Bevægende film om desperat heltemod

Film: »United 93«. Den autentisk baserede »United 93« er sindsoprivende spændende og voldsomt gribende.

Der er efterhånden ikke så mange tilbage, men nogle få findes stadig - tabuer, som filmskabere er nødt til at respektere, hvis de ikke ønsker at pådrage sig vrede, forargelse og fiasko.

Et sådant tabu siger yderst forståeligt, at terrorhandlingerne i USA den 11. september 2001 ikke kan anvendes som basis for kulørt, kommerciel underholdning, og en sådan usmagelighed kan ingen da heller beskylde den britiske instruktør Paul Greengrass for at gøre sig skyldig i med »United 93«, der tværtimod er en fremragende film om det fly, der den uforglemmelige dato styrtede ned i Pennsylvania, da passagererne tappert forsøgt at overmande de fire kaprere.

United Airlines 93 skulle flyve fra Newark i New Jersey til San Francisco, men afgangen blev forsinket en halv times tid. Det betyder i filmen, at World Trade Centers tvillingetårne når at blive ramt, inden kaprerne i United 93 går i aktion, og det forøger kraftigt den i forvejen intense spænding - for skønt vi jo i forvejen kender den tragiske slutning på historien, er filmen så eminent lavet, at den alligevel bliver utrolig nervepirrende.

Det er stadig ubegribeligt, at færre end en snes mænd bevæbnet med lommeknive for fem år siden var i stand til at ryste verdens stærkeste supermagt, og »United 93« giver intet flatterende billede af det amerikanske luftvåbens konfuse form for handlekraft den 11. september 2001. Historiens helte er i stedet de stressede flyledere, som i diverse lufthavne energisk forsøger at få styr på den voldsomt forvirrende situation, og selvfølgelig især de passagerer, der med desperat heltemod skrider til handling i United 93 - efter via mobiltelefoner at have taget afsked med deres elskede, så man skal være hugget i granit for ikke at blive inderlig bevæget.

Filmen er hektisk og nervøst klippet, anspændt og hvileløs i stilen samt bortset fra slutscenen uden anden ledsagemusik end slagtøj. Det giver en stærk realisme, hvad der ikke kan overraske, for med »Bloody Sunday« om den berygtede massakre i Nordirland lavede Paul Greengrass i 2002 et fantastisk værk, som mere end nogen anden spillefilm ligner en vaskeægte dokumentarfilm.

Det dokumentariske præg i »United 93« styrkes af, at ingen af de medvirkende er kendte ansigter - et af dem sidder på flylederen Ben Sliney, som i en central rolle spiller sig selv - og selvfølgelig er Paul Greengrass alt for begavet til at skildre de arabiske flykaprere som frådende monstre. De er omtrent lige så bange som passagererne, konstant på randen af panik, men deres fanatiske vanvid er trods alt endnu stærkere end frygten - og ligesom i virkeligheden forbliver deres motiver til den selvmorderiske skændselsgerning obskure.

Man kan hævde, at Paul Greengrass strengt taget ikke gør andet end at genskabe et dramatisk stykke virkelighed så præcist og loyalt som muligt. Men resultatet er en usædvanlig medrivende og sindsoprivende film, hvis sørgelige emne måske på papiret kan virke afskrækkende, men som man ser med tilbageholdt åndedræt og tårer i øjnene.

Bagefter er man emotionelt fuldstændig mørbanket og har umiddelbart svært ved at huske, hvornår en anden film senest har gjort så voldsomt indtryk på en.