke har høstet af Bergmans eksempel.«

På spørgsmålet om, hvad Bergman har betydet for filmhistorien, lyder svaret fra filmmagisteren således:

»Han har været den helt store auteur. Alt det, der er kommet fra ham, har han selv lavet som kunstner. Han er en af de første skikkelser, som har hentet det hele fra sin egen personlighed. Lige som Renoir, Orson Welles, Kurosawa og Dreyer. Han hører til i den allerøverste del af filmkunstens Pantheon. Hans kunst har været dyster og sammenbidt. Det er sjovt at tænke på, at hans internationale gennembrud kom med »Sommernattens smil« fra midten af 50erne, som er en vidunderlig, veloplagt erotisk komedie. Men derudover er det et meget dystert livssyn, der er kommet frem i hans film: Det ensomme, tvivlende menneske, der står i en gudsforladt verden, og beskrivelsen af ægteskabet og kærligheden som en psykologisk tortur, som han har været rigtig god til at skildre.«