Benfri spas i børnehøjde

»Møgunger« er fornøjelig ferieunderholdning, der tager børn alvorligt uden at blive selvhøjtidelig.

George er ny i boligkvarteret. Moren er død for flere år siden, og faren har han aldrig kendt. I stedet bor han hos sin sted-mormor, der elsker karate, og holder sig ellers mest til sin Gameboy, for det med at lære de andre børn at kende virker en lille smule skræmmende. Det varer dog ikke længe, før han ufrivilligt bliver blandet ind i ungernes kamp mod den koleriske vicevært, J.P., og så er der også noget med nogle tyveknægte på spil i området.

Det er handlingen i den nye, danske børnefilm »Møgunger«, og som man måske kan fornemme af plottet, er der lidt af det hele. Den er på mange måder et fornøjeligt bekendtskab, men balancerer samtidig hele tiden på en tynd tråd mellem flere forskellige genrer og fortælletråde, der også giver den et rodet præg. Det gode er dog, at den opbyggelige pegefinger er holdt tilpas diskret i baggrunden og den eneste større fejl ved filmen er en decideret konstrueret over-happy slutning, hvor George genfinder sin far. Helt unødvendig og det eneste sted, hvor filmen taler ned til sit publikum.

På trods af den faretruende balancegang lykkes det for instruktør Giacomo Campeotto, hvis debutfilm det er, at komme nogenlunde helskindet igennem og ikke forfalde til de værste »nu-skal-vi-rigtig-hygge-os«-klicheer, som danske børnefilm, der gerne vil være morsomme, ofte tyer til. Først og fremmest lykkes det i kraft af alle de dejlige »møgunger«, der er med i filmen. For det er deres præstation - og derigennem Campeottos personinstruktion - der henter filmen hjem. I front står naturligvis naturtalentet, Adam Gilbert Jespersen, der fik sin debut i Pia Bovins prisbelønnede komedie »Kald mig bare Aksel«. Uden tilsyneladende at anstrenge sig, har han et nærvær foran kameraet mange voksne skuespillere må misunde ham. Han og de andre børn gør, at »Møgunger« forbliver i øjenhøjde med sit publikum, og selv om dens historie er lettere tandløs - skulle vi sige, harmløs - er den udmærket underholdning for efterårsferie-ungerne.