Bill Clinton springer ud som thriller-forfatter

USAs tidligere præsident kan snart skrive skønlitterær forfatter på CVet. Det bliver med »The President is Missing«, som han skriver sammen med bestsellerforfatteren James Patterson.

Foto: Drew Angerer. Bill Clinton til Democratic National Convention i 2016.
Læs mere
Fold sammen

Det er utvivlsomt en stor bedrift at blive indsat som præsident i Guds eget land, hvilket Bill Clinton blev i 1993. Og var det ikke for Donald Trumps sejr ved præsidentvalget i november, kunne Bill Clintons hustru, Hillary Clinton, være USAs nuværende præsident. Sådan gik det som bekendt ikke.

Alligevel er livet i Det Hvide Hus ikke fjernt fra parret, for Bill Clinton vil nu skrive sin første skønlitterære bog i form af en thriller om en forsvunden præsident. Clinton skal føre pennen sammen med den storsælgende forfatter James Patterson, der blandt andet har skrevet romanen »Edderkoppens spind«. Det skriver The Guardian.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Foto: PR. Omslaget til den kommende bog »The President Is Missing«. Fold sammen
Læs mere

Bogen beskrives som en »unik samling af intriger, spænding og drama på den anden side af magtens højeste korridorer«, og ifølge forlaget vil bogen »kredse om forhold, som kun en præsident kender til«. Der er med andre ord lagt op til en spændende skønlitterær debut fra den 70-årige demokrat. Om arbejdet med bogen siger han selv:

»Det har været virkelig sjovt at arbejde på en bog om en siddende præsident. Ikke mindst fordi jeg har kunnet trække på det, jeg ved om jobbet, livet i Det Hvide Hus og måden Washington fungerer på.«

Bill Clinton kalder arbejdet med James Patterson for »fantastisk«, og han erklærer sig samtidig for stor fan af bestsellerforfatterens bøger. James Patterson har også tidligere samarbejdet med andre om bogudgivelser.

Det er dog ikke kun Bill Clinton, der er glad for samarbejdet. James Patterson udtaler sig også yderst positivt om det fælles projekt.

»Det har været højdepunktet i min karriere at arbejde sammen med Bill Clinton. Det har påvirket skrivningen af bogen på en unik måde, at jeg har haft adgang til hans erfaring.«

Det er ikke første gang, Bill Clinton skriver en bog. Den tidligere præsident har skrevet en række bøger, herunder »Mit liv«, der modsat den kommende roman dog alle er sagprosa eller biografier.

»The President Is Missing« forventes at blive udgivet i juni 2018.