Bergmans penge

Spillet om Ingmar Bergmans formue er gået i gang. Den svenske presse spekulerer i hvor mange penge, der er, og hvem der skal have dem.

Filmmanden Ingmar Bergman viser sin søn Daniel, hvordan man bruger et kamera. Bergman, der døde forleden, efterlader sig ni børn med seks forskellige mødre og skønsmæssigt 50 mio. svenske kroner til fordeling. Arkivfoto: AFP Fold sammen
Læs mere

Det er kun få dage siden, den svenske mesterinstruktør Ingmar Bergman døde, men allerede nu spekulerer svenske medier i, hvem der skal arve hans formue og hvor mange penge han egentlig er god for.

Bergman efterlader hele ni børn, som han har med seks forskellige kvinder. Det gør delingen af arven til en kompliceret affære.

Det viser sig imidlertid, at Bergman ikke umiddelbart er så velhavende, som man kunne forestille sig, og som han kunstneriske bedrifter lægger op til. Ifølge det svenske skattevæsen havde Bergman en formue på 19,2 millioner svenske kroner, selvom hans egentlige formue vurderes til at være væsentlig højere ifølge Dagens Nyheter står børnene til at skulle fordele 50 millioner svenske kroner.

Men indtil videre er alt tvivlsomt. I løbet af de kommende tre måneder skal børnene, der er direkte arvinger, gennemgå boet og finde ud af, hvor mange værdier der er, og om Bergman har påtænkt, at nogle skal arve noget bestemt. Hvis han ikke har opdelt boet i særskilte afdelinger og anført det i testamentet, vil alle børn arve lige meget.

Otte af Bergmans ni børn har valgt at følge i faderen fodspor og er enten blevet skuespillere, forfattere, instruktører eller lignende inden for film- og teaterbranchen. Men situationen omkring Bergmans familie er alligevel kaotisk. En af døtrene blev først kendt i offentligheden for tre siden, da hun sammen med Bergman udgav moderens, Bergmans ungdomskærlighed og sidste hustru, Ingrid von Rosen, dagbøger. Derfor er det uvist, om hun er med i testamentet, og det er uklart, hvilket forhold børnene har til hinanden og ikke mindst havde til deres berømte far.

Ingmar Bergmans formue fordeler sig på tre ejendomme og filmselskabet Cinematograph, og det er de besiddelser, der tilsammen udgør en værdi på 19,2 millioner svenske kroner. Men det er rettighederne til mesterinstruktørens film, som virkelig er værdifulde. Hver dag året rundt vises der Bergman-film særligt på det lukrative amerikanske marked, hvor han stadig er meget populær.

De penge får de efterladte dog ikke glæde af, da Bergman for elleve år siden solgte rettighederne for mindre end ti millioner svenske kroner. En ubetydelig pris allerede på det tidspunkt, men her efter hans død vurderer svenske eksperter, at værdien vil stige voldsomt. Bergman ville næste år være fyldt 90, og i den forbindelse var der planlagt en række genudgivelser på DVD. De udgivelser bliver nu rykket frem og får formentlig indtægterne fra rettighederne til at eksplodere.

Samtidig bliver »brandet« Ingmar Bergman af svenske eksperter vurderet til at være milliarder værd for svensk kulturliv og Sverige i det hele taget. Han er i klasse med ABBA, når det kommer til kendskab i udlandet. Dertil kommer, at hans mytologiske figur er et overmåde værdifuldt varemærke, som der kan tjenes penge på mange år efter, han er blevet til muld på hans sidste hvilested på Fårö ved Gotland.

Endelig er der spørgsmålet om Bergmans kunstneriske arv. Forleden var der tvivl om, hvorvidt arkiverne, som Bergman donerede til Svenska Filminstituttet i 2002, kunne digitaliseres og dermed bevares. Bergman-arkivet manglede mindst fire millioner kroner, men nu ser det ud til, at den svenske publiseringsgigant, Bonniers, er villig til at skyde penge i bevarelsen. Bengt Braun fra Bonniers siger således til svensk TV4, at det er i både Bonniers, men også hele Sveriges interesse, at intet af Bergmans kunstneriske arv forsvinder. Bengt Braun vil dog ikke afsløre, om Bonniers vil bidrage med hele det nødvendige beløb.