Biffen i Istedgade

Filminstruktøren Emanuel Gregers fik i 1940 bevilling til at drive »Istedgades Biografteater«. En biograf, som der ikke er nogen spor tilbage af i dag.

Uden at ofre en formue var der garanti for solid underholdning i »Casino«, Istedgades egen biograf. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Casino var navnet på Københavns første privatteater. Det lå i Amaliegade, og havde premiere i 1847, hvorefter det i 90 år havde en vigtig rolle i hovedstadens teaterliv. Men så satte brandvæsenet en stopper for løjerne, og bygningen blev solgt til nedrivning. Navnet levede imidlertid videre.

For filminstruktøren Emanuel Gregers havde i 1920erne været direktør på teatret, og da han i 1940 fik bevilling til at drive »Istedgades Biografteater«, besluttede han, at det skulle ske under navnet Casino – »som et minde om mine lykkelige år i Amaliegade«.

Biografen i Istedgade var fra omkring 1912 og blev aldrig kaldt andet end »Loppen«, og den lå i virkeligheden slet ikke i Istedgade, men i Dannebrogsgade 38, hvor der tidligere havde været bageri, og hvor der efterfølgende blev indrettet en restaurant, som annoncerede med at være leveringsdygtig i »Pariserstemning« – hvad det så skulle betyde.

Det var en betingelse for bevillingen til direktør Gregers, at »Loppen« enten blev moderniseret eller at han indrettede en helt ny biograf et andet sted i kvarteret. Mulighederne blev undersøgt, og efter et par år kunne han med stolthed fortælle, at fire husblokke i gården bag ejendommene Istedgade 74-84 var revet ned for at gøre plads til en tip-top moderne biograf med plads til 800 mennesker.

På grund af krigen var det vanskeligt at skaffe materialer, men trods utallige problemer blev premieren 2. juledag 1943 betegnet som en københavnerbegivenhed – en folkefest i Istedgade, hvor folket ganske vist for en dag var skiftet ud med berømtheder fra filmens og teatrets verden, og selveste Bodil Ipsen fra Det Kongelige Teater fremsagde en prolog skrevet af Tove Ditlevsen.

Det kunne ikke være større, men så blev det igen hverdag i Istedgade, og Casino fandt sin placering i den tunge ende på listen over hovedstadens celebre biografer. Her kunne folk fra gaden komme, som de var, og se de film, som var udspillet i de store premierebiografer.

En økonomisk guldgrube blev det aldrig, og da fjernsynet sidst i 50erne blev en magnet, som holdt folk fastspændt foran det nye stuealter, opstod de første rygter om, at Casino skulle laves om til supermarked. Det lød vanvittigt, men sådan gik det. I 1966 var bevillingen ledig, og i den anledning oplyste Kulturministeriet, at eventuelle ansøgninger skulle sendes til Politidirektøren forsynet med et stempelmærke til 2. kr.

Det gjorde ingen, og i stedet indrettede Irma en stor dagligvareforretning i den tidligere biograf. Tækkeligheden trivedes imidlertid dårligt i kvarteret og forsvandt hurtigt igen, og nu er hvert eneste spor borte af det, der engang var biffen i Istedgade.