Balladen om Paul & Yoko

Måske er stridsøksen omsider begravet mellem eks-Beatlen og Lennons enke. Men også kun måske…

John Lennon og Yoko Ono fotograferet i januar 1970 i Skyum Bjerge i Thy. Fold sammen
Læs mere
Foto: Vagn Hansen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den snart 50-årige fejde mellem John Lennons enke, Yoko Ono, og Sir Paul McCartney ser nu ud til at løje af – for en stund i hvert fald.

De to har ellers både før og efter John Lennons død i 1980 været i totterne på hinanden. Samtidig har mange fans af The Beatles i årenes løb beskyldt den i dag snart 80-årige japanske performancekunstner for at være skyld i opløsningen af The Fab Four i 1970.

Men i et dokumentarprogram, som sendes på Al Jazeeras engelske tv-kanal i næste måned, skal McCartney efter sigende udtale:

- Hun splittede bestemt ikke gruppen ad.

I det timelange interview til Sir David Frost siger han desuden:

- Jeg tror ikke, du kan beskylde hende for noget som helst.

Han forklarer Lennons tiltrækning af Yoko Ono således:

Da Yoko dukkede op, var hendes avantgardistiske side en del af det tillokkende, hendes måde at se ting på. (…) Hun viste ham (John, red.) en anden måde at være på, som var meget attraktiv for ham. Så det var tid for John at gå.

Men der har ikke altid været forståelse mellem de to. I 1970erne var der først strid om måden, man krediterede de mange The Beatles-sange. Uanset om sangene var skrevet af Paul McCartney og John Lennon sammen eller hver for sig, blev de krediteret "Lennon-McCartney" – selv om det er almindelig kendt, at McCartney skrev "Yesterday" alene, og at det nok var mere passende at kreditere Yoko Ono som Lennons medforfatter fremfor McCartney på "Give Peace A Chance" - det blev i øvrigt ændret til "Lennon" alene i 1998.

I 1970erne forsøgte McCartney bl.a. at lave om på rækkefølgen af navnene – altså McCartney-Lennon i stedet for Lennon-McCartney – dog uden større held. Blandt andet fordi han ikke kun få de to andre The Beatles-medlemmer, George Harrison og Ringo Starr, med på ideen.

I 1997 sammenlignede Yoko Ono John Lennon med Mozart og McCartney med den knap så talentfulde Salieri – de to klassiske komponisters rivalisering beskrives i filmen "Amadeus". Sammenligningen blev McCartneys kræftsyge hustru, Linda McCartney, meget fornærmet over. Da hun kort efter døde, understregede Paul McCartney, at Yoko Ono ikke var velkommen til mindehøjtideligheden i New York.

I 2005 fortalte Yoko Ono, hvordan John Lennon vågnede en nat og var usikker på sine evner som sangskriver. Han undrede sig over, hvorfor det altid var Pauls sange, andre kunstnere valgte at lave coverversioner af, og ikke hans.

- Du er en god sangskriver, du rimer ikke "June" på "spoon". Du er en god sanger, og de fleste musikere er sikkert en smule nervøse for at lave coverversioner af dine sange, trøstede Yoko Ono.

Det fik McCartney - som i øvrigt aldrig har rimet de to ord i en sang - til at svare:

- Jeg tager mig ikke af hende. Hun var Johns kone, så jeg er nødt til at respektere hende for det, men jeg tror ikke, hun er den skarpeste kniv i skuffen. Hun har sagt mange dumme ting i sin tid. Hendes liv er dedikeret til at nedgøre mig, men jeg forsøger med stærkt ikke at nedgøre hende.

Men hvad er det, der vækker så stærke følelser hos både McCartney og mange fans af The Beatles? Det gav den feministiske forfatter Cara Kulwicki et bud på for et par år siden. I et essay om, hvorfor alle hader Yoko Ono, og hvorfor ingen burde gøre det, opsummerede hun det typiske had mod Ono således:

- Hun var emsig, kontrollerende, fik gjort John afhængig af heroin, var ondskabsfuld over for The Beatles, stak næsen i sager, der ikke vedkom hende, dukkede op, når hun ikke var inviteret, var en forfærdelig kunstner, der gik mere op i selvpromovering end kvalitet, hun gik efter et forhold med John på grund af hans penge, opmuntrede ham til at forlade The Beatles, fordi hun så bandet som konkurrenter, og udnyttede ham bare i det hele taget.

I sit forsvar for Yoko Ono angriber Kulwicki en af forfatterne til de mange biografier om The Beatles, der fremsætter netop disse standardargumenter mod Ono:

- I stedet for at kalde The Beatles for nogle chauvinistiske svin, præsenterer han gentagende gange kvinderne som nogle, der var vidunderligt tilgivende, selvudslettende og beskedent accepterede "reglerne" i stedet for (at præsentere dem som) misbrugte og mishandlede… (Men) det var forkert af The Beatles at behandle deres koner og kærester som undermenneskeligt lort – vel at mærke indtil en af dem havde modet til at forlange respekt, og endnu værre, opnåede det (…) Tænk på, at Yoko var en kvinde – en feminist, en kvinde med sine meningers mod, som ikke var en blondine eller hvid eller dullede sig selv op – så begynder tingene at skinne tydeligere igennem. Bitches fuck shit up, lød det fra den amerikanske feminist i 2009.