DESSAU: Et hus er så menneskeligt, som reden og hulen er dyriske, sagde Walter Gropius engang.

Det er jo ikke et dårligt sted at begynde for en arkitekt, hvilket var Gropius' profession. Han var grundlægger af Bauhaus - ikke byggemarkedet med boremaskiner og elektriske julelys til 49,95, - men en revolutionerende kunst- og formgivningsskole i Europa mellem verdenskrigene.

Navnet gælder for begge foretagender, og det er ikke til at sige, hvad Gropius, der levede fra 1883 til 1969, ville have tænkt, hvis han i dag havde aflagt et besøg i gør-det-selv-mandens paradis. Han ville muligvis have fundet det i orden, om end undret sig over, at mange ting bliver grimmere og grimmere og produceres stadig længere væk fra det sted, hvor de skal anvendes.

Gropius var en af arkitekturens vægtigste udøvere, han byggede Pan Am-bygningen i New York, Harvard Graduate Center ved Boston og en hel bydel i Berlin. Men hans mest blivende indsats var Bauhaus-skolen, som fra 1926 havde hjemme i Dessau, halvanden times kørsel fra den tyske hovedstad, i et hus tegnet af mesteren selv.

I denne måned er det 80 år siden, det blev indviet, og præcis til jubilæet kan man, for første gang siden lukningen 1933 kort før Hitlers ankomst, se bygningen, næsten som den så ud engang. Det er et slags stumt vidnesbyrd om en svunden tid, der stadig lever. Mange af formerne ses i dag i dagligstuer og direktionslokaler i den industrialiserede verden. De findes også, i efterligninger eller inspirerede versioner, hos Ikea.

Folkefjenden

Gropius' kongstanke var at forene, kunst, håndværk og arkitektur. Man ville enkelthed og klare linjer, men veg ikke tilbage fra et raffinement eller en pudsig detalje. Man havde også et ideal om at udligne sociale forskelle - ved at udvikle et formsprog, som var egnet til industriel fremstilling, håbede man at holde priserne nede, så også den såkaldte mand på gulvet kunne erhverve resultaterne.

Dessau blev et rugekammer for denne idé, der mere var en strømning end en egentlig stil. Gropius fik kunstnere, hvis priser i dag kan få en auktionarius til at besvime af glæde, til at arbejde for sig: Mies van der Rohe var med til at undervise i arkitektur, Paul Klee i bogbinderi, Wassily Kandinsky i maleri, Laszlo Moholy-Nagy regerede i metalværkstedet og Lyonel Feininger i trykkeriet.

Projektet var en torn i øjet på mange. De konservative kritiserede det som utysk, koldt og teknokratisk. Nazisterne, der var i fremmarch, pegede på den stærke indflydelse fra jøder og udlændinge, som angiveligt ødelagde den gode, tyske tradition. Da kommunisterne tog over efter krigen og indrettede DDR, lød lignende toner. Man talte om en »kosmopolitisk stil«, hvilket ikke var ment som en ros. DDRs første leder Walter Ulbricht kaldte Bauhaus »en folkefjendtlig foreteelse«.

Går man i dag gennem det store hus kan man sagtens forstå, hvad der ophidsede brune og røde diktatorer. Bygningen gør ikke meget væsen af sig, farver er anvendt i begrænset omfang, møblerne er uden gesvejsninger. Der er heller ingen tæpper. Der er ikke meget af den hygge - nogle vil kalde det hørm - som både nazister og kommunister havde brug. De ønskede en velkendt, national ramme, som befolkningen kunne finde en vis tryghed i, mens de brutale samfundsomvæltninger fandt sted.

Jacobsen

Man kan heller ikke sige, at huset var en fuldstændig succes. Facaden, der består af lutter aflange glasruder, er elegant, men bevirker tropisk varme om sommeren og kulde om vinteren. Gulvene var delvist belagt med triolin, en kunststofudgave af linoleum, som er sundhedsskadelig og brandfarlig. Produkterne blev heller aldrig hvermandseje, men udtryk for den såkaldt gode smag hos den velhavende del af befolkningen.

