Big business og kønskamp

Selv om det ikke er meget, vi hører til genren i Danmark, er den amerikanske countrymusik- og industri i rivende udvikling og er steget i popularitet hos de unge. Det skyldes blandt andet den nye bøvede, festglade »bro-country« og de progressive tilløb fra især kvinderne.

Brandy Clark er en af de kvindelige kunstnere, der har formået at skille sig ud i en ellers meget mandsdomineret country-verden, hvor der selv i den moderne bro-country stadig er masser af old school sexisme i sangene og musik­videoerne, hvor kvinder overvejende fremtræder som tavse, sexede rekvisitter. Foto: Mike Stone/Reuters og PR-foto. Fold sammen
Læs mere
Foto: MIKE STONE

I 2010 gik jeg for første gang på country-danseklub i USA. Sammen med en gruppe andre udvekslingsstuderende stillede jeg mig i kø til City Limits Saloon, der ligger i collegebyen Wilmington, North Carolina. Vi bestilte drinks, som til vores overraskelse ankom i glas formet som cowboystøvler. De nutidige popnumre fik os ud på dansegulvet, men ved cirka hver tredje sang løb vi tør for moves. Ud af højttalerne lød nemlig ny, glatproduceret uptempo countrymusik, som vi ikke kendte. Det gjorde til gengæld de lokale unge, der stimlede sammen og flyttede på fødderne i en linedance.

Det var mit første møde med den moderne amerikanske countrykultur, der i mellemtiden ikke har mistet sin gennemslagskraft i hjemlandet. Tværtimod. I 2014 tunede 69,7 millioner amerikanere hver uge ind på country-radiostationerne. Genren er dermed ligeså yndet som den nutidige popmusik, som danskerne også kender til.

Samtidig er antallet af unge, der lytter til country, vokset. Ifølge den globale analysevirksomhed Nielsens »Music U.S. Report« fra 2014 var country det mest populære radioformat blandt amerikanere fra 18 til 34 år, mens andelen af teenagere (12-17 år), der sang med på genrens hit, steg med 17 procent på blot to år.

Selv om man ikke hører meget til country­musikken herhjemme, er der i de senere år sket store udviklinger inden for genren.

»Nashville (countrymusikkens og delstaten Tennessees hovedstad, red.) har simpelthen omfavnet yngre artister og lukket dem ind i varmen hurtigere og med mindre modstand end tidligere,« udtalte Allen Shapiro, direktør for Dick Clark Productions til New York Times sidste år.

Shapiros selskab præsenterer showet Country Music Awards, hvis seertal i år var på 15,7 millioner, en stigning på ti procent fra sidste år og det højeste siden 1998. Aftenens store vinder blev Carrie Underwood, den 32-årige sangerinde, der har fået en gedigen crossover succes og sågar bliver spillet på P3 i ny og næ. Ceremonien bød også på optrædener fra Florida Georgia Line, Sam Hunt, Jake Owen, Kelsea Ballerini og Maddie and Tae – alle kunstnere, der er fra slutningen af teenageårene til begyndelsen af 30erne.

Visse af genrens mandlige kunstnere som Florida Georgia Line, Sam Hunt og Jake Owen har gjort deres for at trække countryen i en yngre, mere festglad og elektronisk retning. Duoen Florida Georgia Line får hjælp af rapperen Nelly på et af deres største hit, »Cruise«, Sam Hunt tilføjer lidt DJ-scratch til sin »House Party«, og Zac Brown Band lægger vokal til den svenske DJ Aviciis nye EDM-countryeksperiment »Broken Arrow«. Det er catchy, opstemt og ikke videre eftertænksom musik.

Hey girl, du skal have en rigtig »bro«

De nye toner har også fremkaldt det lidet flatterende term »bro-country«, der blev introduceret af New York Times’ journalist Jody Rosen. I bro-countryens ideelle verden og noget trivielle tekstunivers tyller bro’en (forkortelse af »brother,« red.) øl på ladet af sin pickup truck (gerne parkeret ved en flodbred og oplyst af romantisk måneskin) sammen med en attraktiv kvinde klædt i stramme, blå jeans.

