Betjentens bedste ven

Han er blevet kaldt for politiets forlængede arm, fordi han som regel har afvist kritik af politiets arbejde. Kritikken rører ham ikke, for han mener, at politiet generelt kun svinger stavene, når det er fortjent. Hvordan kan forhenværende STATSADVOKAT KARSTEN HJORTH være så sikker i sin sag?

Foto: Claus Bjørn Larsen Fold sammen
Læs mere

En svag duft af hengemt fortid synes at pirre næseborene, når man træder ind i den nu forhenværende statsadvokat Karsten Hjorths hjem. Her i det pæne Ordrup med nydelige og gedig- ne murermesterhuse i gule sten fra 30erne fremstår det hjorthske jurist-hjem som en tidslomme af tryghed. Huleagtig og rodet og pænt på en gammeldags måde.

Her bor tydeligvis en samfundsstøtte, der ikke er til eksperimenter. Hverken i privaten eller i det stormomsuste embede som statsadvokat for København. I forrige uge fyldte han 70 år, og modstræbende måtte han følge statens regler og gå på pension.

De seneste 12 år har mange af de store, principielle kriminalsager været en tur rundt om Karsten Hjorth. Scandinavian Star-branden og Plejebo-sagen er dem, der har gjort stærkest indtryk på ham selv. Fordi de tog så lang tid.

Men hans eftermæle i offentligheden vil for altid være knyttet til 7-Eleven-sagen, Café Rust-sagen og alle de andre kontroversielle sager om især politiets brug af magtmidler. Ikke mindst skydevåben.

Hver eneste klage over uddeling af knippelsuppe ved demonstrationer og anholdelser i København er endt på Hjorths skrivebord. Og som oftest er klagerne blevet afvist med henvisning til manglende bevis. Eller fordi Hjorth vurderede, at politiet nu engang havde god grund til at trække staven eller pistolen.

Forsvarsadvokater og menneskerettigheds-organisationer har fnysende ladet betegnelsen »politiets forlængede arm« klæbe til Karsten Hjorth. Men kritikken preller af.

»Altså, når jeg ved det er forkert, så kan jeg kun sige, at i samfundet er der nogen, der har en anden opfattelse. Enhedslisten, såkaldte kulturpersonligheder, radikale og hvad ved jeg. Det er deres ret. Jeg læser kritikken og afviser den, hvis jeg ikke synes, den er rigtig. Jeg kan ikke få dårlige nerver af, at der er nogen, der vælger at have en anden holdning,« siger han.

Karsten Hjorth anser sig selv med stolthed for at være samfundets vogter, hvis lod i tilværelsen har været at stå vagt om samfundsinstitutionerne.

»Jeg har da i høj grad været systemets mand, lønnet af systemet for at forsvare systemet. Jeg er bestemt en typisk embedsmand. Jeg er ikke oprørsk og synes ikke, at det hele er noget bras. Jeg er nogenlunde tilfreds med de regler, der gælder.«

Og reglerne er, at folk skal gøre, som politiet siger. Sådan som man gjorde i gamle dage. Dengang der var panserbasser til, og da det var en alvorlig sag at komme for sent i skole eller ikke at kunne sine lektier.

»De unge mennesker har mere anti-autoritære holdninger i dag. De er tilbøjelige til at gøre, lige hvad der falder dem ind, og de mangler respekt for ro og orden. Der er jo dårligt nok en fodboldkamp i dag, der ikke giver bøvl. Så jeg tror nok, det er hårdere at være politimand i dag. De må finde sig i mere, simpelthen, og hvis de bruger skrappere midler, så er det nok, fordi det er nødvendigt,« mener Karsten Hjorth.

Disse holdninger har givet Hjorth utallige svingture i medierne. Men han fik for alvor ørerne i maskinen, da han sidste år afviste at rejse tiltale mod to betjente, der skød og dræbte en sindsforvirret mand med en kniv i en 7-Eleven kiosk på Frederiksberg. Hjorth mente, at betjentene var i livsfare, selv om manden sad ned og var pacificeret af en politihund.

Hans overordnede, Rigspolitichefen, vurderede imidlertid modsat, og Hjorth fik først besked på at ændre sin beslutning og rejse tiltale mod betjentene. Siden blev han helt frataget sagen.

I dag mener Karsten Hjorth stadig, at betjentene var i livsfare. De troede i hvert fald, at de var det, og at der derfor ikke var en sag, der kunne holde i retten. Men hvis Rigsadvokaten på forhånd havde givet ham et praj om, at der burde rejses tiltale alligevel, ville Hjorth have gjort det uden at kny.

»Politiet må godt skyde for at afværge fare for sig selv. Den vurdering skulle politifolkene i denne sag foretage med under et sekunds frist. Og det afgørende er, om de to politifolk i handlingsøjeblikket troede, at de var i livsfare. Det er den vurdering, man skal anlægge. Om de troede det. Men når Rigsadvokaten anlægger en anden vurdering, all right, så er det den, der er højst på strå, der bestemmer.«

Fik det dig til at genoverveje din egen vurdering?

»Næh, hvad skulle jeg gøre det for? Min vurdering står fast. Altså, det er jo ikke en matematisk opgave, hvor der kun er ét rigtigt facit. Det er en skønsmæssig sag, og jeg kan jo ikke lave en vurdering, jeg ikke selv tror på.«

»Jeg er meget spændt på, hvordan denne sag ender. Det kan jeg godt sige. Jeg er godt klar over, at ender den med domfældelse (af de to betjente, red.), så tog jeg rystende fejl. Ender det med frifindelse, så har retten talt, og folk kan bedre leve med det. Fint nok. Uanset resultatet, så vil systemet blive glad.«

Når Karsten Hjorth sad og overvejede, om en skudsag kunne holde i retten, var hans udgangspunkt, at der er særlige hensyn at tage, når det gælder politibetjente. For i modsætning til almindelige mennesker har de ret til at skyde.

