Bier nomineret til Oscar

"Efter brylluppet" nomineret for bedste udenlandske, ikke engelsksprogede film.

"Efter brylluppet" er nu nomineret til en Oscar. Her ses Sidse Babett Knudsen og Mads Mikkelsen - og til højre instruktøren, Susanne Bier. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Filmen "Efter brylluppet" er netop blevet nomineret til en Oscar i Hollywood for bedste udenlandske, ikke engelsksprogede film.

Manuskriptet til filmen er skrevet af Susanne Bier sammen med instruktør Anders Thomas Jensen, der også samarbejdede om de meget roste film "Elsker dig for Evigt" og "Brødre".

- Jeg er helt vild glad og overrasket, siger Susanne Bier selv fra en telefon fra USA.

I filmen spiller Mads Mikkelsen Jacob, som arbejder på et børnehjem i Indien. Han er dansker - men har ikke boet i Danmark i 20 år. Børnehjemmet mangler penge, da en dansker ønsker at give børnehjemmet en stor pose penge. Han kræver, at Jacob selv kommer til Danmark for at underskrive papirerne.

Den rige danskers datter skal giftes og Jacob bliver inviteret med til brylluppet. Her opdager han, at brudens mor og hans velgørers hustru er hans ungdomskærlighed Helene, der spilles af Sidse Babette Knudsen. Brylluppet sætter Jacob i sit livs dilemma.

"Efter brylluppet" havde premiere 24. februar sidste år.

Seks gange før har en dansk film været nomineret til en Oscar. Spændingen udløses søndag den 25. februar.

Søs Lykke Sloth