Ballade om historisk skorsten på Vesterbro: Borgmester kræver den 11 meter højere

Den historiske skorsten ved Slagtergårdene på Vesterbro er blevet amputeret fra 31 til 20 meter. Nu skal den genopføres i sin oprindelige form, mener Københavns teknik- og miljøborgmester.

Skorstenen ved de gamle slagtergårde på Vesterbro, efter at den blev gjort 11 meter kortere på grund af nedstyrtningsfare. Nu vil borgmesteren have bygherren til at genopføre den i sin oprindelige højde. Ejendomsselskabet Enghaven A/S

Sidste efterår blev de gamle slagtergårde på Vesterbro jævnet med jorden for at gøre plads til nybyggeri.

Det var dog ikke alt, der måtte lade livet. En 130 år gammel skorsten, der er udnævnt til at være bevaringsværdig, ragede stadig 31 meter op og stod tilbage som et symbol på en svunden tid.