Banksy slipper sine rotter løs i Londons undergrundstog

Den britiske gadekunstner Banksy har spraymalet rotter med mundbind og håndsprit i undergrundstogene i London. Trafikselskabet har fjernet dem, men vil nu anvise et passende sted til kunstnerens værker.

 

Rotter, der bruger mundbind og håndsprit, har indtaget The Underground i London.

Det er gadekunstneren Banksy – eller rettere hans aldrig hvilende kunstfabrik med mange medarbejdere – som står bag happeningen.

Personer klædt i hvidt og iført åndedrætsværn, som lignede rengøringspersonale, steg forleden ombord i flere toge og malede med skabeloner og spraydåser rotter – Banksys signaturmotiv. Nogle af dem kæmper med at få mundbind på, nogle bruger et mundbind som faldskærm, nogle står med håndsprit, og andre bruger ikke mundbind og hoster virus ud i kupeerne.

»I get lockdown, but I get up again«, lyder budskabet optimistisk fra Banksys rotter, som skal skabe debat om coronapolitikken.

Londons Transportselskab meddelte tirsdag, at man har renset Banksys graffiti væk i henhold til selskabets strenge regler om graffiti, men at man gerne vil have Banksy til at male sine coronarotter på et »passende sted«, skriver The Guardian.

Foran da Vinci

Der er i øjeblikket påbud om at bære mundbind i de offentlige transportmidler i Storbritannien og et påbud om mundbind i butikker er på vej.

Fredag bebudede premierminister Boris Johnson et maskepåbud i butikker, men søndag afviste kabinetsminister Michael Gove, at der skulle komme et påbud. Tirsdag meddelte sundhedsminister Matt Hancock dog, at lovgivningen snart er på plads, og at et påbud vil træde i kraft 24. juli, skriver The Guardian.

Banksy, hvis identitet aldrig er blevet afsløret, blander sig løbende i samfundsdebatten, hvad enten det drejer sig om coronakrisen, indvandring, Black Lives Matter, det oppustede kunstmarked, som han selv er blevet en del af, eller konflikten i Mellemøsten.

En måling foretaget af YouGov i Storbritannien sidste sommer viste, at han er den mest populære nulevende kunstner i Storbritannien.

Han slog dermed hundedyre og berømte kunstnere som David Hockney og Damien Hirst. Ifølge målingen var han den den fjerde mest populære kunstner overhovedet, kun overgået at Leonardo da Vinci, Vincent van Gogh og Michelangelo i nævnte rækkefølge.