Berlingskes kongehus-kommentator: Sådan holder Kronprinsessen tungen lige i munden, når hun kaster sig ind i regnbuesagen

Kommentar: Kronprinsesse Mary må træde forsigtigt, når det handler om hendes personlige engagement i lgbt+-sagen. Det gør hun også indtil videre.

Under regnbuen: Kronprinsesse Mary med forpersonen for Copenhagen Pride, Lars Henriksen, på vej til menneskerettighedskonference i Øksnehallen under World Pride. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Snart åbnede hun den store, internationale menneskerettighedskonference, der fandt sted i forbindelse med World Pride. Snart var hun til sportsstævne, hvor hun blev fotograferet med vandpolospillere i bar overkrop og diminutive badebukser.

Og endelig holdt hun en glødende tale ved selve afslutningsarrangementet i Fælledparken.

En hel uge i træk satte World Pride og sportsbegivenheden Eurogames sit præg på den danske hovedstad. Prideflaget vajede både fra offentlige bygninger, private organisationer og virksomheder. Om det så var bybusserne, viftede de med den kulørte dug. En markering, der ikke bare skulle byde de udenlandske deltagere i verdens største lgbt+-manifestation velkommen, men også demonstrere dansk sammenhold om fundamentale menneskerettigheder for alle.

Med i en lang række sammenhænge var også den danske kronprinsesse, som var protektor for begivenheden. Ikke bare som et portræt på en hjemmeside, men som en særdeles aktiv iagttager.

Et åbent og tolerant samfund

Det er ikke et nyt engagement. Kronprinsessen har tidligere overrasket alt og alle ved at dukke op som taler til for eksempel prisuddelingen Danish Rainbow Awards, hvor lgbt+-miljøet hyldede årets populæreste indsatser på det seksuelle og identitetsmæssige ligestillingsområde.

Og i det hele taget er lgbt+-sagen en bevægelse, det danske kongehus har identificeret som en vindersag for Kronprinsessen, der tidligere også har vist stor interesse for menneskerettighedsspørgsmål, når det har handlet om kvinders og pigers muligheder ude i verden.

Hvad det angår, lægger det danske kongehus sig i slipstrømmen af flere andre europæiske kongehuse, for eksempel det svenske. På samme måde som klimaspørgsmålet efterhånden er blevet en politisk sag, alle partier på tværs af politiske skel kan blive enige om, og som kongehuset derfor kan nærme sig, har et bredt politisk spektrum og dermed landets førstefamilie omfavnet lgbt+-sagen som en fællessag, som kan være med til at understrege Danmark som et åbent og tolerant samfund.

For de fleste er en begivenhed som World Pride nemlig en fejring af mangfoldighed og frisind, af inklusion og alles lige muligheder for at leve det liv, de vil – som den, de gerne vile være, og med dem, de føler for. Det er også det værdisæt, store danske firmaer som Mærsk og Danske Bank køber ind på med finansiel og moralsk støtte til Pride-bevægelsen.

Men man kommer ikke uden om – og det gør Kongehuset heller ikke – at kampen for lgbt+-rettigheder ikke blot er en regnbuefarvet fest for værdier, størstedelen af samfundet og dermed naturligvis også Kongehuset kan samle sig om.

Der eksisterer – også internt i lgbt+-miljøet – en identitetspolitisk kamp, hvor seksuelle minoriteters krav om lighed kædes sammen med en generel, feministisk, normkritisk og identitetspolitisk ideologi, der ser hele ideen om kønnet som en konstruktion.

En debat præget af en uforsonlig, militant retorik, mange danskere har svært ved helt at følge med i, ikke mindst fordi samtalen om emnerne efterhånden er et minefelt. Som for eksempel når Nørrebro Pride, der vel at mærke ikke er en del af den officielle Pride, ekskluderer hvide fra deres arrangementer.

Kongehuset er nødt til at forvalte sine pund meget omhyggeligt og være tydeligt i forhold til, hvilke dele af bevægelsen det byder ind på.

Målet? Ja. Alle midlerne? Ikke nødvendigvis. Det er en illusion, at Kongehuset ikke bliver brugt politisk. Naturligvis gør det det. Men det skal helst kun være i de sager, hvor en overvældende majoritet er enig om retningen. Ellers bliver der ballade, og Kongehuset vil kunne blive beskyldt for at vælge side i en politisk betændt debat.

Mangel på respekt

Det lader til, at Kronprinsessen og hendes rådgivere udmærket forstår at holde tungen lige i munden. Hør bare, hvad hun sagde i forbindelse med sin afslutningstale. Ganske vist gjorde hun opmærksom på, at det er nødvendigt med en dybere forståelse for kompleksiteten og sensitiviteten i forbindelse med spørgsmål om seksuel orientering og kønsidentitet. Men på meget diskret vis fik hun også signaleret, at den ophedede, skingre debat på begge sider er med til at bremse den nødvendige samtale, der skal gøre verden til et bedre sted for flere.

Kronprinsessen medgav, at også hun – til trods for alt det, hun ved – i ugens løb havde haft svært ved helt at identificere, hvordan hun skulle tiltale andre uden at fornærme dem. Ud over at opfordre til åbenhed, forståelse og tolerance gjorde hun også på en diskret facon opmærksom på, at det, hun mente, er, at en nødvendig samtale ofte bremses af en uforsonlighed og mangel på respekt på begge sider af debatten. Sådan må man i hvert fald opfatte det, der lå mellem linjerne:

»Som verdenssamfund er vi nødt til at være modige nok og villige til at have disse samtaler,« sagde hun.

Og tilføjede så det, der elegant stak en rimelig kurs ud for det kongelige engagement, som er nødt til også at anerkende manges følelse af ikke at kunne følge med:

»Og begå fejl.«

Jakob Steen Olsen er Berlingskes kongehuskommentator