Berlinalens jury skyggeboksede med Trump

BERLINALE: Den amerikanske præsident spøgte i baggrunden, da jury tog ordet ved filmfestivalens start. Olafur Eliasson forklarede, hvordan film kan se dig - og ikke omvendt.

Foto: CLEMENS BILAN. Berlinalens jury består i år af den kinesiske instruktør Wang Quan An, den islandske kunstner Olafur Eliasson, den amerikanske skuespiller Maggie Gyllenhaal, instruiktøren Paul Verhoeven (formand), den tyske skuespiller Julia Jentsch, den mexikanske skuespiller Diego Luna og den tunesiske producer Dora Bouchoucha Fourati.
Læs mere
Fold sammen

BERLIN: Det var næsten som drejebogen var skrevet på forhånd, da Berlinalens jury mødte pressen for at sætte den årlige filmfestival i Berlin i gang.

På en filmfestival, der bryster sig af at være den toneangivende, når det drejer sig om at sætte politiske dagsordener, skulle der ikke gå mange minutter før, at det amerikanske præsidentvalg blev samtaleemne, uden at Donald Trumps navn dog blev udtalt.

Tydeligst var juryens mexicanske medlem, Diego Luna, der blev spurgt om sin holdning til Trumps berømte grænsemur mod sit hjemland.

»Jeg prøver altid at rive mure ned, hvor jeg end er. Nu er jeg her i Berlin, hvor der er mange der ved, hvordan man gør det,« sagde den mexicanske producer, instruktør og skuespiller, der sagde at den eneste positive ting ved muren er den reaktion den har afstedkommet.

»Den reaktion vil jeg gerne være med til. Jeg vil gerne afvise alt det nonsens og had. Jeg krydser selv den grænse tre-fire gange om måneden, og der er mange kærlighedshistorier på tværs af grænsen,« sagde Diego Luna.

Juryens eneste amerikanske medlem, skuespilleren Maggie Gyllenhaal fulgte hurtigt trop på temaet.

»For mig som amerikansk borger er det fantatsisk at være med til en så global festival som denne. Jeg vil gerne have at folk her ved, at vi er mange mange derhjemme som gør modstand,« sagde Maggie Gyllenhaal, der heller ikke tog Trumps navn i munden.

Juryens formand er den i øjeblikket meget omtalte filminstruktør Paul Verhoeven, der har fået et solidt comeback med den fransksprogede film “Elle”, der modtog de amerikanske Golden Globes. Han blev mere forbeholden, da han blev forsøgt afkrævet et svar på, hvordan han ville forholde sig “politisk” under festivalens kommende forløb.

»Det er ikke den tilgang jeg har til filmene. Jeg ser kun på filmenes kvalitet,« sagde Paul Verhoeven, der dog også sagde, at han håbede på at se film, der var “kontroversielle”.

Bernalen inviterer hyppigt kunstnere, der arbejder i andre medier end film, til at sidde i festivaljuryen, og i år var æren tilfaldet den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson, der har base i Berlin. Han greb tidligt ordet, og holdt en velforberedt, indsigtsfuld tale om hvad kunst kan.

»En af Berlinalens hemmeligheder er den store succes med at skabe en stor diversitet og have en inkluderende tilgang til kunsten. Samtidig har Berlin gjort sig store modige anstrengelser for ikke at blive opslugt af markedskræfterne,« sagde Olafur Eliasson der opfordrede både filmfolk og pressen til at tage sit ansvar for at formidle kunsten alvorligt.

»Vi skal vise, hvad kunsten kan i nutidens verden. Jeg er en outsider i filmens verden, men kunst kan antage alle former. Jeg kan godt lide, når en film afspejler min verden og lader mig se mig selv inde i sin verden. Det kan næsten være som om, at det er filmen der ser mig, og ikke omvendt, og det er den følelse som kunsten kan tilbyde os. At vi bliver set som det vi er og som en del af verden. Kunsten kan få bugt med følelsen af at stå uden for verden,« sagde Olafur Eliasson, hvilket fik hundreder af journalister til at klappe spontant.

Efter præsentationen af juryen blev festivalens første film vist for pressen, og på sin vis var det som om at filmen resonerede med stemningen på mødet. Åbningsfilmen “Django” handler nemlig om den belgisk-franske sigøjnerguitarist - Europas mest kendte jazzmusiker - Django Reinhardt, der optrådte for nazisterne, da de besatte Frankrig på trods af, at de forfulgte og deporterede sigøjnere i landet. Har kunstneren en særlig pligt til at sige fra? Filmen siger selvfølgelig ja, og selvom filmen først og fremmest rummer en masse musik, har den også stærke scener. Blandt andet har man til filmen genskabt en ellers bortkommet symfoni som Django Reinhardt skrev til minde om de tusinder af sigøjnere der blev dræbt af nazisterne.