Barndommens gader

Erindringer Afdøde Jørgen Stegelmanns erindringer »Mit livs topografi« er kloge og vittige, men dækker desværre kun en ganske normal og udramatisk barndom.

Lad os ærligt indrømme, at kun de færreste mennesker har haft en barndom så bemærkelsesværdig, at den er værd at skrive vidt og bredt om.

Derfor må man i mange biografier og selvbiografier slæbe sig gennem ret ørkesløse kapitler, inden man når frem til det interessante - nemlig den biograferedes gerninger som voksen - og derfor kan man kun være ked af, at afdøde Jørgen Stegelmanns posthumt udgivne erindringer »Mit livs topografi« udelukkende skildrer hans barneår og ikke hans spændende liv som fremsynet skolebestyrer, fremtrædende Holberg-kender og fremragende filmfortolker. For sandt at sige skete der intet opsigtsvækkende i Stegelmanns pæne og borgerlige barndom i 1920rne og 1930rne.

Dermed er det lige ved at ligne en forbandelse i forklædning, at Stegelmann huskede fantastisk klart og derfor kan beskrive barneårenes topografi - hos forældrene i København, hos faderens familie i den jyske landsby Glejbjerg og hos moderens i den tyske provinsby Bergedorf nær Hamburg - mageløst detaljeret. Hver en gade, hvert et hus og hvert et værelse står skarpt i hans fænomenale hukommelse, og han kan med den yderste præcision beskrive, at dér stod en stol, og derhenne var et lille bord, og ovre ved vinduet befandt sig en gammel reol.

Sådanne omfattende inventarlister kan man glide hastigt forbi og til gengæld fryde sig over, at Stegelmann var en eminent skribent og fornem humorist. Det præger heldigvis også »Mit livs topografi«, der er redigeret af hans enke Bodil Stegelmann, som desuden har forsynet erindringerne med en smuk efterskrift - hvor man møder den Jørgen Stegelmann, som man helst vil møde, det vil sige den voksne - og dermed byder bogen på en række refleksioner, som giver den vægt og værdi.

For mens det ikke kan overraske, at den umådeligt vidende Stegelmann som dreng læste med glubsk litterær appetit - fra Strindberg og Victor Hugo til Knuth Becker og Mogens Klitgaard - og mens det næppe kan forarge, at hans værste udskejelser i de helt unge år bestod i at cykle over et fortov i Kanslergade (ikke på fortovet, bare over) og at kaste snebolde mod gadelamper en nytårsaften, er det tankevækkende at stifte bekendtskab med det ret desillusionerede menneskesyn, han fik allerede som dreng. Han konstaterer, at »klassekammeraternes nålestik kan blive siddende for livet«, og et sted skriver han med karakteristisk ordstilling:

»Som tiden gik, og mellemskolen blev mere og mere tung og trælsom, lærte man at kende det menneskelige væsen som en størrelse, der trods al trofasthed aldrig var absolut holdbar og pålidelig«.

Det er jo en ganske bitter indsigt, men den legendariske leder af Krebs' Skole fra 1953 til 1995 gør sig i »Mit livs topografi« også humane tanker om pædagogikkens væsen - og om den ædle kunst at spilde tiden - og man genkender på bogens sider Stegelmann som en stor personlighed præget af skarp iagttagelsesevne, psykologisk røntgenblik og en særegen kombination af gavmildt storsind og bidende ironi.

Kedelig var Jørgen Stegelmann aldrig, hverken som vittig kollega på Berlingske Tidende eller som stærkt inspirerende filmskribent, og egentlig vil man hellere genlæse hans formidable filmbøger end fordybe sig i beskrivelserne af, hvor landevejene ved Glejbjerg førte hen, og hvordan folkene på gårdene så ud, og hvad deres hunde hed. Og ganske vist besøgte han Tyskland i de betændte 1930're og iagttog her som overalt sin omverden med vagtsom agtpågivenhed, men han var dog kun en lille dreng, og som han med typisk selvironi noterer: »Jeg forstod som sædvanlig intet«.

Således er »Mit livs topografi« en række præcist sansede og prægnant formulerede minder om skolegang og cykelture, om tordenkaffe og besøg på slagteriet, om udflugter på mælkekuskens vogn og glæden ved at spise småkager, og det er altsammen trygt og udramatisk samt meget morsomt, når Stegelmann for eksempel udmaler katastrofen, da han på sin ti-års fødselsdag kommer til at ødelægge en helt ny legetøjsbil skænket ham af en skrap tante:

»Jeg havde den samme fornemmelse, som den dødsmærkede kender, den, som han mærker umiddelbart efter, at pelotonen har affyret den dræbende salve - og han har tilmed det held, at nu er han død«.

Her genkender man bevæget den Jørgen Stegelmann, som man husker med stor og varm veneration. Og så sniger man sig hen til sin bogreol og lister hans »Mine biografer« eller »Mine 100 film« ned fra hylden og erstatter pligt- med lystlæsning.

Redigeret og med efterskrift af Bodil Stegelmann.