Da Christian IV blev konge som 11-årig i 1588, arvede han et ufattelig langt rige, der strakte sig fra det nordlige Tyskland helt op til de fjerne kyster i det allernordligste Norge. Det blev hans livsmission at holde sammen på det dansk-norske kongerige – og at udbygge det. Som 25-årig besluttede den unge konge derfor at rejse på et måneder langt togt helt op til de fjerneste bosættelser for med egne øjne at anskue sine besiddelser. Den rejse fik stor geopolitisk betydning, men medførte også et af de mørkeste kapitler i fortællingen om den berømte konge: Hekseafbrændingerne.

De fleste anklagede hekse blev sænket bagbundne ned i sundet ved Vardø. Sank de til bunds, var de alligevel ikke hekse. Bemærk de militære master i baggrunden.
De fleste anklagede hekse blev sænket bagbundne ned i sundet ved Vardø. Sank de til bunds, var de alligevel ikke hekse. Bemærk de militære master i baggrunden. Picasa

De uhyggelige beretninger om overtro, tortur og drab vender vi tilbage til. Christian IV havde nemlig ikke kun hekse på hjernen, da han drog på den lange sejlads op til Finnmark adskillige hundrede kilometer nord for Polarcirklen. Dette fjerne, isolerede område var en udpost i hans rige, men også en forpost til en potentiel fjende: Det mægtige Rusland. Der boede dengang kun omkring 3000 mennesker i Finnmark, og de levede hovedsageligt af fiskeri, der takket været Golfstrømmen var – og er – muligt året rundt.