Barnebarn til JFK raser over republikansk forslag: »Trump-administrationen står for frihed til undertrykkelse – ikke til at udtrykke sig«
Navnet på det ikoniske Kennedy Centers operahus kan blive ændret til ære for den amerikanske førstedame, Melania Trump – til stor forargelse for barnebarnet til den afdøde præsident, der kalder det et politisk motiveret træk.
I februar overtog den amerikanske præsident, Donald Trump, formandskabet i John F. Kennedy Center for the Performing Arts. Hans kone, Melania, er traditionen tro æresformand for bestyrelsen. Alex Wroblewski/AFP/Ritzau Scanpix
Et republikansk forslag vil omdøbe den næststørste sal i John F. Kennedy Center for the Performing Arts efter førstedamen, der traditionen tro er æresformand for Kennedy Centrets bestyrelse.
Forslaget til navneændringen blev i går godkendt af et udvalg i Repræsentanternes Hus.
Centeret, der er opkaldt efter den tidligere amerikanske præsident John F. Kennedy, blev åbnet i 1971 og er til minde om selvsamme præsident, der blev myrdet i 1964.
Derfor har et potentielt navneskift fået barnebarnet af den afdøde præsident til at råbe op.
»En nation afslører ikke kun sig selv ved de mænd, den producerer – men også ved de mænd, den ærer, de mænd, den husker,« skriver Jack Schlossberg, der citerer sin bedstefars ord i begyndelsen af et indlæg på Instagram tirsdag.
»Trump-administrationen står for frihed til undertrykkelse, ikke til at udtrykke sig,« tilføjer han.
John F. Kennedy Center for the Performing Arts ligger i Washington, D. C. ved Potomacfloden. Karen Bleier/AFP/Ritzau Scanpix
En af fortalerne for navneændringen af operahuset er republikaneren Mike Simpson, der er medlem af Repræsentanternes Hus.
Simpson mener, at navneændringen er en »fremragende måde at anerkende Melania Trumps støtte og engagement i at fremme kunsten på«, skriver The Hill.
Men Jack Schlossberg skriver i sit indlæg på Instagram, at den potentielle navneændring af den prominente institutions operahus ikke »handler om kunst«.
Han beskylder Donald Trump for at være »besat af at være større end JFK«.
En politisk kampplads
Siden åbningen i 1971 har der hersket en tværpolitisk stemning på det store Kennedy Center, som ofte har tiltrukket kunstinteresserede fra hele det politiske spektrum.
Centeret har været et helle, hvor republikanere og demokrater kunne iklæde sig deres stiveste puds og møde hinanden uden at skændes om politik.
Her ses daværende præsident Bill Clinton og hans hustru, Hillary Clinton, i Kennedy Centeret i 1993. Wilfredo Lee/AP/Ritzau Scanpix
Centerets bestyrelsesposter var generelt delt mellem republikanere og demokrater – indtil februar i år.
Her fyrede den nyindsatte præsident Donald Trump alle bestyrelsesmedlemmer, der var blevet udpeget af den netop afgåede præsident Joe Biden.
Trump beskyldte bestyrelsesmedlemmerne for at være for »woke«, hvorefter han erstattede dem med sine egne allierede.
Bestyrelsesmedlemmerne stemte ham derefter ind som formand for Kennedy Center.
Del:
Andre læser også
Internationalt
Trump kræver adgang til EU-markeder i bytte for lavere told
Internationalt
Medie: Trump fik allerede at vide i maj, at hans navn optræder i Epstein-dokumenterne