Besat af et mord

Brian De Palmas "The Black Dahlia" er en dyster film noir-krimi så overgjort, at den nærmer sig det parodiske.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Et kvindelig og et mord så makabert, at der siden det autentiske fund i 1947'ernes Los Angeles, er skabt og skrevet legender, myter og fiktion om det. For mordet på den fallerede starlette Elisabeth Ann Short, også kaldet Betty, gav genlyd, dels fordi hendes krop var savet over i to dele ved brystet, overdelen tappet for blod uden der var blod omkring fundet, underdelen voldtaget og ansigtet skamferet med et smil skåret fra øre til øre og dels fordi mordet den dag i dag er uopklaret. Omstændigheder, der som barn besatte krimi-forfatteren James Ellroy og senere inspirerede ham til sin syvende roman "The Black Dahlia" - første del i "L.A. kvartet" - og som nu er blevet filmatiseret. Oprindeligt på foranledning af David Fincher, som dog forlod projektet og nu med Brian De Palma bag roret i en fortolkning, der som en sporhund uden lugtesans løber forvildet omkring i sine egne historier.

I en klassisk voice-over af politidetektiven Dwight "Bucky" Bleichert (Josh Hartnett) lægger filmen i sin indledning op til at historien drejer sig om et opgør mellem ham selv, den jævne mand, og den succesfulde gulddreng og kollega Lee Blanchard (Aaron Eckhart, der for nylig kunne ses i "Thankyou for Smoking"). Først over en boksekamp og senere, da de er blevet venner, over Blanchards yndige kæreste med en blakket fortid, Kay (Scarlett Johansson). Men dét forhold glider snart ud på et sidespor, da de begge bliver en del af efterforskningsholdet, der skal opklare mordet på Betty, der var kendt for kun at klæde sig i sort og have en dahlia-blomst i håret - deraf tilnavnet Black Dahlia. Mens Blanchard bliver mere og mere besat af mordet og tilsyneladende går i opløsning, bliver Bleichert til gengæld trukket ind i et spind mellem to kvinder, Kay og rigmandsdatteren, Madeleine Linscott (Hilary Swank), der ikke bare ligner Black Dahlia, men også har en mystisk forbindelse med mordofferet. Et trekantsdrama, der i filmen kommer til at fylde langt mere end selve krimi-historien og som man måske kan udlede, har "The Black Dahlia" så mange fortælletråde, den vikler sig så meget ind i, at den til sidst sidder fast. For at komme fri løses det hele ved at klippe trådene drastisk over med en hårdhændet saks, hvilket udmunder i en nærmest parodisk forløsning af det gådefulde mord. Det er med andre ord en film, som ikke engang tager sig selv alvorligt, og hvor Ellroy er film noir-mester i dystre skildringer af samfundets slagside, kan man ud fra "The Black Dahlia" ikke sige det samme om Brian De Palma. Her leverer han i hvert fald et så ultra film noir-univers, så overgjort, at det virker påtaget og "The Black Dahlia" er kun for dem, der er ligeglad med genren og ikke kræver det store af deres underholdning.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse