»Bare jeg er sammen med de rigtige mennesker«

Rejser styrker båndet mellem mennesker, siger METTE HEENO, der hader at rejse alene. Her fortæller manuskriptforfatteren om storbyferier medungerne, om ungdommens drukrejser, og om at føle sig som en rig gris i Afrika.

Portugal. "En eller anden campingplads i Portugal. Jeg er på ferie med en veninde og hendes to søskende. Tre uger på den samme campingplads uden at kede sig et sekund". Fold sammen
Læs mere

»Når man er barn, er man ligeglad med, om man holder ferie i Goa eller ved Greve Strand. Det handler udelukkende om at være sammen og have god tid til at dyrke familien. Hver sommer byttede mine forældre hus med en familie i udlandet, og det var en ret fantastisk måde at holde ferie på. Meget mere afslappende end at bo på et eller andet dødssygt hotel, hvor man skal spise sin morgenmad mellem syv-ni og helst skal være ude af værelserne inden klokken ti, fordi rengøringsdamen står og tripper for at komme ind og lægge nye håndklæder på badeværelset.

Her var alt næsten som derhjemme. Min storesøster og jeg fik altid vores egne værelser, og jeg elskede at rode i alle de fremmede ting og forestille mig, hvilke liv, der blev levet i huset, når vi ikke var der.

Da jeg var tretten, begyndte jeg at tage alene på ferie med mine veninder. Det var stort at komme alene af sted hjemmefra og slippe for at blive kontrolleret på dagsbasis. Den ultimative frihed. Ingen far eller mor til at fortælle en, hvad man måtte, og hvornår man skulle være i seng om aftenen. I år har aviserne skrevet spalte op og spalte ned om nutidens forfærdelige ungdom, som tager på drukferier i udlandet, men jeg tror ikke, at vi opførte os meget anderledes dengang. Vi lavede også en masse grænseoverskridende dumheder. Sådan er det, når man er på ferie, så gør man ting, man ikke kunne finde på at gøre derhjemme. Især når man er ung. Man lægger sit hoved i lufthavnen og håber på, at det er der, når man kommer tilbage.

Når man er 18 år, er man usårlig. Man kan ikke forestille sig, at der kan ske en noget, og man har en blind tillid til, at andre mennesker behandler en ordentligt. Så når en eller anden ung mørkhåret spanier siger, at han nok skal køre en hjem på sin motorcykel, så gør han det selvfølgelig også. Hvorfor skulle han ikke det?

Det er en himmelråbende fantastisk følelse af sorgløshed, som aldrig kommer igen. Når man bliver voksen, slipper man aldrig bekymringerne helt, ikke engang når man er på ferie. Da jeg var i Portugal som femtenårig, tænkte jeg kun på, hvilken kjole jeg skulle have på, hvor vi skulle spise frokost, og hvilket diskotek vi skulle på om aftenen. Som ung forventer man bare at have det sjovt. I dag ved man, at de fleste sjove ting har en bagside, og den ser man længe inden, man når at hengive sig 100 procent til festen. Så når jeg i dag sidder og drikker drinks med mine veninder en lørdag aften, tænker jeg altid på, at jeg også skal huske at tage et glas vand indimellem, for jeg skal jo tidligt op næste morgen og passe børn.

Jeg har aldrig rejst alene. Hvis ikke jeg kan dele mine rejseoplevelser med nogen, er det som om, de ikke findes. Derfor er der stort set heller ingen billeder af steder og seværdigheder i mine fotoalbum. Kun af mennesker. Enten dem jeg har rejst med, eller dem jeg har mødt undervejs. På mange måder er jeg lidt som et barn. I bund og grund fløjtende ligeglad med, hvor rejsen går hen, bare jeg er sammen med mennesker, jeg holder af.

Da jeg i sin tid gik på Filmskolen, skulle vi engang på studietur til New York, og jeg glædede mig helt vildt til at være sammen med dem fra mit hold og dyrke det store fællesskab. Men til min store ærgrelse kunne jeg konstatere, at de andre rejste på en helt anden måde end jeg. De var optagede af at se så mange ting som muligt, mens de var af sted. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke bare kunne gå rundt i byen og være sammen alle sammen, og jeg blev så skuffet, at jeg endte med at få halsbetændelse og måtte ligge syg på mit hotelværelse de sidste tre dage af turen. For mig handler det at rejse om at være sammen med andre mennesker, og jeg forstod ikke, hvordan nogen kunne tage på galleri, mens andre så en teaterforestilling.

