Biers bedste

»Efter brylluppet« er uden tvivl Susanne Biers hidtil bedste og mest helstøbte film. Fremragende skuespil og et dybfølt, bevægende drama, der vil få tårerne til at trille.

Store følelser. Ikke dem, der i en familie får to til at skændes om opvask og rengøring, men de store som skyld, skam, idealisme og kærlighed, der ofte ligger begravet langt under hverdagens trivialiteter - det er dem instruktør Susanne Bier altid har bevæget sig omkring i sine otte spillefilm. Fra »Freud flytter hjemmefra« over »Elsker dig for evigt« til »Brødre«. Hendes seneste, »Efter brylluppet«, er ingen undtagelse, men den er til gengæld meget mere end det. Den er også Biers hidtil bedste og mest helstøbte film, der viser, at erfaringen har givet hende mere sikre og modige hænder, når det gælder om at forme hendes film som hun vil have dem.

Filmens hovedperson er Jacob. Han er dansker, men foragter alt dansk. Han arbejder på et børnehjem i Indien, der er ved at løbe tør for penge og da en mulig dansk investor henvender sig, med den ene betingelse, at han vil møde Jacob personligt, er idealisten meget mod sin vilje omsider nødt til at rejse hjem for første gang i tyve år. Den rige forretningsmand, der af uransagelige årsager - måske - vil give børnehjemmet penge, hedder Jørgen og da han på sin joviale facon insisterer på, at Jacob tager med til datterens bryllup, møder Jacob den fortid, han er flygtet fra ved sin ungdomskærlighed Helene, nu Jørgens kone.

Det bliver naturligvis en begivenhedsrig dag, der får en række fatale konsekvenser i tiden efter brylluppet. Mere skal ikke røbes her, men én ting kan man godt forberede sig på. Man skal tage lommetørklæderne med, for tårerne vil trille. En stor del af æren skyldes de intet mindre end fremragende skuespilpræstationer. Sidse Babett Knudsen er med prosaisk sødme Helene i sin hidtil måske mest voksne rolle, det kun 20-årige talent Stine Fischer Christensen som den uskyldige, men pragmatiske datter Anna varsler bevågenhed, også i fremtiden, Mads Mikkelsen er i overbevisende og sædvanlig kontrolleret stil den bitre Jacob, men det er ironisk nok netop også den beherskede, typiske fremgangsmåde, der i denne film får ham til at stå i skyggen af svenskeren Rolf Lassgård. Lassgård, som mange sikkert vil genkende som politimanden Kurt Wallander i filmatiseringer af Henning Mankells detektivromaner, er den karismatiske forretningsmand Jørgen, der dominerer og forfører sine omgivelser for at gennemtrumfe sin vilje. Frastødende og elskelig på en og samme gang. Og han er det med en kraft, der når ud til finger- og tåspidserne på ikke bare ham selv men også publikum. Al æren for filmens afrundede vellykkethed tilfalder nu ikke kun skuespillerne. »Efter brylluppet« har en historie - skrevet i fællesskab af Susanne Bier og hendes medforfatter på »Elsker dig for evigt« - den altid usigeligt dygtige manuskriptmakker, Anders Thomas Jensen, der kan detalje, helhed og perspektiv, som i sit følelsesregister tør være storladent som en opera, og som i sine scener dyrker en intens, underspillet nærhed. Et bredt spektrum af dramatiske højder og dybder få danske film vover sig ud i, og som er med til at gøre Susanne Bier til en af landets pt. mest interessante instruktører. Resultatet denne gang er en film, der giver en fornemmelsen af at gå igennem en dramatisk vridemaskine, hvor man efter filmen kommer ud mørbanket, bevæget og tilfreds.