Bænkhænger

Fremragende Ditte Gråbøl i reducerende iscenesættelse af »Kvinden alene« på Kaleidoskop

Oprindeligt sidder hun i et vindue, hvorfra hun i et anfald af fortrolighed taler med en genbo, hun har fået øje på. Spærret inde af sin mand – siger hun i hvert fald.

Men ikke i den amerikanske iscenesætter Bob Meyers iscenesættelse af den italienske nobelpristager Dario Fo og hans skuespillerhustru Franca Rames lille monolog »Kvinden alene« på Kaleidoskop. Her kommer hun ind og sætter sig på en parkbænk. Taler hun overhovedet med nogen, når hun langt om længe siger noget? Eller hører hun bare stemmer? »Alt hvad jeg gør, gør jeg inde i mig selv,« siger hun, og det har iscenesættelsen tilsyneladende taget sit udgangspunkt i.

Den frisatte tolkning tilfører naturligvis teksten noget: Her er en kvinde, hvis troværdighed sandsynligvis ligger på et meget lille sted. Hvis mange historier måske er sande, men efter alt at dømme ikke er det.

Her taler hun for sig selv. Om at være indespærret, chikaneret af en voldelig, besiddende ægtemand. Om sin tilværelses ulidelige trivialitet, om en lidenskabelig affære med en ung elsker, chikane fra stønnere i telefonen, evige tilnærmelser fra en gramse­svoger i rullestol. Men her ser vi jo, at hun går frit omkring uden for lejligheden.

Samtidig kan man mene, at læsningen af teksten også reducerer den fra at være en rebelsk monolog om en midaldrende kvinde, der er trængt helt ud i desperationens tove. En kulsort, tragikomisk enetale om en husmor, der gør op med sit private helvede.

Mere end frelst igennem

I stedet bliver »Kvinden alene« lige præcis det, titlen angiver – en ensomhedens enetale fra et sygt sind: »Jeg er tosset, og det er jeg ligeglad med«.

Er det det, der er meningen med Fos og Rames lige venstre til kvindeundertrykkelse og hyklerisk forstadsliv? Hvad man end kan mene om udlægningen, så betyder det mindre, for det er Ditte Gråbøl, der sidder på bænken.

Vi har hende helt for os selv. Hun kommer mere end frelst igennem den hundesvære øvelse med lige dele vid, komik og brændende identifikation. Med de plirrende øjne spillevende i klovneansigtet, snart frenetisk speedsnakkende, snart tavs og med et blik, der stirrer ud i ingenting. Hele tiden med nye følelser hen over det nøgne, åbne ansigt, hvor munden kører og kører insisterende.

Hun gør »Kvinden alene« til en times imponerende opvisning i skuespilkunst, når den er bedst. Sat på scenen med det talent, der taler for sig selv.