Ballettens danske superstjerne

Den største udfordring for balletten i såvel USA som Europa er ifølge Peter Martins at tiltrække et nyt, yngre publikum i takt med, hvad han kalder »the greying of the audience«. Selv nærmer han sig 67, men har stadig masser af energi og ideer til at fortsætte arbejdet som balletmester. Fold sammen
Læs mere
Foto: Paul Kolnik
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 2009 stod New York City Ballets danskfødte chef, Peter Martins, i sin lange karrieres måske vanskeligste situation. For femte år i træk kørte hans verdensberømte balletkompagni med et underskud, der alene i 2009 var på syv mio. dollar, svarende til mere end 35 mio. danske kroner, og Martins måtte fyre 11 af sine dansere.

I dag, fire år senere, har han – med sine egne ord – fået drejet supertankeren væk fra katastrofekursen, og når New York City Ballet (NYCB) de kommende fem dage giver gæsteoptræden på Det Kongelige Teater, bliver det med et festfyrværkeri af både de klassiske Balanchine-balletter, som er NYCBs adelsmærke, og et moderne program med værker af Jerome Robbins, Christopher Wheeldon, Alexei Ratmansky og en helt ny ballet af den unge komet Justin Peck.

»Vi har planlagt to meget forskellige forestillinger. Det første program er totalt Balanchine, og det er helt bevidst. Jeg synes, de tre balletter, »Serenade«, »De fire Temperamenter« og »Symfoni i C«, viser Balanchine i al hans forskellige virtuositet. Jeg ved godt, at det danske publikum sikkert har set dem alle, men de har jo ikke set dem danset af os i lang tid,« siger Peter Martins i telefonen fra New York, få dage før han rejser til København med sit kompagni.

I løbet af gæstespillets bare fem dage giver NYCB i alt syv forestillinger i Operaen fordelt på to forskellige programmer. Det giver en stram dagsorden, som også gælder for balletmesteren, og derfor har Peter Martins valgt at få de obligatoriske interview overstået i telefonen inden afrejsen. Han fortæller begejstret om det program, han har planlagt for gæstespillet i København.

»Til det andet program med værker af fire moderne koreografer åbner vi med en helt ny ballet, »In Creases«, som lige har haft premiere i New York. Den er skabt af Justin Peck, som er meget, meget talentfuld og allerede har lavet tre balletter for os med kæmpe succes. Jeg synes, det er vigtigt at vise det danske publikum vores sidste nye talent,« siger han og fortsætter:

»Nummer to er »Concerto DSCH«, som Alexei Ratmansky lavede til os for tre-fire år siden. Den er meget, meget festlig. Publikum elsker den ballet. Og så har jeg bragt en ballet, som vi aldrig har lavet i Danmark før. Den hedder »NY Export: Opus Jazz« og er skabt af Jerome Robbins. En typisk Robbins-ballet med sneakers, tennissko osv. Lidt ligesom »West Side Story«, bare uden historie, en abstrakt jazzballet, som har haft kæmpe succes herovre. Og så slutter vi med »Les Carillons« af Christopher Wheeldon, med et kæmpe cast, en masse dansere, også meget festlig.«

Kursændring

Mindre festligt var det, da Peter Martins i 2008 måtte gå til sit teaters bestyrelse og fortælle om kompagniets økonomiske problemer.

»Jeg sagde til dem, at vores økonomi var i fare, og hvis vi ikke gik ind nu og ændrede kursen på denne her store supertanker og genopfandt os selv på en række områder, så ville vi om fem-seks år have virkelig store problemer,« siger han.

»Den største udfordring for os alle, uanset om vi er i Danmark, England eller USA, er at identificere vores nye publikum. Vi slås jo også her med det, vi kalder »the greying of the audience« – publikum bliver ældre og forsvinder, og så må vi sørge for, at der er et helt nyt publikum, som er forberedt, og som kan fylde vores teatre. Derfor foreslog jeg, at vi udarbejdede en strategisk, langsigtet plan, hvor vi lavede en meget omfattende research på vores publikum. Vi sammenlignede os også med de andre klassiske kunstarter, med orkestre, operakompagnier osv.«

Processen varede i flere år, men i dag kan Peter Martins med tilfredshed konstatere, at den har virket. De seneste år har New York City Ballet haft »et kæmpe opsving« i besøgstallet. Ikke mindst med et stort antal unge teatergængere.

