Bare læs!

Søren Kassebeer, litteraturredaktør på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bliver man et bedre menneske af at læse skønlitteratur?

Tjah, man skal ikke søge ret meget på internettet for at finde artikler, der handler om, hvordan forskere har fundet ud af, at skønlitteratur, læst rigtigt og oprigtigt, forøger vores empati, vores evne til at sætte os ind i andre mennesker og deres måde at tænke på, vores foreståelse af vores omverden og vores evne til at omgås samme. Alligevel synes jeg, at det er problematisk overhovedet at tænke skønlitteratur på den måde.

For det første betyder ovennævnte tankegang jo, at man sådan nærmest pr. definition udelukker dem, der ikke læser skønlitteratur, fra at tilhøre den særlige kategori af menneskeheden, som har opnået en højere indsigt i og forståelse i verdens rette sammenhæng.

Sådan nogen som et mig nærtstående familiemedlem, som aldrig har læst et stykke skønlitteratur, men som alligevel er et lykkeligt og godt menneske.

Sådan nogen som de stakler, som kulturminister Marianne Jelved vil redde med sit aktuelle, milliondyre projekt »Danmark læser«, der handler om, at det er synd for de voksne mennesker, der ikke læser skønlitteratur, og som derfor skal have hjælp i form af mere eller mindre innovative projekter, igangsat på lokalt niveau over det ganske land.

På den måde at inddele forbrugere af det ene og det andet i nogle, der er bedre, og nogle, der er mindre gode, byder mig imod. Det er formynderi, synes jeg.

For det andet er jeg ikke overbevist om, at man bliver et bedre menneske af at læse sådan noget som den store tyske forfatter Ernst Jüngers skønhedsdyrkende krigsberetninger eller den østrigske forfatter Stefan Zweigs vidunderligt overspændte fortællinger om lidenskab og amokløb og død eller alt muligt andet sindsoprivende. Man kan blive opstemt, underholdt, revet med, men et bedre menneske? Helt ærligt.

For det trejde bør man sådan rent principielt slet ikke spænde skønlitteraturen for nogen vogn. Skønlitteratur er ikke terapi. Skønlitteratur er skønlitteratur, og i hin enkelte kan den få alle mulige og umulige ting frem, fra det skønneste til det usleste. Skønlitteratur er ikke en entydig størrelse. Ligesom livet jo som bekendt heller ikke er det.

Den svenske litterat Horace Engdahl sagde engang, at man skal befri skønlitteraturen fra »finhedens fængsel«. Den tankegang kan jeg tilslutte mig. Men lad os også befri skønlitteraturen fra moraliseringens fængsel. Læs den, hvis du har lyst! Bliv glad eller ond eller liderlig! Eller bare underholdt! Men gør det for skønlitteraturens egens skyld.

Jeg tror på, at skønlitteraturen overlever, så længe der er mennesker, der kan læse, men som historien viser, har den også alle dage været udsat fra overgreb fra dem, der mente, at den lissom skulle have et højere formål. Eller som - omvendt - mente, at den kunne være skadelig, for eksempel for unge, ubefæstede sjæle. Begge dele er lige forkert. Bare læs! Eller bare lad være! Ikke?