Rejser styrker båndet mellem mennesker. Man ser man hinanden i hverdagssituationer, og det er jo i hverdagslivet, at mange af de fantastiske ting sker. Det er noget andet end bare at mødes over en cafelatte en almindelig tirsdag aften. Når man rejser sammen, får man lov til at se ind bag overfladen på de mennesker, man kender og omvendt. Man kan jo ikke bare smutte hjem til sig selv og lukke døren, hvis man er sur og træt af det hele.

Jeg har stor respekt for mennesker, som kan rejse alene, men det er slet ikke mig. Jeg er alt for meget tryghedsnarkoman til at kaste mig ud i den slags udfordringer, og jeg er notorisk angst for at opholde mig steder, hvor jeg ikke kan få fat på en taxa i løbet af to minutter, hvis jeg skulle miste orienteringen.

Derfor har jeg heller aldrig sovet på et eller andet billigt hotel i Indien eller været på trekking i Afrika. Jeg er meget komfortabelt indrettet. Det mest eksotiske, jeg har prøvet, er vel en charterferie i Kenya, og der følte jeg mig konstant usikker. I Afrika kan man ikke bare lige sådan blande sig med lokalbefolkningen. Hvis man er hvid, bliver man behandlet som en rig vesterlænding uanset, hvor man går, og hver gang jeg bevægede mig uden for hotellet, følte jeg mig som en bleg gris i en bikini af dollarsedler. Folk kom farende fra alle hjørner og forsøgte at sælge mig ananasser eller safarihatte, og man var nødt til at behandle alle, som om man var fuldstændig ligeglad med dem. Det var ren overlevelse og meget ubehageligt. Til sidst endte jeg med at blive på hotellet, så i princippet kunne jeg ligeså godt have holdt ferie på et feriecenter i Nordjylland.

Jeg har altid bedst kunne lide at rejse til storbyer, men jeg holder mig langt væk fra de ting, man 'bare' skal se. Jeg kan bedre lide at sætte mig på en bænk og kigge på mennesker. Derfor lægger jeg heller aldrig planer for, hvad jeg skal lave, når jeg er på storbyferie. Der er mange, som føler, at de ikke har været i Paris, medmindre de har set Louvre og Eiffeltårnet. Sådan har jeg det slet ikke.

For nylig var jeg der med min toårige søn, og det var ikke nogen ubetinget succes.

Børn gider ikke at trave rundt i en storby, de vil meget hellere være hjemme, hvor der er en legeplads, som de kender. Måske havde jeg naivt forventet, at han og jeg kunne slentre rundt på må og få. Det gjorde vi også indimellem, men det var mere stressende end afslappende. Paris er slet ikke gearet til børn, og underligt nok gad han ikke at gå med sin mor i Lafayette (parisisk stormagasin, red.) og se på sko.

Inden vi tog af sted, havde vi talt meget om, at nu skulle vi til Paris sammen, og da vi så ankom til den lejlighed, vi havde lånt dernede, sagde jeg til ham: 'Så er vi kommet til Paris, Villads.' Og så kiggede han rundt i lejligheden og sagde: 'Jeg kan godt lide Paris, mor.' Børns verden er meget lille, og han troede, at lejligheden var Paris, så da vi næste dag stod nede på gaden med bilerne susende om ørerne, udbrød han pludselig: 'Her er kedeligt, mor, jeg vil hellere tilbage til Paris.'

Hvad kan man så lære af det? At man skal vente med at slæbe ens børn med på storbyferier til de bliver teenagere. Omvendt, når man så får turen lidt på afstand, opdager man, at han og jeg alligevel fik noget ud af at være sammen i Paris. Uanset hvor man tager hen i verden, får man en oplevelse af at være væk fra det normale, og selv om jeg hader udtrykket kvalitetstid, så er det vel det, man får på sådan en tur. Rejser tilbyder et andet rum, end det man oplever til daglig, og det rummer i sig selv en stor kvalitet. I Paris var han og jeg på eventyr sammen, vi fløj med flyvemaskine, sov i samme seng og var sammen fra morgen til aften. At det så var ligegyldigt for ham, om vi havde været i New York eller i Frederikssund, det er en anden snak.

Men det er skægt, hvordan ens behov ændrer sig, når man får børn. Sidste efterår var vi i f.eks. i Lalandia, og set med mine øjne var det vel noget nær det ulækreste sted, jeg har været i mit liv. Der var alt for varmt, det lugtede fælt af sved overalt, og folk sad i deres grimme badeshorts og dryppede varm ost fra cowboytoasten ned i badevandet. Men min søn syntes, det var et af de fedeste steder, han nogensinde havde været. Med rutsjebane, pomfritter og restauranter, der blinkede og hylede. Inden man får børn, har man en bestemt opfattelse af, hvad kvalitetsferie er for en størrelse, men når man bliver mor, er det næsten ligegyldigt, hvor man er henne, bare ungerne har det skægt.«