Bakkens Hvile i juridisk slagsmål med Nørrebro Teater

Når Nørrebro Teater navngiver en kommende forestilling »Syngepigerne fra bakken«, er det for at »nasse hensynsløst« på Bakkens Hviles brand, mener Bakkens Hviles direktør, Dot Wessman. Direktøren for Nørrebro Teater er villig til at ændre forestillingens titel, hvis teatret har handlet i strid med loven.

Dot Wessman backstage i Bakkens Hvile sammen med sin kæreste, Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparties spidskandidat til Europa-Parlamentet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bakkesangerinderne på Bakkens Hvile føler sig dårligt behandlet af Nørrebro Teater i København, og nu er de to parter endt i et juridisk slagsmål.

Sagens kerne er, at titlen på forestillingen »Syngepigerne fra bakken«, som teatret i Ravnsborgade på Nørrebro sætter op til efteråret, lægger sig for meget op ad Bakkens Hviles gamle brand og rygte. Det mener Bakkens Hviles direktør, Dot Wessman, hvis forargelse er særlig stor på grund af det frække billede, teatret bruger som blikfang.

»Med halvnøgne piger og drags på scenen fremmaner Nørrebro Teater et billede, som netop ikke er Bakkens Hvile. Er det anstændigt? Og hvad er der egentlig sket med etik og moral i teaterbranchen?« spørger den bekymrede direktør og fortsætter:

»Hvis man kan sætte en forestilling op og tiltrække publikum på Nørrebro ved at kalde det »Syngepigerne fra bakken«, nasser man så ikke bare hensynsløst på et 137 år gammelt brand, der er uløseligt forbundet med Bakkens Hvile?«

Direktør for Nørrebro Teater Kitte Wagner sagde i forbindelse med et interview på "Kulturen" på TV 2 News onsdag:

»Vi har kunstnerisk frihed inden for lovens rammer. Vi er i Danmark superstolte af, at vi hverken har censur eller selvcensur,« siger Kitte Wagner, der er villig til at ændre på forestillingens titel, hvis juraen viser, at teatret har handlet i strid med loven.

»Men så længe vi er på sikker grund juridisk, ændrer vi ikke ved noget,« siger hun.

Brandingekspert Kresten Schultz Jørgensen forstår ikke, at bakkesangerinderne og Dot Wessman ser det som en konkurrence eller et underløb, at Nørrebro Teater har en forestilling med samme emne.

»Jo flere, der snakker om »Syngepigerne fra bakken«, desto bedre er det. Bakkens Hvile burde i stedet nyde den øgede opmærksomhed, byde alle bidragsydere velkommen og ikke blot se teaterstykket med de briller, Dot Wessman kunne have ønsket sig at se det med,« siger Kresten Schultz Jørgensen, der betegner Bakkens Hviles reaktion som »defensiv« og »nærig«.

En anden ekspert, advokat Knud Wallberg, mener dog, at Dot Wessmann kan have en pointe.

I en mail skriver Knud Wallberg:

»Når man ser på titlen på forestillingen i sammenhæng med beskrivelsen af forestillingen, er der jo ingen tvivl om, at Nørrebro Teaters forestilling handler om netop de syngepiger, der har optrådt og optræder på Bakken(s Hvile). Da Bakken også er et registreret varemærke, minder sagen en del om en Højesteretsdom om brug af Tivolis varemærke for en film med titlen »Tivoli Nights«. Så det er min umiddelbare vurdering, at Bakken(s Hvile) har en god sag. Hvis Nørrebro Teater for eksempel blot havde kaldt forestillingen »Syngepigerne« var der til gengæld ikke noget at komme efter.«