Bagsiden af Nobelprisen

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Så blev navnet på årets nobelpristager i litteratur offentliggjort. Det skete i torsdags, og det blev som bekendt hviderusseren Svetlana Aleksijevitj, og det er efter alt at dømme et godt valg og tillykke med det.

Én af de gode ting, man i øvrigt kan sige om Nobelprisen i litteratur og om denne verdens utallige andre kulturpriser, er, at de for en stund er med til at kaste glans over forfattere, kunstnere, arkitekter, skuespiller, instruktører osv. Det har de godt af, alle disse hårdtarbejdende mennesker, der gør verden rigere.

Det har de ikke mindst godt af i disse tider, hvor kulturen, selv i en gammel kulturnation som Danmark, fra politikerside synes at blive betragtet som et appendiks til alt det virkelig vigtige. Som noget, »der på linje med tom underholdning først kan være plads til, når politi, ældreplejen og den sidste motorvej er betalt,« som Det Kongelige Teaters direktør, Morten Hesseldahl, for et par dage siden formulerede det i en kronik i Berlingske.

Men Nobelprisen i litteratur har også, med al respekt, en bagside. Den er verdens suverænt mest prestigefyldte litteraturpris, og netop fordi den har denne helt særlige status, er den med til at skævvride billedet af verdenslitteraturen. I hvert fald hvis man ikke tænker nærmere over, hvad det egentlig er, den står for. Hvad den kan. Hvad den udsiger.

Nobelprisen i litteratur har med enkelte afbrydelser været uddelt siden 1901. I alt 112 forskellige forfattere fra mange forskellige lande har modtaget den. Læst bare en lille smule»naivt« kan man let få den tanke, at denne prestigefyldte liste over alverdens hædrede skribenter også er en slags liste over verdens bedste forfattere siden 1901.

Det er det bare ikke. Slet ikke. Godt nok optræder der giganter som Thomas Mann og Ernest Hemingway på listen, men når hverken Marcel Proust, James Joyce, Jorge Luis Borges, Thomas Bernhard eller Karen Blixen er med (for nu blot at nævne nogle af de største undladelsessynder), så er konklusionen, som jeg ser det, at Nobelprisen i litteratur aldeles ikke er en tjekliste for den, der vil kende til de seneste 114 års vigtigste forfatterskaber.

Den er »blot« en liste over, hvad medlemmerne af Det Svenske Akademi år for år har fundet for godt at hædre. En såre menneskelig liste.

Man skal med andre ord ikke tage Nobelprisen i litteratur alt for seriøst. Den er et fornemt skulderklap til den, der får den, ja, men den udtrykker ikke en dybere sandhed om noget som helst, og heldigvis har der altid været kræfter, der modvirkede, hvad den udsagde.

Danske Karl Gjellerup blev aldrig en litterær stjerne. Britiske William Golding bliver aldrig lige så stor som J.D. Salinger. Litteraturen går sine egne veje. Nogle gange helt uden om Nobelprisen. Der går den godt. Med al respekt.