Berømmelsens pris

Ben Affleck var dark horse, da Venedig-festivalen uddelte priser sidste sommer. Den ofte udskældte skuespiller vandt for sin rolle som George Reeves i »Hollywoodland«, og parallellerne mellem 50ernes ulykkelige Superman-stjerne og en af nutidens mest eksponerede Hollywood-kendisser er ikke til at overse.

Det er en mørbanket mand, der sætter sig ved Berlingskes bord, da vi møder Ben Affleck under filmfestivalen i Venedig. Mistroen lurer under skuespillerens tyndslidte fernis af professionel høflighed, og hans synlige træthed skyldes næppe så meget den tidlige formiddagsaudiens efter gårsdagens premierefest, som at han gennem de sidste tre-fire år har været mandsopdækket af den kulørte presse.

Ben Afflecks omtumlede forhold til Jennifer Lopez (en alliance, der i folkemunde hurtigt blev forkortet til det slagkraftige »Bennifer«) var gefundenes fressen for sladderbladenes sultne hunde. Efter 18 måneders særdeles offentlig romance kulminerende med samarbejdet i fiaskoen »Gigli«, knækkede filmen for det glamourøse par i januar 2004. Begge opgav den overdrevne medieopmærksomhed som årsagen til bruddet, og trods de pæne ord, der er løbet os i forvejen om hans aktuelle indsats i dramaet »Hollywoodland«, lader Affleck stadig til at vente sig det værste af festivalens fremmødte journalister. Han forklarer:

»Jeg trængte til at holde en pause og komme væk, så tingene kunne falde lidt til ro, mens jeg fandt ud af, hvordan jeg havde lyst til at fortsætte. Jeg følte mig så ulykkelig og vammel og omklamret af medierne. Især boulevardpressen er virkelig blevet intens gennem de sidste fem år,« konstaterer Ben Affleck med en nøgternhed, der ikke helt står mål med hans personlige erfaringer.

Bennifer-cirkuset blev kun forstærket af, at Afflecks karriere samtidig var på slingrekurs, og den 34-årige californier nærede så lave forhåbninger om at vinde en pris i Venedig, at han for længst var taget hjem igen, da Guldløven tilfaldt ham en uge efter interviewet. Med lidt held kan den uventede hæder blive det første skridt på vejen til at rehabilitere den ofte udskældte skuespiller. Trods filmografiens rummelige genrespænd - komedie, action, drama - lider Ben Affleck under en uheldig tendens til selvtilfreds glathed på lærredet, og kritikerne har sjældent været venlige over for hans lidt stive facon, der gennem karrieren har indkasseret flere slag end Rocky Balboas boksebold.

I »Hollywoodland« finder han imidlertid resonante klangbunde i portrættet af George Reeves: En tragisk skuespillerskæbne, der i 1950erne blev børnenes idol som Superman på TV, men som aldrig formåede at vriste sig fri af den rolle, omverdenen låste ham fast i.

»George Reeves levede et bedrøveligt liv, fordi medierne insisterede på at fremstille ham på en måde, han ikke selv kunne genkende, og det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Han følte sig holdt tilbage af omgivelserne, men ynkede aldrig sig selv. Jeg ønskede at forsvare ham ærligt og fair,« siger Ben Affleck, der åbent erkender parallellerne til sin egen situation.

Men hvor det i Reeves' tilfælde var hans succes som superhelten fra Krypton, der drev et tveægget sværd gennem hans hjerte, har Afflecks problem været, at publikum ikke har kunnet abstrahere fra sladderspalternes overeksponering af hans egen person.

»I dag bliver man ikke længere sat i bås som en bestemt rolle, men som sig selv, så privatlivet fremstår som mere interessant end arbejdet. Den slags type-casting kan være mindst lige så skadelig som dén, George kæmpede imod, og det går både ud over din psyke og din karriere,« noterer Affleck med mere resignation end bitterhed.

På spørgsmålet om, hvorvidt mennesker som George Reeves simpelthen er for flinke til Hollywood, svarer han med en stille latter:

»Jeg kan godt lide den tanke. I mine øjne er det mest hjerteskærende nok, hvor vellidt han var. George Reeves var en blid mand i en tid, hvor det ikke nødvendigvis stemte overens med det fremherskende maskuline ideal. En generøs, selskabelig og oprigtig fyr - og samtidig var han sønderknust og noget så ulykkelig. Hele sit liv satte han en maske på for at gøre andre glade, indtil han til sidst ikke magtede det længere, og det synes jeg er virkelig sørgeligt.«

Mere overordnet ser Ben Affleck sin rolle som et højt profileret eksempel på den universelle, menneskelige tendens, der med jævne mellemrum hjemsøger os alle. Følelsen af ikke at være tilfreds. At det aldrig er nok.

»Vi går konstant og siger til os selv: 'Hvis jeg får den forfremmelse, bliver alting godt'. 'Hvis jeg nu kom sammen med ham eller hende, ville jeg være lykkelig'. 'Gid jeg havde en million dollar'. 'Tænk hvis jeg var berømt'. Men intet af det er sandt. Ingen af de ting vil gøre os lykkeligere. Mange mennesker, inklusive mig selv, tænker: 'Hvad er det egentlig, du er så utilfreds med? Du er sund og rask, du arbejder, du har en familie, der elsker dig. Det burde være nok'. Men det er det næsten aldrig«.

Derfor har Ben Affleck sat sig et nyt mål. Han arbejder nu på at forenkle sin tilværelse og bringe dagligdagen ned i en mere håndterlig skala.

»»Hollywoodland« er en del af mit forsøg på at genvinde kontrollen over mit liv. Jeg skærer ind til benet og prøver at koncentrere mig om ting, jeg har det godt med og føler lyst til at lave«, fortæller han.

Processen har indtil videre medført salget af hans elskede Bentley (»den var lidt for blæret, og da lejekontrakten udløb, skilte jeg mig af med den«). Affleck har også nydt at træde bag kameraet på sin første film som instruktør, krimidramaet »Gone, Baby, Gone«. Sidst, men ikke mindst, har han fået en datter med kollegaen Jennifer Garner, og selv om Affleck er pinligt bevidst om klicheen i udsagnet, må han sande, at familieudvidelsen fik ham til at genoverveje sine prioriteter ganske eftertrykkeligt.

»Mit job er trådt i anden række. Ironisk nok, for nu hvor jeg føler mig bedre rustet til at gøre et ordentligt stykke arbejde, er det ikke længere så vigtigt for mig.«

Føler du dig fri?

»Jeg har det ret fint lige nu. Der er ingen garantier, og jeg har mine fortrydelser, men jeg håber på det bedste«, slutter Ben Affleck.