Berlingskes teaterredaktør om ny sæson: Det handler om os

Ser man repertoiret for den kommende sæson efter i sømmene, er det faktisk præget af et ønske om at opnå den fællesskabsfølelse, der skal til, hvis det Kongelige Teater skal have held med at være noget for nogen.

Foto: Søren Bidstrup. Jakob Steen Olsen bylinefoto byline
Læs mere
Fold sammen

Sammen.

I sin indledningsbøn til Det Kongelige Teaters sæsonbrochure betoner skuespilchef Morten Kirkskov det fællesskab, som kan opstå på tværs af scene og sal, når teater er bedst. På den ene side af rampen nogle kunstnere med noget på hjerte – på den anden side t publikum. Noget skal der jo stå i en prolog til abonnenterne.

Men alligevel: Ser man repertoiret for den kommende sæson efter i sømmene, er det faktisk præget af et ønske om at opnå den fællesskabsfølelse, der skal til, hvis det Kongelige Teater skal have held med at være noget for nogen. Det må føles vedkommende og væsentligt, hvad der foregår i Skuespilhuset. Det gælder det moderne repertoire: Det må handle om vores verden, og hvad den gør ved os. Om os og hvad vi gør ved verden. Det gælder klassikerne: Det må føles, som om teatret ønsker at formidle kulturarven, men først og fremmest, fordi den har noget at sige os nu.

Hvad har man at holde sig til, når man skal vurdere et repertoires succes? Ikke meget andet end nogle titler, nogle ideer og så hvem, der skal udføre dem. Men på papiret i sæsonoversigten virker det, som om Det Kongelige Teater har været i stand til at forstætte den linje, som Morten Kirkskov allerede lagde i sin første sæson: et bredt funderet, dogmefrit og alsidigt bud på et nationalteatres forpligtelse til at kommunikere med sin tid og sit publikum. Vel at mærke uden at forfalde til forfladigende brugskunst, men med sikker sans for de rigtige instruktører – fra Elisa Kragerup over Staffan Valdemar Holm til Madeleine Røn Juul.

De rigtige danske dramatikere - fra Christian Lollike over Jakob Weis til Line Mørkeby. I den forbindelse begynder teatrets nystiftede dramatikerlaboratorium tilsyneladende at bære frugt. De rigtige klassikere: Holberg belyst af en moderne tysker, »Othello« i queer fortolkning. Og på Det kongelige Teater er en klassiker ikke længere blot en dramatisk tekst, men kan ligeså godt være en sceneudgave af andre dele af nationalarven – i denne sæson teaterversioner af Klaus Rifbjergs »Den kroniske uskyld« og Lars von Triers »Riget«.

Og med de rigtige skuespillere. Det har allerede været en fornøjelse at se kvaliteten af arbejdet på scenen hævet omtrent ved et trylleslag med et ensemble af nogle af dansk teaters absolut bedste i alle aldre. Hvad der til gengæld godt kan undre, er, at den brede musikforestilling tilsyneladende er forsvundet ud af repertoiret - Christian Lolikkes 68-forestilling lyder ikke som om den er en erstatning- ligesom familieforestillingen i stort format også er forduftet. Og hvad blev der af ideen om at bevare teatrets succesforestillinger i repertoiret, noget, der var muligt, nu, hvor man havde et ensemble? Kun mindre ting får en chance mere i arenaen.

Det var da ikke det, der var meningen, var det?

Tre anbefalinger for den kommende sæson:

»Maskerade«: En af Holbergs bedste komedier udsat for den vilde tyske iscenesætter Herbert Frisch. Premiere: 17. november

»Othello«: Elisa Kragerup iscenesætter Shakespeares tragedie med Othello som kvinde. Premiere: 22. november.

»Tør aldrig tårer uden handsker«. Henning Jensen og Søren Sætter-Lassen bryder lanser i Jakob Weis teaterversion af tvisten mellem Mærsk og Operaens arkitekt, Henning Larsen. Premiere: 9. marts.