Mens bro-country-kunstnere forsøger at opdatere genren musikalsk til den digitale tidsalder, står den desværre ofte på old school-sexisme i deres sange og musik­videoer, hvor kvinder overvejende fremtræder som tavse, sexede rekvisitter. Så enerverende blev det at høre og se på, at den kvindelige country-duo Maddie and Tae følte sig nødsagede til at skrive om, hvad det vil sige at være en »Girl in a Country Song«. »We used to get a little respect / Now we’re lucky if we even get / To climb up in your truck, keep our mouth shut and ride along / And be the girl in a country song,« synger duoen.

»Girl in a Country Song« formåede at blive det mest spillede nummer på country-radiostationernes hitliste og slog også en række rekorder blandt andet ved at blive det første nummer 1 country-hit med kvindeligt afsæt i to år. Men hvad rekorderne også illustrerer er, at (hitliste) country stadig er en mands­domineret størrelse.

Mere end country-salatens tomater

Det stod alt for klart tilbage i maj, da country-radiokonsulenten Keith Hill »trådte i tomaten« med sin udtalelse til branchemagasinet Country Aircheck.

»Hvis du vil øge lytterantallet på country-radiostationerne, så lad være at spille kvindelige artister. Tro mig, jeg spiller en masse fantastiske sange med kvindelige artister, men de er ikke salaten. Kvinderne er tomaterne i vores salat,« erklærede Hill.

I stedet for at udfordre det kønsmæssigt skævvredne format, rådede Hill country-radiostationerne til at bibeholde status quo. En tilstand, der er formet af årtiers sexisme, som er næsten ligeså rodfæstet i countryen som fædrelandskærligheden, og et kommercielt (radio)system, hvis medarbejdere og testpublikum bliver eksponeret for det trygge og velkendte.

Imidlertid er der masser af country-kvinder, der tager tyren ved hornene, heriblandt den 26-årige texaner Kacey Musgraves. Hun brød igennem med sit debutalbum »Same Trailer Different Park« fra 2012, der har solgt over en halv million eksemplarer, fået masser af roser og vundet et par Grammy-priser.

Selv om hun ser sig selv som en country-kunstner, forholder Musgraves sig kritisk til de seneste års udvikling.

»Jeg elsker country, men elsker jeg, hvad genren er blevet til? Nej, ikke helt. Det er lidt pinligt, når folk uden for genren spørger, hvad jeg synger, og jeg siger country. Det bedste kompliment er, når nogen siger: »Jeg hader countrymusik, men jeg elsker din musik«,« har Musgraves udtalt til magasinet American Songwriter.

Læs også: Countryens it-girl

Gammel hjemmebrændt i nye glas

Sammen med navne som Brandy Clark, Ashley Monroe og Sturgill Simpson er Musgraves en del af en gruppe sangskrivere, der ærer countryens tradition for at fortælle historier om hårdtarbejdende mennesker fra fattige kår, som klarer sig gennem trængsler.

Og det er en af genrens største styrker for mange, heriblandt journalist og inkarneret country-entusiast Søren McGuire.

»Der er noget smukt, simpelt og umiddelbart over genren. Jeg er ikke vokset op på en bomuldsfarm, men på en røvsyg villavej i Nordjylland, mine forældre var ikke fattige, jeg er ikke synderligt troende, og min kone er (endnu) ikke skredet, men country er først og fremmest følelser, og for mit vedkommende er det musikkens vigtigste rolle,« siger McGuire.

Hverken Musgraves, Clark, Monroe eller Simpson kan i popularitet måle sig med bro-country-kunstnere som Florida Georgia Line, Sam Hunt og Luke Bryan, hvis sange streames i svimlende antal.

Begge strømninger vidner dog om kræfter, der udfordrer forestillingerne om, hvad countryen kan rumme. Nogle krydser veje med rappere og DJs for at sætte gang i festen, mens andre udvider sydstaternes berømte gæstfrihed til også at gælde for blandt andre homoseksuelle. Som når Musgraves på »Follow Your Arrow« opfordrer sine lyttere til at kysse med dem, man vil, uden skelen til køn. Brandy Clark var med til at skrive »Follow Your Arrow« og er en af genrens få erklæret lesbiske kunstnere.

Til Associated Press har Clark udtalt, at hun føler sig inkluderet i countrymusikken, der har ry for at være snæversynet, og forholder sig håbefuld i forhold til fremtiden.

»Jeg håber, vi (sangskriverne bag »Follow Your Arrow«, red.) har brudt nogle grænser, og at ting er ved at ændre sig,« fortalte Clark.

Læs også: Musikken, der blev glemt