Bestsellerforfatter indkaldt som vidne i afrikansk drabssag med »slående ligheder« til bogen

Den amerikanske forfatter Delia Owens, som står bag bestselleren »Hvor flodkrebsene synger« kan ifølge zambiske myndigheder have oplysninger om drabet på en mistænkt krybskytte, som blev begået, da Owens boede og arbejdede i North Luangwa National Park i Zambia.

Baobabtræ i South Luangwa National Park i Zambia, hvor en mistænkt krybskytte blev skudt og dræbt under mystiske omstændigheder. Drabet fandt sted i forbindelse med en dokumentar. William Erwin/Ritzau Scanpix

Myndigheder i Zambia ønsker svar fra den amerikanske bestsellerforfatter Delia Owens. De mener, at Owens har oplysninger om et tv-transmitteret skuddrab på en mistænkt krybskytte i 1995.

Dengang, for snart 30 år siden, arbejdede Delia Owens og hendes mand, Mark Owens, med dyrebeskyttelse i Zambia, og parret blev kendt for det altruistiske arbejde. Så kendt, at et filmhold fra ABC News var i Zambia for at dokumentere kampen mod krybskytter.