Der gik fem timer, før jeg så et palæstinensisk flag på Roskilde i år. 

Det var til Mellemfolkeligt Samvirkes yderst fredsommelige arrangement under opvarmningsdagene på Dancefloor, en offentlig dansearena ude midt i campingarealerne, hvor de vel 500 fremmødte fik udleveret røde paraplyer til en såkaldt »Human Banner Action« for fred og medfølelse med det palæstinensiske folk, hvorefter der var undervisning i at danse til den palæstinensiske mawwal-musik.