»At rejse en straffesag over for folk, der har gjort en handling som led i deres pligtmæssige arbejde, er noget særligt. Men jeg har faktisk rejst tiltale i et tilfælde, hvor politiet forfulgte en biltyv og kom til at ramme føreren. Der skete frifindelse. Det viser, hvor svært det er at få politifolk dømt selv for at have skudt folk. Jeg mener aldrig nogen sinde, det er lykkedes, simpelthen.«

Hvorfor tror du, at politiet oftere skyder med skarpt?

»Jeg tror ikke, de unge er så rutinerede, og derfor er de mere bange. Og det kan jeg godt forstå. De indgyder ikke den samme respekt som de lidt ældre betjente, og de kan ikke altid overskue en situation. Derfor er de måske lidt hurtigere til at gribe pistolen.«

Er det ikke en betænkelig udvikling?

»Mjohh, men det er svært at give svar på, hvad man ellers skulle gøre. Man er nødt til at sende de unge mennesker i beredskabet ud. Det er dem, man har.«

Karsten Hjorths kritikere mener, at han konsekvent og systematisk giver politiet ret ved at afvise næsten alle klager over ordensmagten. Men det passer slet ikke, siger han selv. Det er kun de klager, der ikke kan bevises, der henlægges. Og det er svært at bevise påstande om politiovergreb. Oftest ender en undersøgelse med, at det er klagerens påstand mod politiets.

»Så må vi melde pas, vi kan ikke komme videre. Vi siger ikke, at klageren lyver, men når der ikke er beviser, kan vi ikke sige til politimanden, at han har handlet forkert. Med mindre man vender bevisbyrden, men det vil jo være urimeligt over for politifolkene.«

Fotos og videooptagelser af politiets fremfærd f.eks. ved demonstrationer er på det seneste blevet almindelig praksis. Og det kan rigtignok være godt bevismateriale, erkender Karsten Hjorth. Og så alligevel ikke.

»Man skal kunne se på billederne, hvad der går forud for, at en betjent slår med en knippel... hvad årsagen er. Politiet bruger hyppigt kniplen, og som regel med god grund,« siger han og henviser som eksempel til en af sidste års ungdomshus-demonstrationer. Et eksempel, der er ganske typisk for statsadvokat Hjorths arbejdsmetode:

En stor gruppe demonstranter er blevet anholdt, og mens de sidder ned og venter, bliver en demonstrant slået med knippel. Det er optaget på videofilm. Hjorth foretog sig i første omgang ingenting, »for der kom ingen klage, og jeg må gå ud fra, at hvis ikke slaget var fortjent, så ville han klage«.

Men han fik pålæg fra Politiklagenævnet om at undersøge sagen.

»Det gjorde jeg så. Demonstranten meldte sig aldrig, men jeg afhørte politimanden, der slog med kniplen, og en politimand, der stod ved siden af og var vidne. Demonstranterne skulle føres over til transportvognen og ind til politistationen og afhøres. En politimand går hen og tager fat i en demonstrant, men ham ved siden af griber fat i den, der skulle med, og holder fast i ham, simpelthen. Og så er det, at ham betjenten går hen og lige giver demonstranten et slag over armen, så han slipper. Det er fuldt legitimt og helt i overensstemmelse med stav-reglementet, for der bliver jo lagt hindringer i vejen for politiets arbejde. Så måtte jeg jo lukke sagen. Hvis man kun havde haft videooptagelsen, ville man sige: Hold da op! Slå på en siddende mand, hvor ER det tarveligt, ikke? Men da man fik historien om hvorfor, var der intet at kritisere,« forklarer Karsten Hjorth.

Men du fik kun historien fra politiets side?

»Ja. Når demonstranten ikke melder sig, kan jeg ikke gøre mere. Min oplevelse af politifolk er ikke, at de synes det er smadderskægt at gå rundt og tæske løs på folk med en stav. Det gør man kun, hvis der er brug for det. Derfor går jeg ud fra, at når der en sjælden gang sker en undtagelse, så vil den, det går ud over, klage.«

Det gjorde f.eks. en række fodboldfans fra Malmø FF, der under en fodboldkamp i Parken fik pryglet rygstykkerne af en gruppe civile betjente. Episoden blev filmet, men halvandet år senere, har statsadvokaturen stadig ikke besluttet, om der skal rejses tiltale. Til stor forargelse for klagerne. Karsten Hjorth kalder forhalingen for en »kombination af uheldige omstændigheder«.

»Det var vanskeligt at få betjentene identificeret. Det tog desværre rigtig lang tid. Vi var alt for tålmodige, for man vil helst have det til at gå med det gode. Det kommer man længst med. Og så er det jo også et ressourcespørgsmål.«

Nu er det slut med kontroversielle afgørelser fra Karsten Hjorts hånd. Og man skal heller ikke vente skarpe debatindlæg om tidens retspolitiske spørgsmål fra pensionistens skrivebord. Det er ikke vægtigt, synes han.

»Når man ikke længere har ansvar, så er mine meninger ikke mere værd end en hvilken som helst anden borgers. Og jura egner sig ikke til hobbyvirksomhed.«

Er der nogen af de beslutninger, du har truffet, du har fortrudt?

»Det kan jeg ikke lige komme på. Hvad det skulle være? Hvis du med fortryde mener, at jeg aldrig skulle have truffet dem, så kan jeg ikke lige komme på, hvad det skulle være. Når først man har taget et standpunkt, så står man jo ved det. Det kan blive underkendt, men det betyder ikke, at jeg fortryder.«