En troværdighed på niveau med Østtysklands daværende præsident, Erich Honecker. Det er nogenlunde resultatet af Alternativets beslutning om ikke at lade pressen stille spørgsmål til partiets tre nye kandidater til kulturborgmesterposten.

Efter Niko Grünfelds farvel til kulturborgmesterposten, meddelte Alternativet fredag, at de tre kandidater efter tur vil præsentere sig selv i tre minutters videoer, som i denne uge er lagt på partiets facebookside.

Første levende billede er Badar Shah, der under det højst uheldige Trump-lignende hashtag #NotFakeNews, taler i tre minutter om sine ... tjah, ideer er måske et stort ord for de selvfølgeligheder, der præsenteres.

Den såkaldte banalitetstest bon'er nemlig helt op i det røde felt.

»De sidste par dage har jeg tænkt over, hvorfor jeg stiller op til posten som borgmester,« begynder Badar Shah, der skam helt igennem virker som en svigermors drøm. Lige indtil han ti sekunder inde i sin egen nærmest rørende naive video begynder at svare på sine egne spørgsmål:

»For mig handler det om at gøre det rigtige og tage ansvar!«

Flot-flot, Badar, men ville det ikke også være mærkeligt, hvis din fornemmeste opgave som kulturborgmesteren handlede om at gøre det forkerte og løbe fra ansvaret?

Mere papirstynd retorik følger.

»Jeg valgte at sidde i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, ikke fordi det er nemt, nej, tværtimod, men det føltes som en rigtig beslutning,« siger Badar Shah og lyder som en halv John F. Kennedy, der skød NASAs måneprogram i gang med ordene: »We chose to do this, not because its easy, but because its hard«.

Hos Alternativet er det dog grund nok, at noget føles rigtigt.

Det ville være forkert at sige, at Badar Shahs tale får mere kant, da han troskyldigt fortæller om sin barndom på Vesterbro, dengang da »der ikke var rart at være«. Dog dannes der et billede af den unge mand, som opsøger det lokale bibliotek, hvor han – med sit eget tankevækkende bogstavrim – »kom på en kulturel rejse, der førte til dannelse« og at han »til en vis grad blev dansker«.

Til slut slår han fast, at kultur for Alternativet i København handler om inklusion snarere end eksklusion – også et udsagn, det er svært at blive voldsomt uenig i, men dog et udsagn, der tydeligt er adresseret Dansk Folkeparti.

De to øvrige kandidatvideoer fra Kåre Traberg Smidt og Franciska Rosenkilde rummer muligvis en smule flere konkrete forslag. Traberg Smidt fortæller om, hvordan han er inspireret af sin mor, der var punksanger i 1970erne, og Rosenkilde vil gerne arbejde for københavnerbørnenes »maddannelse«. Men det rokker ikke ved det generelle billede. Alternativet har forregnet sig fuldstændigt, hvis presseundvigelsen handler om at fremstå mere troværdig efter en Niko Grünfeld og partiets andre møgsager.

Den bedste måde at fremstå som troværdig er jo netop at lade pressen stille de svære kritiske spørgsmål og så svare efter bedste evne. Det bør ikke engang trække fra, hvis man som kandidat på et helt nyt område får spørgsmål, man ikke kan svare på. Da er det fuldt ud legitimt at svare, at det er man nødt til at undersøge nærmere. Alle kan ikke vide alt. Med denne her form for videoer virker det til gengæld som om, man intet har lært.