»Jeg tror, vi virkelig er på rette vej. Det er meget opmuntrende,« siger han. »Når vi sammenligner os med publikum inden for opera og koncerter, er vores gennemsnitsalder meget yngre end hos de to andre kunstarter. Det gælder både moderne og klassisk ballet. Det grå hår er ikke dominerende mere.«

Forleden havde Peter Martins møde med sin bestyrelse.

»Og det var fantastisk at kunne fortælle, at i regnskabsåret 2012-13 slutter vi med break-even. Vi har balance i økonomien igen, og det er jeg meget stolt over. Dermed ikke sagt, at vi er ude af faren, men vi har i hvert fald rettet vores skib op,« siger han.

I Hr. Møllers hus

Peter Martins’ stemme i telefonen fra New York taler med et omhyggeligt, formfuldendt dansk, der ikke desto mindre bærer tydeligt præg af hans mange år i USA. Det er 43 år siden, at den unge, talentfulde danser forlod Den Kongelige Ballet, hvor han var uddannet og debuterede i 1964, for at blive solodanser ved New York City Ballet under George Balanchines ledelse.

Efter Balanchines død i 1983 overtog han selv balletmesterstolen, de første år sammen med Jerome Robbins, men siden 1990 har han været eneansvarlig chef for det berømte kompagni.

Gennem årene har Peter Martins selv gæstedanset flere gange på det Kongelige Teater, bl.a. i »Etudes« og »Svanesøen«, og New York City Ballet har også været en hyppig gæst i København, senest med et stort gæstespil i Tivoli i 2008. Men når kompagniet de kommende fem dage, takket være en donation fra A.P. Møllers Fond, danser på Operaens store scene, bliver det New York City Ballets første optræden på Det Kongelige Teater i 60 år.

»Det er jo noget, jeg har tænkt på i mange år, og som jeg flere gange har talt med Hr. Møller om,« siger Peter Martins. »De senere år, når jeg har været hjemme, har jeg ved forskellige lejligheder spist middag med Hr. Møller, og han sagde altid til mig: »Bring dog dit kompagni fra New York til mit store nye hus, det vil være fantastisk.« Så det var også et ønske for ham. Men desværre vil han ikke være der. Det havde jeg håbet.«

Besøget i Danmark falder i Peter Martins’ 30-årsjubilæumssæson som balletmester. Det er også i år, han runder de 67, men det får ham ikke til umiddelbart at tænke på pension.

»Folk spørger indimellem, hvornår jeg har tænkt på at holde op. Men jeg har ikke noget svar. Det vil vise sig, plejer jeg at sige. Selvfølgelig tænker jeg over det, det er klart, men man har bedt mig fortsætte, og jeg har lige skrevet en ny tre-fire- årskontrakt. Så må vi se efter de tre-fire år,« siger han.

»Så længe jeg har noget at byde på, og så længe der ikke er en oplagt efterfølger lige omkring hjørnet, og jeg stadig har masser af energi og masser af ideer, så længe bliver jeg. Det har også noget at gøre med den proces, vi indledte med at vende denne her supertanker, og som vi nok ikke er helt færdige med. I år går det fint, men næste år kan der måske komme nogle problemer. Så jeg er ikke helt færdig med mit projekt. Når jeg er det, måske om en tre-fire år, er det sikkert tidspunktet til at kigge efter en efterfølger. Men jeg vil gerne aflevere forretningen i god stand.«

Måske har det også noget at gøre med, at det først er nu, Peter Martins for alvor føler, at han har overtaget stafetten fra New York City Ballets legendariske grundlægger, George Balanchine.

»Da min kone, Darci Kistler, holdt op med at danse for to år siden, var hun den sidste i vores kompagni, som Balanchine havde hyret,« siger han. »Efter at hun holdt op, er hver en danser i New York City Ballet ansat af mig. Først da, efter næsten 30 år som balletmester, følte jeg virkelig, at det var mit kompagni.«