Baghaver til leje under Smukfest

I stedet for at ligge i kø i timevis for at få den perfekte teltplads på campingarealerne vælger nogle festivalgæster at leje en teltplads i baghaven hos private skanderborgensere. Udlejere skal huske skattepligten.

I dag åbner årets Smukfest, Skanderborg Festival, for alvor op med koncerter og fest på pladsen. Der blev spillet ølpetanque på Kærligheden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Rønde
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Gennem de sidste tre år har Hans Nautrup slået sit festivaltelt op i den samme private baghave tæt på festivalpladsen i Skanderborg sammen med sine venner.

Gruppen tager som regel først af sted, når musikken er i gang på festivalpladsen, og nogle år har det været nærmest umuligt at finde teltpladser i gåafstand til sceneområdet, når campingområderne har modtaget gæster i flere dage forinden.

Derfor vil Hans Nautrup og vennerne gerne betale lidt ekstra for at bo centralt og slippe for maset med at sikre sig en god plads på de fælles campingområder.

- Vi kan komme, når vi har lyst og skal ikke slås om pladsen med de andre gæster. Vi ringer bare op og spørger, om der er plads, og så slår vi teltet op og giver 500 kroner per telt for det.

Husk skattepligten

Hverken hos politiet i Skanderborg eller hos Skat har man nogen ide om, hvor mange festivalgængere, der indkvarterer sig hos private. Derfor har de heller ingen kommentarer til, om ordningen fungerer godt, eller om den kan give problemer. I forhold til skattereglerne skal udlejerne dog huske at få indberettet skat, hvis de lejer deres haver ud til gæsterne på Smukfest.

Til udlejerne siger Marianne Sigetty, der er kontorchef i Skatteministeriet:

- Jeg går ud fra, at de fleste er klar over, at hvis de lejer deres ejendom ud, så får de en lejeindtægt og den er skattepligtig uanset, hvor stor eller lille lejen er.

I år har Hans Nautrup kun armbånd til om fredagen på Skanderborg Festival, men han tager sikkert en ekstra dags hygge i teltlejren i baghaven, hvor han føler sig godt til rette.

- Vi er fri for at køre med shuttlebusser for at komme frem og tilbage, og vi har adgang til bad og toiletter på campingområdet ved siden af sammen med de andre, der er på festival. Ordningen passer til os, så vi bliver nok boende her, så længe vi har lyst til at tage på festival.