Bygningen - og bevægelsen - har alligevel været udgangspunkt for kolossale bedrifter. Den internationale Stil, som også danskeren Arne Jacobsen er udtryk for, er en udløber af Bauhaus. Med Royal Hotel i København tog Jacobsen sig i slutningen af 1950erne, i bedste Bauhaus-ånd, af hele formgivningen - fra hus til hattehylde. Marcel Breuers stålrørsstole er blevet klassikere, Mies van der Rohes bygninger også, begge var lærere i Dessau.

Nazisterne var så irriterede på den moderne linje, at de lukkede det hele, først i Weimar, hvor skolen var begyndt 1929, siden i Dessau og til sidst i Berlin. Enkelte Bauhaus-folk troede, at man ved at være såkaldt upolitisk - lærere og studerende var vidt omfang blevet anset for at være venstreorienterede - kunne redde institutionen. Mies van der Rohe, som havde tegnet Tysklands smukke pavillon til verdensudstillingen i Barcelona 1929, forsøgte sig med et lignende forslag til udstillingen i Bruxelles 1935. Tegningen, som man kan se i det renoverede hus i øjeblikket, viser, at han havde tænkt på alt - selv hagekorsflag udenfor. Det blev alligevel ikke gennemført, det var for kosmopolitisk, og van der Rohe, som i mellemtiden var blevet direktør for Bauhaus, måtte give op og sammen med utallige andre kvikke hoveder udvandre til USA. »Thanks for sending them over,« som amerikanerne sagde bagefter i taknemmelighed.

Logikken

Ved istandsættelsen i Dessau, som har taget ti år, har man lagt vægt på at genskabe huset så originalt som muligt. Et første, behjertet forsøg blev allerede gjort i DDR-tiden i 1970erne, da Ulbricht var blevet afsat. Facaden, som var ødelagt af en brandbombe i krigens sidste uger, blev delvist genoprettet, efter at man 1945 havde muret den til. Den seneste overhaling er mere grundlæggende og så autentisk, at det igen er ulideligt varmt om sommeren og fodkoldt om vinteren. Bauhaus var et eksperiment, som det gælder om at bevare, hedder det. For at personalet ikke skal lide for meget opstilles ventilatorer om sommeren og fyres for gråspurvene om vinteren. Også en række lærerboliger og andre bygninger ude i byen, opført af bl.a. Gropius og van der Rohe, er istandsat, det hele er udpeget som verdenskulturarv af Unesco.

Projektet, der har kostet mere end fem millioner euro (37 mio. kr.), er ikke uomstridt. Byplanlæggeren Dieter Hoffmann-Axthelm siger i kataloget til jubilæumsudstillingen, at det havde været mere logisk at rive det hele ned - det var jo et eksperiment - på samme måde, som japanerne efter en vis tid fjerner deres templer for at opføre identiske kopier sammesteds. Men huset er også et symbol for »alle intellektuelles længsler«, skriver han:

»De utopiske ønsker om harmoni i livet, kombination af frihed og den strenge form, sammenkædningen af kunstner og samfund, liv og arbejde, formgivning og anvendelse, teknik og fri kærlighed.«

Det er altså et relikvie, som må omgærdes af respekt. Måske når man engang til samme resultat omkring Jacobsens hotel, hvis indretning i stort omfang er ødelagt helt uden krig eller kommunisme. I Dessau er det nye, gamle hus allerede blevet et af Tysklands arkitektoniske fyrtårne, som besøges af pilgrimme fra nær og fjern. Det er faktisk blevet helt menneskeligt. Således viser det sig, at Walter Gropius' gamle definition af et hus er rigtigt. Det er ikke så ringe.